Jeg plejer at skelne mellem tre typer af kvaliteter i film. Der kan være gode film, der kan være interessante film, og der kan være vigtige film. De bedste film er selvfølgelig dem, der formår at score højt i alle tre kategorier, men det er selvfølgelig sjældent, at det sker. En film, der ganske usvigeligt sikkert placerer sig i den sidste kategori, de vigtige, er Euzhan Palcys A Dry White Season fra 1989. Den er netop genudgivet herhjemme.

Ben du Toit (Donald Sutherland) er vokset op i Sydafrika under apartheid-styret. Apartheid betyder ’adskilthed’ på afrikaans, men denne adskilthed er ikke noget du Toit har bemærket. I hvert ikke før han ser, hvordan hans sorte gartner Ngubenes søn bliver behandlet. Først anholdes han og piskes, dernæst omkommer han i fængslet. Dernæst forsvinder Ngubene også selv. Det begynder så småt at gå op for du Toit, at der er visse tendenser i det land, han lever i, der ikke stemmer helt overens med det værdigrundlag, han selv lever efter. Fortællingen bygger samlet på en udstilling af den hvide mands undertrykkelse af de sortes rettigheder, hvilket fra starten står soleklart i filmen.

De sorte forsøger sparsomt at gruppere sig, men de fredelige demonstrationer slås ned gang på gang af organiserede soldater fra det sydafrikanske sikkerhedspoliti. Det hele kulminerer i et blodbad, hvor mange både børn, unge og voksne mejes ned af sikkerhedsstyrkerne. Det er i den forbindelse Ngubene begynder at tage til genmæle, specielt da militæret ikke vil udlevere sønnens lig til begravelse. Uden der skal siges for meget, så er det fra starten ganske tydeligt, hvad filmens præmis er: Her skal vi have sat et anseligt spørgsmålstegn ved apartheid-styret, og Ben du Toit er midlet til at skrælle de yderste lag af i afdækningen af magthavernes fordækte gerninger.

Du Toit er derfor det selvopofrende individ, der tager det på sig at kigge efter i sømmene på det, han ellers troede på – selvom det gør ondt at trække tæppet væk. Ligstanken underneden er ikke behagelig, og undervejs bliver han da også nødt til at ofre både sin familie, sin stilling, og endda sætte livet på spil for nogle idealer, han tror på. Derfor er selve fortællingen i A Dry White Season ikke det mest interessante, for det er klart fra starten, hvad filmen bibringer. Her skal militærets øverstbefalende stilles for en dommer, selvom det hele selvfølgelig er svøbet ind i korruption. I denne forbindelse leveres også filmens største oplevelse, nemlig Marlon Brando som advokaten Ian McKenzie, der tager sagen alene for at tabe, så han kan vise, at systemet er korrupt.

Filmen er selvfølgelig derfor ikke nødvendigvis en god film, snarere er den præget af en vis grad af forudsigelighed. Men i stedet er den, særligt ud fra et samtidsperspektiv, særdeles vigtig. I 1989 var apartheid-styret, der selvfølgelig er mest kendt for sin lange fængsling af Nelson Mandela, stadig gældende – Mandela blev først et år efter filmen igen sat på fri fod efter næsten 30 års fængsel. På den måde er A Dry White Season en hverken stil- eller fortællemæssigt interessant film, men den er – som en revsende kritik af styret – en særdeles vigtig film. Fra starten er der ingen tvivl om, at den tager parti (hvem ville ikke det?), men det interessante er selvfølgelig at følge du Toits virkelighed falde sammen som løgne, og hvordan han langsomt genopbygger en sammenhæng, der dog på ingen måde er rar at være vidne til.

Filmen er i sig selv også en milepæl. Det er angiveligt den første Hollywood-producerede film, der er instrueret af en sort kvinde. En generel karakterisering af Palcys film vil i mange henseender byde på et blik på politiske emner, med særligt fokus på sortes rettigheder – slaveri er således selvsagt et emne, der er dukket op. Men A Dry White Season er omtalt som hovedværket hos Palcy.

A Dry White Season er et vigtigt argument formet som en kritisk film. Samtidig er den også en særlig spændende film at få ud netop nu af flere årsager. På et tidspunkt i filmen siger du Toits kone, at det, der venter, hvis de sorte får magt og stemmeret, er et system, hvor hvide vil blive jaget. Det problematiske er i dag, at det – på visse områder – er ved at være tilfældet, og særligt er hvid fattigdom i Sydafrika i dag også et problem. Samtidig er film, der stiller spørgsmålstegn ved menneskerettigheder af denne kaliber særdeles vedkommende i en verden, der gang på gang selv stiller spørgsmål til, hvor langt vi kan tillade os at gå over for menneskers frihedsbeføjelser. Derfor er A Dry White Season en film, der bør ses, fordi det er vigtigt at få øje på de smertelige zoner på jordens overflade – også selvom det er fortid.