Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Clash of the Titans (118 min.) Biografversion / Warner
Anmeldt 11/4 2010, 11:01 af Torben Rølmer Bille

Græsk tæsk i 3D


Græsk tæsk i 3D

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er stor fokus på den tredje dimension i biograferne for tiden. Mest i forhold til børnefilm og gysere, men nu er adventurefilmene også hoppet med på bølgen. Forståeligt nok, for hvem har ikke lyst til at se halsbrækkende stunts, vandvittige flyveture og skumle, underjordiske huler åbenbare sig i 3D?

Blandt de første film i denne kategori hører den nye udgave af den, i denne anmelders øjne, ret så overvurderede Clash of the Titans (Titanernes Kamp) fra 1981. Blandt de formildende omstændigheder ved originalen var Ray Harrihausens formidable stop-motion effekter, der gav liv til både Medusa og en lang række andre fantasiskabninger. Originalen var og er utroligt corny, men til trods for de meget papfigursagtige skuespilpræstationer, den forgyldte, mekaniske ugle, Zeus’ julemandsskæg og en hel række andre anklagepunkter har den gamle version alligevel en følelse af originalitet og så stor underholdningsværdi, at det er svært at zapper videre, hvis TCM tilfældigvis viser den.

Første gang undertegnede så traileren til genfortolkningen af denne film, så rejste de små hår sig bogstaveligt i nakken. For her synes endelig at komme den version alverdens, eventyrlystne filmelskere havde set frem til i årevis. Ud med alle små dukker og ind med fantastiske computergenererede effekter, der på det store lærred med garanti ville forekomme bjergtagende. Trailerens sindssvage tempo, det dramatiske musikalske akkompagnement og ikke mindst de få, fængende ord, der blev slynget mod tilskueren synes at være garant for to timer i selskab med en adventurerfilm, der uden problemer ville kunne krydse klinger med 300, Jason and the Argonauts og en række andre fremragende Hollywood-udgaver af velkendte figurer fra græsk mytologi.

Desværre er enkelte filmtrailers bedre end filmen.

Dette er desværre tilfældet med Clash of the Titans! Måske var det, fordi forventningerne ovenpå traileren havde været skruet helt op i vejret. Måske var det undertegnedes fantasi, som havde skabt langt mere fængende scener, end de man ender med, men det er under alle omstændigheder utroligt, at en film, der synes at have de elementer en rigtig drengerøvsfilm skal have, i den grad formår at skuffe sit kernepublikum.

Der er hovedsagelig tre store anker i forhold til filmen. Den første er det rent tekniske aspekt. Selv om filmen er i 3D, så synes effekten her (selv om dybdevirkningen er ganske glimrende indimellem) ikke helt at fungere. Læg især mærke til dette i filmens start, hvor baby Perseus vises i closeup: Der er simpelthen noget galt med proportionerne og dybdevirkninge. Når kameraet bevæger sig gennem fiskerskibets reb, synes det heller ikke at fungere optimalt. Dertil kommer, at filmen flere steder er meget mørk, hvilket især skyldes 3D-brillerne, for når man tager disse af, synes farverne at stå helt rigtigt. Det er en skam, at billedet ikke er blevet colourgradet langt bedre – eller i det mindste optimeret, som man har set i en hel række af nyere 3D-film – fra Up! til Avatar.

Den anden anke går på selve handlingen. For selv om den præsenterer seeren for en meget traditionel quest-struktur – med andre ord vor unge helt skal sendes på en livsfarlig opgave, så han kan redde hans udkårne – så giver filmen ikke tid til at få etableret sine karakterer ordentligt. Naturligvis er der et stort og broget persongalleri at holde styr på. Men selv om Sam Worthington, der spiller protagonisten, gør det fint, så er både de scener, som burde etablere hans forhold til den skønne prinsesse, eller for den sags skyld hans personlige motiver for at rejse ud i verden på så farefuld færd, nærmest ikkeeksisterende. Hans primære motivation ligger i det faktum, at det stod i manuskriptet. Der er naturligvis etableret scener, hvor vi ser Hades dræbe Perseus’ jordiske familie, men er det virkelig nok til, at man sætter sig for at dræbe en gud? Nej, vel!

Der er til gengæld en håndfuld bifigurer, der gør det fint, og trækker filmen ind mod midten af det acceptable. Eksempelvis er en bister hærchef fra Argos (spillet af Mads Mikkelsen) og de to italienske jægere, der selv inviterer sig med på eventyr – og som påstår at selv døden er bange for dem – med til at give filmen den tiltrængte kolorit, men end ikke Liam Neesons Zeus eller Ralph Fiennes’ Hades fungerer upåklageligt. Fiennes er med stor sandsynlighed blevet typecasetet efter hans Voldemort i Harry Potter serien, og selv om Hades er både gemen og frygtingydende at se på, så synes begge at klare deres roller udelukkende på rutinen.

Det sidste og måske største problem er de mange konfrontationer med de computergenererede monstre, som jo er det som publikum lever og ånder for. Indrømmet så er der en enkelt scene, hvor vore helte kastes ud i kamp med gigantiske skorpioner, der er virkeligt fedt lavet. Det er dynamisk klippet og er en scene, som sikkert vil tage pusten fra de fleste biografgængere. Desværre så har den nye udgave af Medusa slet ikke samme frygtindgydende status som Harrihausens gamle lerfigur. Der er liv, sjæl og en hel del skuespil i den gamle dukke, som slet ikke kan findes i 2010-versionen. Det er, som om mange af væsenerne generelt mangler det liv, som langt dygtigere animatorer ville have kunnet give dem.

Den gigantiske Kraken, der dukker op af vandet til allersidst for at fortære prinsessen, er desuden så gigantisk, at man aldrig, når at få dannet sig et helhedsbillede af den – og kampen mod den er desuden så desorienterende, at mange sikkert allerede for længst har stået af her. Det virker simpelthen, som om mange af disse actionsekvenser har været alt for dårligt orkestreret, med mere fokus på 3D-spektaklet, end på at få tilskueren til at kunne følge med i begivenhedernes gang.

Som en af de få positive CGI-ting er der dog Pegasus, der virkelig er fornemt skabt. Læg især mærke til, hvordan dens vinger og krop harmonerer flot sammen, når den bevæger sig. Hele herligheden er sovset ind i et utroligt opulent soundtrack, som ganske hurtigt bliver trættende og aldrig helt får fremmanet følelsen af græsk gudedrama i verdensklasse.

Clash of the Titans 2010 gør faktisk, at man får lyst til at gense den gamle film og ligefrem fornøjes over den mekaniske ugle, der kun har en cameo-optræden i den nye film. For i den gamle version er effekterne efter dagens standarder måske slet ikke så imponerende, men den tog i det mindste tid til at sørge for, at alle raske drenge og piger følte noget for de helte, skurke og guder som deltog. Det er nemlig utroligt vigtigt, selv i film der primært fungerer gennem bulder og brag, at man bliver involveret i det fabelagtige eventyr – og det sker desværre aldrig i Clash of the Titans.


Forrige anmeldelse
« Blekingegade «
Næste anmeldelse
» Transformers 2 – Revenge of t... »


Filmanmeldelser