Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Avatar (162 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 31/5 2010, 20:18 af Torben Rølmer Bille

I de høje smølfers land


I de høje smølfers land

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er efterhånden blevet skrevet og talt meget om James Camerons nyeste version af verdens dyreste film (de tre tidligere stod han også for): Avatar. Siden de allerførste rygter på nettet påstod at Cameron planlagde en realfilmudgave af animéserien Battle Angel Alita (et rygte der stadig spøger på IMDB) var der rigtigt mange fans, der havde svært ved at vente. En af de ting, der blev ved med at forsinke filmen var, at Cameron ventede på at 3D teknologien ville være god nok til hans film. Lidt ligesom Kubrick, der blev ved med at udsætte sin sidste film (A.I.) af samme årsag. En af de elementer som virkelig var med til at presse prisen i vejret på Avatar var de specielle kameraer og nye farve-3D teknikker, som blev udviklet specielt til filmen.

Da Avatar havde premiere i 2009 var forventningerne derfor skyhøje. Naturligvis ville det blive en publikumsmagnet, for alle ville gerne ved selvsyn konstatere hvad Cameron havde lusket rundt og lavet i sit troldmandsværksted i de sidste 12 år. Resultatet var en mageløs flot film, der overbevisende skabte illusionen om den frodige, fjerne planet Pandora, befolket af nogle blå, stammefolk kaldet Navï’erne. Selv om disse forvoksede smølfer var primitive, formåede de stadig, som rumvæsenernes svar på politisk korrekte, trækrammende økoflippere, at leve i perfekt harmoni med den natur, der omgav dem, lige indtil den dag mennesket begyndte at planlægge interstellare rejser til Pandora. Homo Sapiens slog sig ned i store, trist udseende betonbaser og langsomt, men systematisk begyndte de at dræne Pandora for alle planetens naturlige ressourcer – især det meget sjældne stof.. ”umulium”, ”sjældentanium” eller hvad det nu kom til at hedde.

Allegorien var derfor rigtigt tyk helt fra starten og man kunne allerede da de første trailers begyndte at dukke op frygte at Avatar ville ende som en mellemting mellem Titanic og Danser med Ulve med den store forskel at ulvene var nogle store, naturelskende, blå fætre. Heldigvis er slutresultatet ikke blevet helt så ækelt eller klægt, men det er stadig meget firkantet når Avatars skurke består af imperialistiske, kapitalistiske, hvide, krigsliderlige, mænd, hvis eneste menneskelige modstandere består af et fåtal humanistiske, træ-elskende forskere som via avancerede maskiner er i stand til at styre såkaldte ”avatars” –sjælløse, klonede versioner af Navï’er– rundt på Pandora. Forskerne har indset at planeten besidder et meget delikat økosystem, som de griske pengemænd er ved at ødelægge, men uanset hvor meget de forsøger at mane til fornuft, så er det for døve øren. Lederne af forskerteamet bliver spillet af selveste Sigourney Weaver, som sidst arbejdede sammen med Cameron i 1986 da de skabte den fantastiske actiongyser Aliens, men end ikke det får militæret og pengemændene til at ændre mening.

Filmens hovedperson er eks-marinesoldaten Jake, der er bundet til en kørestol og udelukkende er med på turen til Pandora fordi hans tvillingebror, som var forsker, døde og den avatar som er blevet fremstilet derfor passer fint med Jakes DNA. Jake er splittet mellem sin loyalitet overfor militæret på den ene side og den indsigt som han langsomt får for Navï folket på den anden. For jo mere Jake styrer sin smølf rundt på Pandora, jo større forståelse for han også for Navï’ernes levevis og skikke. Som om det ikke skulle være nok, så oplæres Jake også af høvdingens datter, et væsen som han lige så langsomt bliver forelsket i.

Al god science fiction er allegorisk og synes at kommentere den verden vi lever i. Der er derfor flere ting på spil i Avatar. For det første er der det grønne budskab om at man skal passe på den planet som man bor på. I Avatar har mennesket, som det siges mod slutningen, udplyndret og ødelagt Jorden og vil naturligvis, gennem deres destruktive adfærd gør det samme ved Pandora. Dernæst er der ideen om at alt levende i universet er forbundet, en ide som man finder både hos en masse new-age ”religioner” samt i østerlandsk filosofi og endelig er der konceptet om at vi hvide mennesker altid har udnyttet de, som var svagere end os – nærmere bestemt folk i den tredje verden. Ingen af disse ting er nye, endsige særligt dybe og man kan derfor undre sig over, hvorfor det kan være at enkelte fans af denne film tager den så seriøst, at de ligefrem har valgt at leve som Navï’er - måske er de blot plaget af den samme galskab, der får nogle forældre til at opklare deres børn efter figurer fra Tolkiens univers? Hvis man har lyst til at se science fiction der er langt skarpere i sin sociopolitiske allegori, så er District 9 langt at foretrække, og vil man se en ny science fiction film, der synes at stille mere komplicerede filosofiske spørgsmål, bør man i stedet se Moon.

Dertil kommer at man, som Cameron fan, ikke kan lade være med at blive irriteret over hans tydelige genbrug fra andre film. Truslen om en korporation, der udelukkende tænker på profit og ikke på de følgevirkninger dens handlinger har, ser vi i Aliens, de småpsykotiske militærfolk og tilstedeværelsen af den store bombe, som er sat til at eksplodere, finder vi i The Abyss. Derfor kunne man ønske at mens Camerons teknikere arbejdede på teknologien, så skulle han have brugt 12 år på at skrive et manuskript, der var både mere nytænkende og som bevægede sig væk fra hans tidligere værker, end er tilfældet her.

Det som til gengæld taler for Avatar, er at den er så bragende flot: selv på DVD, selv på et almindeligt, gammeldags fjernsyn, selv i 2D. Det som er enestående er, at filmen, selv om dens har rigtigt mange scener der udelukkende er skabt med computeranimation, ikke fremstår som en helaftensudgave af en cut-scene fra et stort computerspil. Der er liv bag øjnene på Navïerne og Pandora er skabt både troværdig, fremmedartet og utroligt dragende. Det er en planet som man sagtens kunne forestille sig var reel. Planetens mystiske flora og fauna kan bedst sammenlignes med en legemliggørelse af den sprudlende fantasi, som alle eventyrlystne børn besidder, når de forsøger at omsætte de ord, der bliver læst højt fra Jules Verne, Ridder Haggard eller andre eventyrforfattere i deres fantasi. Pandora virker som en af de mest helstøbte fantasiverdener, som er skabt udelukkende til film og derfor kan det næppe undre nogen, at Cameron har udtalt at Avatar blot er den første film i en planlagt trilogi. Efter sigende dykker vi i anden del ned i Pandoras lige så magiske undervandsverden!

Det andet der taler for filmen er at den, på trods af sine næsten to en halv times spilletid, aldrig bliver kedelig. Der er hele tiden noget at se på, detaljer at opdage som man ikke så ved første gennemsyn og så er Cameron god til både at få sin tilskueren helt frem på stolesædet og til at blive involveret i de karakterer han skaber, uanset om de er smølfer eller ej. Dertil kommer det konstante dobbeltgængermotiv som filmen også besidder – dels i forhold til hovedpersonen der jo har mistet sin bror, men også i forhold til den dobbeltrolle han selv indtager som fysisk forkrøblet menneske, sat overfor sin handlekraftige Navï avatar. Filmen leger også med skellet mellem drøm og virkelighed, for vor hovedperson mister hurtigt orienteringen og begynder at sætte spørgsmålstegn ved hvad der er mest virkeligt, hans liv som menneske eller som Navï.

Overraskende nok, er Avatar en film som syntes at vinde ved gensyn, måske især fordi undertegnede valgte at se den sammen familiens ældste. Selvom det er en ganske voldsom film, så er den samtidig en ganske ublodig affære, og det gør også at det sikkert vil blive Avatar, der i mange år frem vil blive en hel ungdomsgenerations svar på vores Star Wars. Dermed ikke sagt, at nærværende anmelder ikke langt hellere ville gense The Empire Strikes Back for halvtredsindstyvende gang, men man kan ikke andet end at blive imponeret over hvor gennemført Camrons vision af Pandora er endt med at blive.


Forrige anmeldelse
« Simon & Malou «
Nste anmeldelse
» I Sell the Dead »


Filmanmeldelser