Urmennesket. Dette mytiske fænomen om et menneske, der har været i direkte kontakt med naturen. Det har fascineret gennem mange århundreder. Af forskellige årsager. I romantikken var det en fascination af det urfolkelige dyb, som viste en slags sandhed om mennesket. Dette var en reaktion på oplysningstidens interesse i at bevise, at mennesket var noget særligt. Noget ikke-dyrisk og højerestående.

I 1798 dukkede en dreng op af skoven, hvor han angiveligt har levet uden kontakt til andre mennesker. Oplysningstænkere så hurtigt en mulighed for at bevise, at mennesket er hævet over naturen. Det skulle dog vise sig at være sværere end først ventet.

I 1970 instruerede den franske nybølgeinstruktør François Truffaut en film om Victor, som denne knægt blev døbt af professoren, der forsøgte at uddanne den vilde dreng. Den oprindelige titel er L’enfant sauvage, og den danske titel er oversat direkte til Den vilde dreng. Der har gennem de seneste år været godt gang i genudgivelsen af Truffauts klassikere – og nu er turen kommet til denne.

Den er, trods sin lidenhed, blandt de senere film, der har fået flest roser af Truffauts instruktioner. Den vandt priser på stribe, mens den samtidig også havde en folkelig appel gennem sit hjertegribende drama om mødet mellem en vild dreng uden sprog og en professor med store forventninger.

Oplysningstiden har fået på puklen på grund af sin filosofi om civilisationsstadier, der udråber mennesket (det vestlige) til at være nået højest. Denne diskussion løber også omkring historien om Victor. Det vakte endda en spændende diskussion om det gode versus det onde, hvor det blev hævdet, at mennesket måtte have en medfødt ondskab, som blev holdt nede af civilisationens godhed. Og at Victor skulle bære en slags præcivilisatorisk amoral.

Denne diskussion har på mange måder i dag ikke længere sin relevans, mens den fortæller noget om oplysningens svagheder og mørke bagside. Truffauts film undgår derfor denne diskussion fuldstændig og fokuserer i stedet på, hvordan professoren (i øvrigt spillet af Truffaut selv) lærer Victor nogle ting, selvom de fleste spåede ham meget få – eller ingen – chancer overhovedet.

I stedet forsøger Truffaut at objektivisere fortællingen gennem en realisme, han kun sjældent har overgået i sine andre film. Han registrerer kun, og lader ordene – ligesom hos drengen – være knappe. Alligevel benytter han gennemgående, når han går fra sekvens til sekvens, en wipe med kameraets iris, der skaber en cirkel omkring noget centralt. Derefter fade to black. Dette gør samtidig op med realismen. Filmen er en meget speciel oplevelse, der ikke nødvendigvis vil fungere på de fleste som ventet. Den registrerende kamerateknik med lange indstillinger kan fremstå og fremstille det hele monotont. Dette er ganske intentionelt. Men spillet af Jean-Pierre Cargol, der spiller Victor, er uovertruffent. Mangler man mod forventning en undskyldning for at se filmen, er dette tilstrækkeligt.

Det er ikke den eneste gang fænomenet om det vilde menneske bruges på film. Fremtrædende eksempler er naturligvis Werner Herzogs  Jeder für sich und Gott gegen alle (1974), der behandler den berømte Kasper Hauser, mens Michael Apteds Nell (1994) forsøger noget lignende med en kvinde i centrum. Den vilde dreng er dog ikke kun et centralt værk hos Truffaut. Det er også en af de bedste og mest nøgterne behandlinger af dette fænomen.