Første gang jeg så Aki Kaurismäkis Pigen fra tændstikfabrikken var meget passende i Finland. Det var i forbindelse med en nordisk konference, og efter filmen opstod der naturligvis en livlig diskussion af filmen. Der var to opfattelser af filmen. Der var de, der insisterede på, at det var den mest tragiske film, de nogensinde havde set. Og så var der de – undertegnede inklusive – der mente, filmen var en komisk perle.

Filmen handler om Iris (Kati Outinen), der arbejder på tændstikfabrikken. Et monotont og trist arbejde, der veksler med et lige så trist og monotont liv efter fyraften. Iris bor sammen med sin mor (Elina Salo) og stedfar (Esko Nikkari), som hun forsørger og laver mad til. Om aftenen går hun ud for at danse tango (som finnerne jo gør), men tilbringer det meste af tiden som bænkevarmer. En dag, da hun har fået løn, køber hun imidlertid en ny kjole og går på diskotek. Her møder hun en rig mand, Aarne (Veso Vierikko), som hun går med hjem. Han ringer ikke tilbage til hende, og da hun opsøger ham, erklærer han koldt, at det aldrig kan blive til noget mellem dem. Kort efter opdager Iris, at hun er gravid. Hun håber, at barnet kan få Aarne til at ændre mening, men han giver hende blot besked om at få en abort. Forældrene smider hende ud, og hun flytter ind hos sin bror (Silu Seppälä fra Leningrad Cowboys). Iris beslutter sig for at få hævn og går på apoteket for at købe rottegift...

Pigen fra tændstikfabrikken starter med en montage fra fabrikken, hvor maskiner forvandler store, solide træstammer til små, skrøbelige tændstikker, der pakkes i ensformige æsker. Det bliver et billede på, hvordan menneskene behandles i et samfundsmaskineri, der reducerer individer til viljeløse brikker pakket i æsker. Ikke for ingenting bor familien på Industrivej. Der er med andre ord lagt op til benhård socialrealisme i ægte finsk aftapning. Kaurismäki spiller på alle fordomme om finsk film – og finsk karakter. Der går næsten 15 minutter før det første ord bliver sagt, og 25 minutter før der er en egentlig samtale. Og det i en film der varer 68 minutter. Alle karakterer er i den grad finske: ordknappe og udtryksløse. Det er trøstesløst og kuldslået som det kun kan være i Finland.

Samtidigt er det uhyre komisk. Kaurismäki trækker de ordløse scener ud, så det nok bliver pinagtigt, men også kammer over i det komiske. Scenen, hvor Iris møder Aarne på diskoteket er et udsøgt komisk studie i, hvordan man flirter på finsk. Kaurismäki leverer og udleverer alle fordomme om den finske karakter og finsk socialrealisme med deadpan alvor, hvorved han netop får vendt fordommene mod de, der møder frem med alt for stereotype forestillinger om Finland. Det hele er ledsaget af et udsøgt soundtrack med masser af finsk tango og pop. Det er meget betegnende for hele filmens distancerede stil, at musikken til hævnens klimaks er Tchaikovskis ”Pathétique”, der høres over radioen, men så skiftes der station og vi får i stedet mere tango. Det kan godt være, at den finske tango ikke har den argentinskes temperament, men passionen er den samme. Det samme gælder Aki Kaurismäkis film.