Det er normalt science fiction filmen, der har eneret på konceptet tidsrejser, for i film som eksempelvis Primer, Back to the Future, Timecrimes og et væld af andre fremragende science fiction fortællinger tages der udgangspunkt i H.G. Welles’ originale ide om muligheden for at rejse i tid og, naturligvis de mange paradokser og problemer, der kan opstå i kølvandet. Mere usædvanligt er det at opleve tidsrejser i historier hvis omdrejningspunkt er romancen mellem mand og kvinde, men det er præcis det som er udgangspunktet for Den tidsrejsendes kvinde.

Filmen er baseret på den atypiske chick lit bestseller The Time Traveller’s Wife af Audry Niffenegger og beskriver de problemer, der opstår når den mand man har elsket siden man var en lille pige, konstant springer i tid og rum. Henry lider af en genetisk/kronometrisk fejl, der ganske vist lader ham ældes, men ikke i kronologisk forstand, for han springer – uden at kunne kontrollere det - frem og tilbage i tiden og forsøger samtidig at få sit liv til at give mening.

Første gang han oplever dette spring er, da han sidder i en bil sammen med sin mor og er ude for et frygteligt uheld. Moderen dør, men Henry befinder sig pludseligt hjemme i stuen et par dage før hvor han ser sig selv få læst godnathistorie op. I næste øjeblik er han tilbage ved ulykkesstedet og opsøges her af sit ældre selv, der forsøger at berolige drengen. Uanset hvor meget Henry end forsøger så står hans fortid dog ikke til at ændre.

Det mest problematiske er, at Henrys tøj er tilbage når han springer i tid, hvilket skaber ret store problemer, når han pludselig materialiserer sig i en snedækket baggård i New York. Men han lærer med tiden at være snarrådig, bryde ind i butikker eller på anden vis få fat i noget tøj, indtil han kan komme hjem til sin lejlighed igen. En dag opsøges han på sit arbejde af en ung pige, der slet ikke kan skjule sin begejstring for at se ham, for som hun siger, så har hun altid været vild med ham. Henry kender hende ikke, men det skal vise sig at hun udelukkende refererer til de møder hun har haft med en fremtidig, ældre version af Henry. Hun fortæller at han har ændret hendes liv og at de har mødtes mange gange siden hun var en helt ung pige.

De to bliver forelsket, efterfølgende gift og forsøger, så vidt muligt at leve et så normalt liv sammen som de kan, men der opstår hurtigt en masse problemer da Clare bliver gravid, for der er noget der tyder på at det ufødte barn har arvet faderens genetiske anormalitet.

Måske kan ovenstående beskrivelse lyde meget forvirrende for de der ikke kender fortællingen, og man kunne da også have frygtet at alle disse spring i tid kunne forplumre helhedsindtrykket, men faktisk så formår filmen at holde styr på næsten alle tidsuregelmæssigheder som optræder, så seeren ikke skal kæmpe særligt hårdt for at følge med. Det er både godt og skidt, for en af de mest fascinerende aspekter ved netop tidsrejsen er følgevirkningen af desorientering og alle de paradoksale hændelser som den medfører. Som stor fan af science fiction er det derfor lidt svært, mens man ser filmen, ikke konstant at tænke på hvordan Henrys utallige møder med både sig selv og afdøde familiemedlemmer ikke fuldstændig river tid/rum kontinuummet fra hinanden, som Doc fra Tilbage til fremtiden ville hævde er en ganske naturlig følgevirkning af disse hændelser.

Nuvel, Den tidsrejsendes kvinde kan næppe betegnes som ren science fiction, men snarere som et forsøg på at låne et af science fiction genrens kerneelementer i et forsøge på at skabe en fragmenteret, postmoderene kærlighedsfortælling, der netop i sine brud på traditionel kronologi, kan benytte melodramaets virkemidler på en helt anden og ganske spændende måde. Selv om der ligger en del interessante muligheder i denne måde at konstruere fortællingen på, især i forhold til karakteropbygningen af Henry, synes filmen ikke at ville eksperimentere radikalt nok til at det går hen og bliver virkeligt interessant.

Det er, hvis man ser nøgternt på filmen, ikke banebrydende nyt det som fortællingen formår, men omvendt set så vil tidsrejseaspektet sikkert kunne overbevise en del fyre om, at det er ok at vælge at se et kærlighedsdrama sammen med kæresten. Det er dog sikkert mange af selv samme fyre – og deres kærester – der mod filmens slutning vil tage sig til hovedet, for her kammer mange af handlingselementerne over i rendyrket patos. Til at holde det hele samen er dog både Rachel McAdams og Eric Bana ganske velspillende i deres respektive hovedroller, og dertil kommer at filmens håndtering af materialet også er ganske tro mod romanen. Så selv om Den tidsrejsendes kvinde skuffer science fiction kernepublikumet, så vil den med garanti være en kærkommen afveksling fra de der holder af det romantiske melodrama.