Sunday Bloody Sunday fra 1971 er bestemt ikke nogen søndagsfilm. I stedet er den en overrumplende oplevelse, der ufortrødent tager fat på nogle svære spørgsmål, som sentressernes frigørelser satte i verden. Det er særligt spørgsmål om samliv og seksualitet, der aktualiseres, men samtidig er det skildret gennem en fortælleform, som lader hånt om den narrative komposition og spændingsplot. I stedet er det de etiske, de menneskelige og de derfor faktisk mere realistiske perspektiver, der træder i centrum. Den er netop yderst velfortjent genudgivet på dvd.

Det handler om den jødiske læge Daniel (Peter Finch), den fortravlede kvinde Alex (Glenda Jackson) og den ungdommelige kunstner Bob (Murray Head). Imellem disse udspiller der sig et besynderligt trekantsforhold, der byder på det sagte og særligt det usagte, og det er derfor en særlig overraskelse, at det er kunstneren Bob, som er omdrejningspunktet for dramaet. Overraskende nok er det derfor et krydsspil mellem, først, den homoseksuelle mand, Daniel, der ikke helt kan udleve sin seksualitet pga. sin religiøse baggrund; dernæst den heteroseksuelle fyr, Bob, som formår at knuse hjerterne på begge sine partnere, selvom det ikke er hans intention; og sidst kvinden, Alex, der umiddelbart tror, hun har styr på sit liv – tidligt i filmen vælter hun dog et askebæger, som kommer til at fungere som en illustration af, at hun måske ikke helt har styr på sagerne.

Alle tre befinder sig i et krydsfelt mellem kærligheden, der ikke kan splittes ad, men alligevel formår at splitte selvet. Jacques Lacans ord om, at ’kærlighed er at give det, man ikke har, til en, der ikke vil have den’, falder meget præcist ind i filmens skildring af både mulig og umulig kærlighed. Ikke nok med at filmen derved formår at skildre en kærlighed, som ikke er nem at fortælle entydigt om, men den formår samtidig at gøre det på en alt andet end stereotyp måde. Det er en film, der går udenom floskler og klichéer i et forsøg på at komme kærlighedens mere lyriske og givende komponenter, såvel som mangelfulde aspekter, ind på livet. Af samme grund er filmen detaljedvælende og poetisk illustrativ, mere end den forsøger at skildre et fængslende drama, men netop af den grund kommer filmen til at fremstå mere realistisk end romantiske fremstillinger af den ubekvemme kærlighed.

Stilen i Sunday Bloody Sunday fremstår derfor på den ene side deskriptivt skildrende af de reelle begivenheder, men samtidig er cinematografien enormt eksakt, hvilket trækker de realistiske spor i en modsat retning. Det stilmæssige i filmen kommer derved selv til at fremstå på den ene side præcist afvejet til formålet, men på den anden side også bevidst modstridende. Kunne vi inden for filmen snakke om poetisk realisme, ville det være en nærliggende betegnelse, selvom det borgerligt moralske islæt, som litteraturens poetiske realisme ofte bærer, ikke er at finde i filmen. Heri er idealerne netop til for at blive brudt, hvilket først som sidst bliver formålet og konflikterne i filmen.

Disse spor til det romantiske understreges ydermere med emfase af den fyldige brug af Mozarts opera Così fan tutte, der handler om den ultimative test af kærlighedens rammer. To officerer sætter sig for at afprøve deres forlovedes erklærede kærlighed. De foregiver derfor at skulle til fronten for at skulle i krig, men i stedet klæder de sig ud og vender tilbage for at gøre kur til den modsattes forlovede. Til at begynde med er de to piger tro mod deres kommende ægtemand, men langsomt smelter idealerne til fordel for den nye mand. I moderniseret forstand ligger fortællingen fra Così fan tutte gemt underneden som en understrøm, der derved kommer til at give mening i den skildrede handling om de tre i dramaet. Særligt er lægen Daniel her udsat, og det er da også ham, der flere gange sætter Mozarts opera på sin pladespiller.

Sunday Bloody Sunday har intet med den nordirske konflikt at gøre, trods sit britiske ophav. Filmen udkommer faktisk året før opstanden i Derry. I stedet henviser titlen tvetydigt til filmens egen meget præcise tidsangivelse, hvor det i sig selv er et spændingsmoment, da søndagen endelig oprunder. Men i led med det mere antinarrative falder søndagen midt i filmen, i stedet for som klimaks, og vi går mod en ny uge. Der sker noget særligt denne søndag, men ugen efter bringer jo også en dag med samme navn. Sunday Bloody Sunday er en fornem film, der vinkler sin fortælling på sin egen måde, mens den samtidig fortæller en historie, som vi godt kender – men igen på sin helt egen måde.