Tyven fra Baghdad hører til blandt de mest berømte eventyrfilm, der nogensinde er produceret. Ikke alene blev filmen lavet i England i 1940 – lige som Anden Verdenskrig var begyndt at rase (dele af produktionen blev ved krigsudbruddet faktisk flyttet til USA) og derfor kan den sagtens ses som et forsøg på rendyrket eskapisme i en meget, meget dunkel tid. Dertil kommer at den havde været hele to år undervejs og arbejdede med et budget der var langt større end det som Gone With the Wind havde haft. Filmen vandt da også hele tre Oscars for sin visuelle side.

Filmen tager udgangspunkt i de klassiske fortællinger fra 1001 Nats eventyr, og fortæller historien om hvordan en blind tigger engang havde været en mægtig prins og hvordan hans abe Abu engang var hans nære ven, indtil den ondskabsfulde troldmand Jaffar nedkastede en forbandelse over de to, for at få prinsessen og hele kongeriget. Det er en dramatisk historie, der bringer sine figurer vidt omkring i de mytologiske landskaber og lader dem opleve fantastiske, umulige ting, alt sammen indfanget med den Technicolor film, der gør farverne og billederne helt overnaturlige at se på.

Det kan godt være, at der er mange, som er vokset op med George Lucas’ og Peter Jacksons CGI effektjageri som vil mene at det kan være spild af tid at bruge halvanden time sammen med sådan en gammel sag, men Tyven fra Baghdad er både vældigt interessant fra et filmhistorisk perspektiv og set som eventyrfortælling. Den fortæller et eventyr, der er lige så godt i dag, som dengang måbende tilskuere først så filmen. En historie som siden nærmest blevet direkte kopieret i Disneys udgave af Aladdin (hvor både den onde troldmand Jaffar, tyven Abu, den gamle, lalleglade Storvizir og prinsessen synes være overført næsten direkte) og som uden tvivl har ansporet en lang række andre kulturartefakter – eksempelvis videospilserien om Prince of Persia. Det er en film, der tillige har inspireret en masse filmmagere til deres egne værker og filmfolk som førnævnte Lucas, Martin Scorsese og Francis Ford Coppola nævner filmen blandt deres favoritter.

Selvfølgelig bør man ikke udelukkende sætte sin lid til hvilke yndlingsfilm berømte instruktører har, men den er, selv set med friske øjne, en stor oplevelse. Filmen har herhjemme – af ganske uforklarlige grunde – fået en aldersmærkning på 15 år, men det er en film som i undertegnedes hjem er blevet set af hele familien. Selv om der da godt kan være et par skræmmende sekvenser - som eksempelvis den med den blå Shiva, der stikker en dolk i den kælne storvizir, eller kæmpeedderkoppen der angriber Abu på jagt efter en mageløs krystal - så er og forbliver det jo et eventyr og så ved, selv de yngste (og oftest mest oplyste) i familien at helten nok skal klare ærterne, uanset hvilke farer der end måtte lure.

Det er utroligt charmerende at gense denne klassiske film, for selv om handlingen måske ikke skrider lige så dynamisk frem som den ville gøre det i dag, bliver Tyven fra Baghdad på intet tidspunkt kedelig. Den trækker på flere forskellige fortællinger fra 1001 Nats Eventyr i konstruktionen af sin ene fortælling men det gør også at det, såfremt man har set filmen som ung, er denne films billeder man som oftest har i hovedet når man tænker på 1001 Nat.

Dialogen mellem de medvirkende er ofte ganske corny og skuespillernes præstationer præget af en ufattelig tendens til at overspille, men det forringer på ingen måde filmens værdi, for dette er netop ikke en film, der søger realismen, men derimod en der med utrolig vitalitet fyrer sin fantastiske bredside af billeder mod tilskueren uden at vakle. Samtidig formår filmen at skabe en helt unik eventyrlig stemning, som man godt kan savne når man eksempelvis går i biografen for at se nye eventyrfilm [eksempelvis Clash of the Titans]. Derfor lyder nærværende anmelders råd: skrot fordommene om at gamle film nødvendigvis kun er for gamle mennesker, find dit indre barn frem, stig op på det flyvende tæppe sammen med Tyven fra Baghdad og rejs på en eventyrlig, farvestrålende tur til Arabiens land.