I undertegnedes verden går der ikke mange uger uden film, der på den ene eller anden måde indeholder makabre, voldsomme scener til gengæld er det ganske sjældent at man falder over en film som Mum & Dad - for ikke alene er den konceptuelt lige så grænseoverskridende og subversiv som mange af de allermest ubehagelige torture porn film man har set i de seneste år, men hvad adskiller den fra langt de fleste er at der er kælet for billede og lyd, skuespillerne gør et fantastisk stykke arbejde og det er måske ikke så underligt når en af filmens sponsorer er BBC.

Der er i sagens natur meget langt fra Keeping Up Appearances til Mum & Dad, for i sidstnævnte skildres nedbruddet af arbejderklassefamilien på den mest blodige, karikerede og groteske måde tænkeligt. Måske forekommer dette ganske besynderligt, idet man måske opfatter briter som underspillede og hæmmede, men faktisk har englænderne har en lang tradition for at lave sorthumoristiske skildringer af deres samfund, tænk blot på film som Britania Hospital.

Selv om den traditionelle satire måske er en del sværere at få øje på i Mum & Dad ændrer det ikke på, at filmen stadig vil andet for end blot at vise blodige excesser og menneskelig ydmygelse, den er samtidig – hvis man tager sine intellektuelle halvbriller helt ned på næseryggen - en film der gerne vil levere dødsstødet til den mest betændte del af de under- og middelklassefamilier, som stadig krampagtigt forsøger at holde fast i en sans for misforstået normalitet.

Filmen viser dette i form af en ganske enkel fortælling: den unge emigrant Lena, arbejder om natten i en stor engelsk lufthavn med rengøring. Da hun misser sin bus hjem, tager kollegaen Birdie sin veninde med hjem, men der er intet der har kunnet forberede pigen på det som venter hende dér. Hjemme hos Birdie er det mor og far der regerer. Lena bliver overfaldet, får stukket en kanyle i halsen der lammer hendes stemmelæber så hun ikke kan skrige, og dernæst bliver hun udsat for både fysisk og psykisk tortur. Mor kalder Lena sin lille engel og snitter grædende karikerede englevinger på ryggen af den sagesløse pige, mens Lena glimtvis ser far maltraktere, dræbe og partere en lang række tilfældige ofre.

Den meget aparte familie består nu af mor, far, Birdie, den stumme bror Elbie og nu den stakkels Lena, der desperat forsøger at overbevise familiens overhoveder om at hun rent faktisk befinder sig virkeligt godt i de syge rammer de tilbyder hende, for hvis de mistænker at hun ikke er oprigtig ved hun udmærket at hun vil ende som faderens næste offer, eller hvis han viser sig fra sit tilgivende hjørne: som dennes sexlegetøj. Der er også meget, der tyder på at de er endnu et familiemedlem gemt et eller andet sted i huset. En karakter som seeren og Lena naturligvis får at se op mod filmens klimaks.

Mum & Dad er en virkelig ubehagelig film, for den vender alle de traditionelle familieværdier helt på hovedet. Netop det faktum, at de fleste sagtens kan følge den fordrejede logik som disse voksne psykopater baserer deres beslutninger på, er langt mere skræmmende end mange af de motiver, der ellers benyttes i samtidens groteske splatterfilm. Straffen kommer udelukkende hvis mor og far ikke føler sig elsket, eller hvis ungerne ikke gør nøjagtig som de får besked på – og netop denne overdrevne retfærdighedssans og mange af de situationer som her bliver blæst helt ud af proportion vækker sikkert genklang på de fleste der har prøvet at have et opgør med sine forældre. Hvem ville for eksempel ikke finde det dybt ubehageligt at forsøge at nyde sin morgenmad, mens der vises pornofilm på et lille tv i hjørnet af rummet?

På den måde minder filmen som en halvanden times udgave af den centrale scene i Tobe Hoopers klassiske The Texas Chainsaw Massacre – hvor familien samles om middagsbordet: for det som seeren er vidne til i Mum & Dad er som i Hoopers film en fuldstændigt misforstået, fordrejet og perfid form for ”normalitet”, defineret af en gruppe individer som ikke kun er gennemført mentalt forstyrrende, men tillige sygeligt tilhængere af en norm som de selv har defineret ud far de gældende samfundsnormer.

Mum & Dad er derfor en film der bevidst søger at provokere, udfordre og chokere sin tilskuer og er derfor – i sagens natur – ikke en film der søger et bredt publikum, men der er helt klart en rød tråd i filmen – en velmenende idé bag al galskaben, ydmygelsen og splatteren. I tråd fra Psycho, Brain Dead og lignende horrorfilm, der har den dysfunktionelle familie som deres centrale temaer, forsøger Mum & Dad at vise sit forskruede bud på en forrykt underklasse, der endelig har nået kritisk masse.

Det er med andre ord en dybt foruroligende og sært underholdende film som Steven Shiel har skabt, for selv om connaisseurs af splattereffekter måske vil rynke lidt på næsen af de til steder ubehjælpelige effekter, så ændrer der ikke på, at filmen er et opgør og ikke midst en bidsk kommentar til en rådden, engelsk underklasse, der tilsyneladende har langt større problemer end man egentlig gik og troede.