Det er efterhånden mange år siden der er kommet en hæderlig film fra M. Night Shamma-lamma-ding-dong, som for alvor blev kendt i senhalvfemserne med Den sjette sans (der ret beset var en film, der havde hugget grundideen fra Gary Shermans oversete firserfilm De Levende Døde (org. Dead & Buried)). Sidst undertegnede ramlede sammen med instruktøren, var da den frygtelige sci-fi film After Earth havde premiere i 2013. I den anmeldelse lægges ej heller skjul på at der altid har været en vis portion skepsis overfor instruktøren fra nærværende anmelders side.

Heldigvis har tingene lov at ændre sig, for selv om hans seneste værk The Visit blot er endnu en i rækken af gyserfilm, der benytter sig af hjemmevideo/mock-dock tricket, så er det faktisk både en ganske effektiv og velorkestreret en af slagsen. Faktisk er det, efter kapellets vurdering, den bedste film Shammalamalam har lavet siden debutfilmen, til trods for at den opmærksomme seer, længe før filmens hovedpersoner er i stand til det, har luret det twist, som uvilkårligt skal komme i en M. Night film.

Filmens hovedpersoner består af en 13-årig dreng og hans to år ældre storesøster. De bor begge hos deres mor, som har brudt kontakten med både børnenes far og ikke mindst med sine egne forældre. Årsagen til bruddet med forældrene er en af filmens centrale fremdriftselementer, så den afsløres naturligvis ikke i dette forum. Ungerne har dog til trods for moderens advarsler stadig lyst til at se og ikke mindst besøge deres bedsteforældre. Så mod moderens råd planlægger de at tage på en uges ferie hos mormor og morfar, alt imens mor tager på et minikrydstogt med hendes nye kæreste.

Storesøsteren har i denne forbindelse valgt at optage alle deres oplevelser på video. Hun har tænkt sig at lave en regulær dokumentarfilm ud af besøget, så hun udstyrer både sig selv og lillebror med et kamera, som de kun meget sjældent slukker. Undervejs kommer storesøster konsekvent med en masse metakommentarer om handlingsforløb, beskæringer og filmtermer, hvilket måske er lidt overraskende hendes alder taget i betragtning, men som samtidig er dette ret sjovt tænkt, da det overraskende nok også er med til at gøre hendes film, som ret beset er den tilskueren også ser, mere troværdig.

Hun starter med af filme deres lange togtur til Pennsylvania, så optages børnenes første møde med bedsteforældrene og bilturen til den afsides gård dokumenteres ligeså. Foruden disse øjebliksbilleder arrangerer søster også regulære interviews med både bedsteforældrene, brormand og sig selv. Først virker alt rigtigt hyggeligt, men der går ikke længe før dette vendes på hovedet.

Børnene opdager nemlig at der er noget som slet ikke stemmer på bedsteforældrenes gård, for ikke alene lyder der sære lyde om natten, men de oplever også at begge bedsteforældre opfører sig alt andet end normalt. Bedstefar gemmer et eller andet i det store redskabsskur, kælderen må de ikke gå ned i under nogen omstændigheder og mormor dukker pludselig krybende på alle fire, da ungerne leger skjul. I næste nu at virker bedsteforældrene så helt tilforladelige igen, taler om aftensmad og hverdagsting. Børnene ønsker ikke at gøre moderen, som de Skyper med indimellem nervøs, men jo mere tid der går, jo flere mærkværdige hændelser er de tilsyneladende vidner til, så de beslutter sig for at komme til bunds i hvad det egentlig er der foregår på gården.

Som nævnt laves der for tiden et utal af gyserfilm, der benytter sig af en dokumentarisk, håndholdt fortællestil. Faktisk kommer der så mange, at det er ved at blive ganske trættende. Det er selvsagt en forholdsvis billig måde at orkestrere en film på, men det er bare langt fra alle der fungerer efter hensigten. Ser man mange af denne type film (det er nærværende skribent nok skyldig i) så vil man opleve, at man ikke længere ser dem, som da man oplevede de første film i denne subgenre (Læs: The Blair Witch Project og Paranormal Activity).

Sagt på en anden måde - legen med stilen og den nærmeste automatiske accept at det viste via sit formsprog forekommer langt mere troværdigt, er blevet forandret til en seerposition hvor man får endog meget svært ved ikke at slå det meget kritiske, filmtekniske blik til og i stedet at forsøge at udpege de steder hvor filmen bryder med sit dokumentariske filmsprog for på den måde at afsløre sig selv som fiktion.

Dette kan man også godt med The Visit men kun i meget få tilfælde, for i øvrigt lykkes det filmen at overbevise sin tilskuer om at dette faktisk godt kunne være virkeligt. Dette både takket være en god sans for at skifte mellem hhv. broderens og søsterens optagelser, søsterens konsekvente metasnak om filmmediet og ikke mindst takket være nogle ganske glimrende skuespilpræstationer fra især de yngste skuespillere, men også de, der har fået rollerne som de hemmelighedsfulde bedsteforældre gør det rigtigt godt.

The Visit er ikke et mesterværk, men det er en ganske effektiv lille gyser. Den får skabt nogle ganske troværdige figurer (f.eks. den konsekvent irriterende lillebror) og skifter hele tiden mellem at skabe væmmelige situationer, der kort tid efter forsøges at bliver forklaret rationelt. Dette fortællemæssige trick fungerer sjældent, men i dette tilfælde gør det. Så selv om du, som denne anmelder, ikke er fan af M. Night Shyamalans værker, så bør man måske alligevel give denne film en chance. Om ikke andet så præsenteres vi for en fortælling som faktisk er interessant og et twist der, selv om man måske godt kan gætte det før det afsløres, for en gang skyld holder!