Det ligger dybt i os, at brændende bøger er forkert. At brænde bøger giver udtryk for foragt for den viden, der er i dem, og af samme grund er det da også gennem kulturhistorien blevet brugt som et symbol på trods mod forfatterne og meningerne bag. Billeder af bogbjerge, der står i flammer under nazismens meningsmæssige udrensninger, står klart på nethinden, og rygmarvsreaktionen er derfor ganske simpelt, at det ikke går an. Derfor er Ray Bradburys romanklassiker Fahrenheit 451 fra 1953, hvor bogafbrændinger er dagligdag, i sig selv provokerende. I 1966 satte den franske instruktør François Truffaut billeder til romanen i en ligeså vigtig klassiker under samme navn – denne film er netop genudgivet på dansk dvd.

Handlingen følger Bradburys roman tættere, end Truffaut normalt gør, når han filmatiserer romaner – hvilket han ofte gjorde. Filmen foregår i år 2000 – romanen i løbet af 90’erne – og handler om den midaldrende Guy Montag, der er medlem af det lokale brandkorps. Det er dog ikke et brandkorps i al almindelighed, eftersom alle huse nu til dags er sikret, så de ikke kan brænde – det er altså ikke brug for brandmænd, som vi kender dem. Brandkorpset er i stedet en efterretningsvirksomhed, der søger efter bøger for at brænde dem. Det er nemlig blevet forbudt at læse, eftersom det – uden det siges klart – maner til kritisk tænkning. I stedet foregår al kommunikation gennem billeder.

Gennem sit arbejder stifter Montag bekendtskab med nogle personer, der ikke kun bor i et hus, der kan brænde, men også læser bøger. Han begynder at stille spørgsmål til den måde, samfundet er indrettet på – med andre ord: Han begynder at læse. Han ser nu sig selv som splittet mellem, at være sluppet ud af hulen (i platonisk forstand), hvor han har set, hvordan tingene reelt hænger sammen – det betyder, at hans virkelighed med roligt arbejde, behageligt hjem og yndig kone ganske hurtigt begynder at falde i grus. Det gør det heller ikke nemmere for Montag, at han selv er en den af den efterretningstjeneste, der skal udrydde den form for kritisk tænkning, han nu selv står for.

Fahrenheit 451 er Truffauts første film i farver, såvel som hans eneste film på engelsk. I hovedrollen som Montag bruger Truffaut den tyske skuespiller Oskar Werner, som han tidligere havde brugt i Jules og Jim. Selvom Werner normalt snakker et udmærket engelsk, har han i Fahrenheit 451 en tyk tysk accent, hvilket ikke er tilfældigt – fortællingen er særdeles kritisk over for diktatur og meningsdannelse, og udspringer i Bradburys version af en spirende koldkrigsoplevelse i 50’erne. At sætte Werner til at snakke engelsk med accent trækker selvfølgelig diktaturkritikken længere tilbage. Truffaut udspringer selv af en filmbølge i Frankrig, der var kritisk over for de etablerede rammer for filmproduktion – og derfor går filmens og romanens holdningstilkendegivelser fint i spænd. Bradbury har godt nok udtalt, at Truffaut har misforstået budskabet med filmen – at den handler om tv’ets indflydelse og ikke censur – men det behøver for så vidt ikke at stå i modstrid med hinanden.

Julie Christie, der spiller sammen med Werner, er castet som hele to centrale karakterer. Hun er på den ene side den indoktrinerede og jævnt ukritiske kone Linda til Montag, mens hun samtidig spiller kvinden Clarisse, der er med til at trække Montag ud af hulen. På en og samme tid spiller hun dermed begge sider af den problematiske situation, der ender med at sende Montag på flugt (et trick med at bruge den samme skuespiller i to roller, som Christoffer Boe i øvrigt gentager i Reconstruction). Forskellige hårlængder hjælper seeren til at skelne de to karakterer imellem, men en velspillende Christie spiller rollerne så diametralt forskelligt, at der ikke er tvivl om, hvem hun er. Christie fik faktisk mange uberettigede prygl for sin rolle her.

Selvom filmen ikke divergerer nævneværdigt fra Bradburys fortælling, så er der dog en række sigende variationer, som også placerer filmen inden for de rammer, der gør det til en Truffaut-film – og ikke bare en filmatisering. Montag begynder selv at samle bøger undervejs, men i stedet for, som hos Bradbury, at vælge Biblen som sit kæreste eje, vælger han en bog om Kaspar Hauser – tyskeren, der efter sigende skal have vokset op i total isolation, hvilket selvfølgelig er endnu en kommentar til meningskontrol og censur. Generelt viser filmen et væld af bøger, hvilket ikke er utraditionelt i Truffauts film – dog flere i denne, hvor mange centrale værker brændes. Som en lille selvironisk kommentar brænder Truffaut dog på et tidspunkt et nummer af det franske tidsskrift Cahier du cinema, hvor han netop selv udgav hårdhændet kritik af fransk film inden sin egen karriere som instruktør. Om det skal tages som andet en selvironi er uklart.

Filmen var en mindre vending i Truffauts karriere, idet han med denne og flere senere film begyndte at arbejde med mere etablerede genrer. I dette tilfælde er det science fiction-genren. Filmen er derfor på flere måder et centralt Truffaut-værk, en vigtig film, der har ageret inspirationskilde for mange andre instruktører – Roman Polanski nævner den som vigtigst for sin udvikling. For den, der derfor vil vide mere om filmen, er denne version udbygget med en bunke interessant ekstramateriale: den obligatoriske bag-om-dokumentar, interview med Bradbury, dokumentar om musikken, samt kommentarspor med Julie Christie. Ganske godt med ekstra guf på en film, der samtidig fint kan stå selv.