Den franske instruktør François Truffaut kræver formentlig – og forhåbentlig – ikke den store introduktion for de fleste filmelskere. Som en af de vigtigste repræsentanter for den såkaldte franske nybølge, der viste sine første skvulp i slutningen af 50’erne, har Truffaut i såvel stilelementer som fortællerytme og tematisk fokus sat en standard, flere siden har forsøgt at leve op til. Den danske instruktør Nils Malmros har gentagende gange understreget, at han ikke ville være blevet instruktør uden Truffauts film – og der er da også mange fællestræk herimellem. Fem af Truffauts centrale værker er blevet samlet i en Truffaut Collection, som netop har ramt gaderne.

Man skal ikke have set mange af Truffauts film, før det går op for en, at den franske realist Honoré de Balzac fylder meget: Der er som regel altid en karakter, der læser en Balzac-roman på et tidspunkt – og det er bestemt ikke uden årsag. Det er Truffauts måde at understrege og anerkende sin stærke inspiration fra forfatteren. Balzacs romaner betegnede han selv samlet set Den menneskelige komedie, hvilket var en samlebetegnelse, der kraftigt antydede, at han skrev sine bøger som et sammenhængende storværk. Dette er et element, der går igen i Malmros’ mange film, der også hænger sammen på kryds og tværs, men dette er et fortælletræk, han har lånt fra Truffaut.

Samlingen indeholder – i kronologisk rækkefølge – Ung flugt (Les quatre cents coups) fra 1959, Antoine og Colette (L'amour à vingt ans) fra 1962, Jules & Jim (Jules et Jim) også fra 1962, Silkehud (La peau douce) fra 1964 og Stjålne kys (Baisers volés) fra 1968. Samlet set er det et ganske værdig – og særligt oplagt – udsnit af Truffauts mange film, selvom der selvfølgelig altid synes at mangle noget (ingen nævnt, alle glemt). Men særligt Ung flugt, Antoine og Colette og Stjålne kys viser Truffauts Balzac-inspiration. I alle tre figurer hans alter ego Antoine Doinel, lige fra barn i Ung flugt til voksen i Stjålne kys – alle tre roller spillet af Jean-Pierre Léaud. Truffaut vender tilbage til karakteren Antoine i Domicile conjugal fra 1970 og L’amour en fuite fra 1979, hvilket faktisk kunne have været den oplagte samling at lave.

I stedet for disse får vi i stedet to af de vigtigste Truffaut-film, nemlig Jules & Jim og Silkehud. Begge værker handler om den lidenskabelige – men særligt besværlige og normløse – kærlighed. I Jules & Jim er begge fyre forelsket i den samme kvinde, hvilket giver sig udslag i flere pudsige valg – ikke mindst fra hende selv. Her spilles kvinden Catherine af ikonet Jeanne Moreau, som Truffaut tidligere havde stiftet sparsomt bekendtskab med i netop Ung flugt. Silkehud er derimod mere direkte i sin behandling af trekantsdramaet, hvor en forfatter – og i øvrigt ekspert i Balzac – forelsker sig i en stewardesse ved siden af sit ellers udmærket fungerende ægteskab. Begge film – Jules & Jim og Silkehud – er begge kendetegnet af en skildring af og ikke en stillingtagen til lidenskaben. Det er ikke Truffauts lod at skulle tage stilling til handlingen, men det er hans arbejde at skildre mødet mellem to (eller tre) mennesker, der sætter sine spor.

Der er mange ting, som er interessante og fremhævelsesværdige i forbindelse med såvel Truffaut som hele denne franske nybølge, der udsprang af eller havde tilknytning tidsskriftet Cahiers du cinema. Tidsskriftet havde den franske filmkritiker André Bazin som grundlægger og spydspids, og Truffauts første film Ung flugt er da også tilegnet netop Bazin. Fokus for Cahiers var en genopfindelse af både filmkritikken og filmen i det hele taget. Derfor kom film og filmkritik også til at hænge tæt sammen, og flere nybølgeinstruktører – såsom Jean-Luc Godard, Claude Chabrol og netop Truffaut – startede deres karrierer som skribenter til Cahiers. Og netop Truffauts essay ”Une certaine tendance du cinéma français” fra 1954 skulle vise sig at blive omdrejningspunkt for receptionen af flere tidligere værker, men også sætte en tendens for nybølgens værker.

Truffauts essay blev hurtigt et manifest for kritikken i Cahiers, men blev også senere både et praktisk mål for instruktørerne selv i arbejdet med filmene. Det betød et bestemt kritisk fokus hos flere forfattere i tidsskriftet, der – ud over franske traditioner – pegede i retningen af instruktører som Howard Hawks, Alfred Hitchcock og Fritz Lang. Flere af disse havde også haft fokus på filmatiseringer som et alment udtryk, men også med filminstruktørens eget udtryk – i Truffauts essay fødes derfor også idéen om en auteur, der er en samlebetegnelse for en instruktørs særkende. Udover instruktørens særkende viser den generelle reception af eksempelvis de her nævnte instruktører, at enkelte populære genrer fik et løft i retningen af en mere filmæstetisk og kunstnerisk anerkendelse. Med andre ord blev tidligere underkendte elementer, såsom filmatiseringer og populærkultur, hevet ind i den mere kunstneriske varme.

Det er ikke overraskende også tendenser, vi genfinder i det repræsentative udsnit i Truffaut Collection. Jules & Jim er eksempelvis en filmatisering – men samtidig en grundig viderebehandling – af Henri-Pierre Lochés roman af samme navn, mens særligt alle film på nær Ung flugt i samlingen inddrager den helt elementære romance. Kærlighedsdramaet – såvel dystert som mere letlevet – spiller en vægtig rolle i Truffauts samlede produktion, mens Stjålne kys også viser nybølgens interesse for krimien, en inspiration de henter fra fx Hitchcock og Hawks. I Stjålne kys bliver Antoine ansat som privatdetektiv, selvom det ikke går ham alt for godt – med andre ord bliver det aldrig rigtigt en krimi, men en antydning af et kriminaldrama. Dette kendetegner den generelle genremæssige inspiration hos Truffaut og generelt nybølgetradition: en bred accept af genrernes uafviselighed. Men de kan derfor også bevidst behandles.

Truffaut Collection kan derfor kun modtages med åbne arme. Det til trods for, at samlingen desværre ikke indeholder andet end filmene – den er blottet for ekstramateriale, der kunne sætte filmene i perspektiv eller ind i filmhistorisk sammenhæng. Men heldigvis er Truffaut ikke utilgængelig (som enkelte nybølgeinstruktører kan opleves som), og filmene i samlingen her kan i høj grad stå for sig selv. Og for de, der stadig skulle mangle at stifte bekendtskab med Truffaut, er samlingen et ganske fornuftigt sted at starte.