Den amerikanske poet og drukkenbolt Charles Bukowski er kendt som kultforfatter af langt de fleste der kan lide engelsksproget litteratur. I hans næstsidste roman Hollywood fra 1989 skrev han om alle hans kvababbelser og utallige irritationer, i kølvandet på tilblivelsen af den film som han havde skrevet manuskriptet til. Filmen var Barfly. Bukowski hadede selv al den opmærksomhed han pådrog sig og alle de mennesker i det store produktionsapparat forbundet med filmen, men på trods af hans nedskrevne lede over al staffagen, lykkedes det stadigvæk instruktøren Barbet Schroeder at overtale Bukowski til selv at sidde på en barstol og hænge, omtrent tyve minutter inde i filmen.

Bukowskis tekster handlede om livet på bunden, om mænd der havde svært at finde sig til rette, om mænd der brugte hele lønchecken på travbanen eller barerne. Han skrev om kvinderne, kællingerne og luderne, der røg ind og ud af hans liv i samme hast som flaskerne blev tømt. Han skrev om de tossede, skæve eksistenser i Hollywwod og han skrev om ulidelige fans, opkast, svineslagterier, blod, afføring, sex og døden, men det fantastiske ved Bukowskis forfatterskab er, at alle disse ubehageligheder heldigvis er kontrasteret til glimt-vise, sublime, sproglige øjeblikke, der - i langt de flestes øjne - placerer ham helt oppe blandt de største amerikanske forfattere fra det tyvende århundrede.

Filmen Barfly har Mickey Rourke i den altoverskyggende hovedrolle som Bukowskis alter ego Henry Chinaski. Henry lever en forholdsvis ubekymret og forsumpet tilværelse på et af Hollywoods usleste hotelværelser. Han får dagen til at gå med druk og lejlighedsvise nævekampe mod bartenderen Eddie, der er en del af personalet på Henrys faste beverding. De går ud i baggården og mens de tandløse gubber, de affældige horer glor på og indbyrdes indgår væddemål om hvem af de to kombattanter, der overlever slår de to mænd hinanden til plukfisk med de bare næver.

Chinaski er ligeglad med det hele, han lever fra hånden til munden og som ved et mærkeligt taoistisk tilfælde, lider han aldrig nogen egentlig nød selv om flere i hans omverden hellere end gerne ville lægge planer på hans vegne. En aften møder han den smukke, men drikfældige Wanda i en bar. Han spørger en bartender hvorfor hun sidder alene og får at vide at det er fordi Wanda er skør. Det tiltaler straks Chinaski, der sætter sig ved siden af hende og bruger de sidste lommepenge på at købe hende drinks.

Wanda er helt rigtigt ganske forstyrret, men da hun har pæne ben er det noget Henry kan overskue. De to bliver enige om at dele udgiften til huslejen og flytte sammen, men det er ikke uproblematisk. Imens deres kejtede forhold udvikler sig ser vi en mand, der følger efter Chinaski. Han bryder ind på hans lejede værelse og tager fotografier af de noter, som ligger spredt på køkkenbordet. Pludselig opsøges Chinaski af en meget smuk, ung kvinde som fortæller ham at hun har ”opdaget” hans talent for at skrive. Hun udgiver et blad om amerikansk litteratur og da Chinaski for lang tid siden sendte et par noveller ind til magasinet, hyrede hun en privatdetektiv for at finde frem til denne enestående forfatter. Hun tilbyder ham ud over sin seng, gods og guld, et gæstehus, som han kan skrive uforstyrret i, men som Chinaski siger, så kan han end ikke holde tanken om et sådant liv ud – ”det er et fængsel med tremmer af guld”, som han udtrykker det.

Så Henry vender tilbage til gaden, til de afpillede væge, til kakerlakkerne, rødvinsopkastet og de regelmæssige nævekampe med Eddie. Filmen slutter ganske som den starter – ringen er sluttet og kameraet bevæger sig ud af den selvsamme bardør, som det i filmens start bevægede sig ind af. Tiden har på det nærmeste stået stille i den halvanden time Barfly varer, men selv om det er en film uden nogen egentlig fremdrift eller et fremadskridende plot, så bæres den oppe af en utrolig, rå realisme, nogle skuespillermæssige kraftpræstationer, en kulsort, nihilistisk form for humor og ikke mindst Charles Bukowskis enestående sans for at skrive fantastisk dialog; uprætentiøs, jævn og – lige som hans bøger - med pletvise guldkorn af ren poesi. Man kan her virkelig se stjernerne fra rendestenen.

Selvom Mickey Rourke for nyligt har høstet bred anerkendelse med hans rolle i Darren Aronofskis The Wrestler er Barfly den film man skal se, hvis man vil se Rourkes bedste præstation til dato. Der er ingen tvivl om at han er Henry Chinaski. Han taler drevent og går situationer i møde med samme enerverende, letargiske attitude, som man kan forvente af sådan en forslået ølbums, men samtidig er Chinaski en hovedperson, man har svært ved andet end at elske, for selv om han måske ikke minder om en fyr man normalt ville gå hen og tale med, så har han en fantastisk charme og viser sin belæsthed og intelligens der lurer lige under spruttågerne.

Selv om Bukowskis bøger har dannet grundlag til flere glimrende film – eksempelvis Mad Love og Factotum så er Barfly er helt klart den bedste og mest intense Bukowski-filmatisering man kan få fat i. Det er ikke en film, der gør en klogere på livet eller som viser os en handling der er så intens at man vil huske den evigt, men den præsenterer os for et kig ind i de tilrøgede barer og usle lejligheder, hvor bunden af vores vestlige samfund samles og dette blik bliver aldrig, som så mange andre film om alkohol, hverken fordømmende eller ubehageligt moraliserende. Så uanset om man fan af gode, gamle ”Buk” eller har aldrig læst et ord af ham så er genudgivelsen af Barfly på DVD ikke til at komme uden om, den er på mange måder en helt fantastisk film.