Det er måske ikke helt fair at sende undertegnede ind for at se M. Night Shamma-lamma-ding-dongs nye film After Earth, idet instruktøren langt fra hører til blandt anmelders favoritter, faktisk forekommer Uwe Boll næsten mesterlig i sammenligning. Forskellen er blot at Boll har langt mindre budgetter at lave sine film for. Det skal dog indledningsvis siges, at, uanset hvilken instruktør der havde siddet i stolen ville ordene have været de samme, for After Earth fortjener al den ris, som den i løbet af den sidste måneds tid har fået fra sine amerikanske anmeldere.

Når far og søn almindeligvis skal have lidt kvalitets-tid sammen, så tager man på fisketur, sætter sig til at læse i en god bog, spiller co-op på PlayStation eller bygger noget stort i Lego. Sådan forholder det sig ikke når farmand er Will Smith og sønnike hedder Jaden. De formøbler i stedet 130 millioner dollars på at lave en uhyggelig banal science fiction film, der til trods for sit enormt flotte udseende, ender ud med at være lige så spændende som en vedvarende sommerforkølelse.

Der vil følge flere spoilers i det efterfølgende, fordi der er altså – og så er alle advaret - ikke nogen grund til at se filmen.

Kære læser, du skal ikke kedes med alt for mange detaljer, så her er de mest basale ting: Vi er langt ude i fremtiden. Jorden er blevet forurenet og derfor er menneskeheden blevet evakueret til en fjern galakse. Der har de flere gange været oppe og slås med nogle brutale aliens, der har avlet nogle uhyrer kaldet Ursa’er specifik med det formål at lugte menneskers frygt og dræbe os. Farmand i filmen er dog en undtagelse, for han besidder ingen frygt og han kan derfor, som et spøgelse, nærme sig bæsterne og dræbe dem. Dette er noget han har forsøgt at oplære de andre marinesoldater i.

Sønnike har ikke bestået sin kadeteksamen og farmand er derfor ikke vred men virkelig skuffet, da han vender tilbage til hjemmet efter lang tids fravær. Efter mutter har overtalt ham til at være lidt mere alfaderlig, indvilliger han i at tage sønnike med på træningsmission, så bånd kan blive knyttet mellem dem. Det går dog ikke helt som planlagt. Skibet må nødlande på det der engang var Jorden og som nu er et overgroet vildnis, fyldt med farer. Under styrtet knækker rumskibet over i to stykker, ligesom begge farmands ben, og desværre ligger haleroret 100 kilometer væk. Den Ursa som skibet bragte med sig i lastrummet er selvfølgelig også væk, så ikke alene må sønnike forsøge at finde nødblusset helt alene, der er potentielt også et monster efter ham.

Nu kunne dette måske lyde meget fedt, men det er det bare ikke. Det er dræbende forudsigeligt og fortællemæssigt grænsende til det pinagtige. Vi føler aldrig noget for hverken far eller søn, selv ikke i den centrale scene hvor sønnike boblesnot-grædende trodser farmands ordre, for at bevise at han sagtens kan fuldføre sin mission. Et fælles traume som far og søn bærer rundt på, er skyldfølelsen over datter/søsteren i familien, som blev spist af en Ursa alt imens hun var ved at læse i Moby Dick – romanen, der nærmest fysisk, presses op i synet på tilskueren.

Vi har derfor forstået, at sønnens kamp mod naturen på en eller anden vis skal forstås parallelt med Ahabs kamp mod den hvide kaskelothval, men det virker bare ikke – for hele ideen med Moby Dick (for de der, ulig filmskaberne her, har orket at læse romanen) er netop at vise det nærmest formålsløse i denne kamp, en kamp, der på sigt bliver en faretruende besættelse. Her stopper parallellen så, for i After Earth er kampen mod naturen ikke et valg vore hovedpersoner har, men en nødvendighed for at de begge skal overleve. Spørgsmålet er så, hvad skal vi egentlig skal bruge denne insisterende Moby Dick reference til, ud over at smile når vi ser kaskelotterne være mangfoldige på havoverfladen mod filmens slutning?

Værre endnu er det dog da sønnens livline til faderen, deres kommunikator-arm-dims går i stykker efter et fald. Efterfølgende krydsklippes der mellem farmand, der udsteder sine ordrer i sammenbidt smerte, som sønnen – som den brave Jedi-kriger han er – efterfølgende følger til punkt og prikke, som hørte han dem via telepati. Det mentale bånd mellem dem er stærkere end nogen teknologi og man fristes til højlydt at mumle: ”just let go, Luke.. trust your feelings” fra biografsædets dyb. Der er en god pointe i filmen om ikke lade sig styre af sin frygt, men denne pointe er også med i filmens trailer, så rådet herfra er at se den og spar dine penge.

Skal man endelig sige noget godt om After Earth, så er det at de har valgt at benytte Cronenbergs hoffotograf Peter Suschitzky, hvilket er en garant for at filmen er virkelig flot at skue. Til trods for at filmen altså både byder på aber, rumskibe, lava, vild natur, monstre og actionsekvenser, så har M. Night Shyamalan aligevel formået at gøre det hele utroligt kedeligt, godt hjulpet på vej af Will Smiths far/søn historie, som aldrig bliver vedkommende eller interessant. Alt sker som man regner med at det vil ske. Filmen slutter præcis som man har anet. Man sidder derfor, da rulleteksterne begynder, og tænker på hvor langt Chris Cunningham kunne være kommet med disse 130 millioner dollars i forsøget på at lave Neuromancer? Og helst uden medlemmer af Smith-familien på rollelisten, tak.