Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Us (116 min.) Biograffilm / UIP
Anmeldt 3/4 2019, 17:29 af Torben Rølmer Bille

Truslen fra de røde kedeldragter


Truslen fra de røde kedeldragter

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jordan Peele imponerede virkelig undertegnede med debutfilmen Get Out, der ud over at være en regulær thriller med gyserelementer ligeledes var en film, der var en kommentar til de mange skjulte (og åbenlyse) raceproblematikker der stadig plager USA.

Da det kom frem at der ville komme en ny film, der lige som Get Out både var skrevet og instrueret af Peele, var det svært ikke at blive utroligt begejstret på forhånd. Især fordi han i flere forskellige medier udtalte at den nye film Us ville være en mere traditionel horrorfilm end debuten.

Det var derfor med kæmpestore forventninger at Deres udsendte tog i biografen for ved selvsyn at opleve Us, men muligvis har forventningerne været alt for høje, for desværre kan den nye film slet ikke leve op til forgængeren.

Us er en film, der har mange kvaliteter. For det første er skuespillet helt eminent. Alle medvirkende er virkelig gode, især når man tænker på at mange af de centrale skikkelser i filmen spiller dobbeltroller, men mere om det senere. Peele er helt sikkert en dygtig personinstruktør, der er i stand til at arbejde med såvel de fine nuancer, som de brede penselstrøg, samt alle nuancerne imellem. Der er heller ikke noget man kan udsætte på filmens mere tekniske side for både scenografi, kameraarbejde, lydarbejde, osv. er af ganske høj kvalitet. Til gengæld er der noget helt galt med filmens grundlæggende præmis.

Før vi når så langt, vil det måske være en god idé at ridse grundhandlingen op. Filmen starter i starten af firserne, hvor en lille pige – der skal vise sig at være filmens hovedperson – er med sin mor og far taget til et tivoli på en strandpromenade på sin fødselsdag. Mens mutter er på toilettet og fatter er uopmærksom smutter pigen væk fra larmen og lamperne og våger sig ind i et slags spøgelseshus, der ligger lidt væk fra resten. Her sker der noget, som først afsløres langt senere i filmen, men tydeligvis er det så traumatiserende at pigen efterfølgende holder op med at tale.

Vi springer frem til nutiden: Her er den nu voksne pige, der har genvundet talens brug, men stadig ikke har en klar erindring om hvad der skete i åbningsscenen, sammen med sin mand, søn og datter på sommerferie. Tydeligvis ferierer de nær det sted hvor den første scene udspillede sig, for da manden foreslår de tager til stranden, så går hun nærmest i panik. Det lykkes dog manden at overtale hustruen efter et stykke tid, og turen forløber umiddelbart uden den helt store mystik. Samme aften dukker der dog en gruppe mennesker op udenfor familiens feriehytte. En voksen mand, en kvinde og to børn – en dreng og en pige. De står helt ubevægelige i indkørslen og er iklædt røde kedeldragter. Da vore hovedpersoner kommer tættere på opdager de, at de fremmede har en umiskendelig lighed med dem selv.

Umiddelbart er dette en ret effektiv start på en gyserfilm. Selv om dobbeltgængermotivet er en helt klassisk gysertrope, så forsøger Peele, lige som i sin debutfilm, at benytte denne til på overfladen at levere en gyserhistorie og samtidig en kommentar til den aktuelle situation i USA, især blandt afroamerikanere. Filmen er desuden fuld af referencer, dels til ganske obskure gyserfilm men også til mere velkendte fortællinger. Mest tydeligt blandt de sidste er filmens referencer til Alice i Eventyrland, både i tilstedeværelsen af de mange kaniner (ja, du skal selv se filmen for at vide hvordan de bliver en del af fortællingen), og måske mest tydeligt i replikken ”We’re all mad down here” som måske er den replik man bedst husker den gale hattemager for.

De mange finurlige referencer, det dobbelte lag i fortællingen og ikke mindst alle de mange uafklarede elementer i filmen, som i øvrigt kunne være med til gøre fortællingen interessant, lykkes desværre ikke i denne anmelders optik. Filmen får da skabt en række ganske ubehagelige sekvenser, dens allegoriske træk er også fine, men i modsætning til Get Out forekommer den nye film langt mere bevidst kunstigt konstrueret og usammenhængende. I alf fald bliver det så bevidst konstrueret at uhyggen hurtigt fordamper.

Succesen af film, og måske gyserfilm især, er i den grad afhængige om hvorvidt seeren er villig til at acceptere historiens overordnede præmis. Sagt på en anden måde hvis man er helt overbevist om at et lig ikke kan bevæge sig, vil man nok blive skuffet over stort set alle zombie- og vampyrfilm, uanset hvor fedt de ellers er lavet. Idet Us ikke formåede at overbevise denne tilskuer (som ellers kan acceptere det meste) om de bagvedliggende årsager til, at der pludselig begynder at dukke dæmoniske og meget voldsfikserede dobbeltgængere op overalt i USA, så fejler filmen også.

Us har i langt de fleste medier fået utroligt rosende omtaler, men Kapellets udsendte er ikke bleg for at kalde den for en utrolig ujævn rodebunke af en film. Den mister sin seer undervejs, den mister taget om sin historie og derfor ender den med at fremstå som en gang forvrøvlet rod, end den halvgeniale gyserfilm man havde håbet på. Mest skuffende er det dog, at Peele, i Kapellets optik, genbruger alt for mange metaforiske elementer fra sin debutfilm – det ville have været skønt med langt mere variation. Det er i al fald ikke godt når man forlader biografen mere irriteret og frustreret end skræmt - og så ville det have klædt filmen at være langt mindre selvhøjtidelig.


2408
Forrige anmeldelse
« Goosebumps 2: Haunted Halloween... «
Næste anmeldelse
» Widows »


Filmanmeldelser