Det er et velkendt kneb at kaste et par spor fra virkeligheden ind i en gyserfilm. På den måde får filmen en anden effekt end genrens mere fortænkte elementer. ”Inspireret af en virkelighed historie” står der derfor på forsiden af Marcus Nispels genindspilning af Tobe Hoopers klassiker The Texas Chainsaw Massacre fra 1974. Det stadig nye Blu-ray-format er for tiden en undskyldning for at genudgive en række film, som vil gøre sig godt i dette udvidede format. Og visuelt er Nispels The Texas Chainsaw Massacre fra 2003 også en fin oplevelse – det er mere historiens effektivitet, der halter. Under alle omstændigheder, hævder den stadig at være inspireret af virkelige hændelser.

Den biografiske Ed Gein var en knægt født ind i et tvivlsomt ægteskab i starten af det forrige århundrede. Forældrene gjorde, hvad de kunne, for at holde ham fra selskab udefra, hvilket betød, at de kunne ordinere den virkelighedsopfattelse, som de synes var passende. Dette betød en stærk lutheransk og undertvingende opdragelse, som formentlig resulterede i, at Gein slog sin bror, der forsøgte at flygte fra familien, ihjel. Til sidst efter sin mors død var Gein efterladt til sig selv ”in the middle of nowhere” i Wisconsin. Det er med andre ord Tobe Hoopers opfindelse, at fortællingen om den unavngivne seriemorder skal foregå i Texas.

Da politiet i 1957 fik mistanke til Ed Gein i forbindelse med mordsag, opsøgte de Gein i sit hus – og her fandt de ting, som de ikke havde regnet med: afskårne hoveder, lampeskærme lavet af hud, halskæder med læber og ører og ikke mindst en komplet garderobe lavet af menneskehuder. Det var dog ikke drab, der ledte til denne morbide tendens, selvom Gein under afhøringen tilstod drab. Gein gravede i stedet nylagte lig op fra kirkegårde, som han brugte til at tilfredsstille en særlig form for nekrofili. Alt sammen – mener flere – syndromer, der kan spores tilbage til Geins ønske om at bevare sin mor. Gein endte med at skifte køn og blive kvinde (blive sin mor ?).

Med en sådan biografi er det ikke overraskende, at der kommer film ud af det. Tobe Hooper var heller ikke den første, der lod sig inspirere af denne fortælling, som også har mange ligheder med Alfred Hitchcocks versionering af Robert Blochs Psycho fra 1960. Geins biografi er filmatiseret flere gange, men som den mest populære står Hoopers The Texas Chainsaw Massacre. Her har vi dog bevæget os langt væk fra den virkelige historie i retningen af en slasher-gyser, der – på det tidspunkt, filmen blev indspillet – for alvor var ved at få ben at gå på.

Tobe Hooper holdt dog fast i flere elementer fra Geins biografi – eksempelvis efterforsker de unge, der kører gennem Texas, nogle rygter om vandalisering af lig. Dette aspekt er helt udeladt af Nispels fortælling, hvor de unge blot er undervejs til en Lynyrd Skynyrd-koncert. Denne og flere andre bevægelser er meget sigende for forskellen på de to film: Hoopers version er, selvom den er en blodig, sadistisk og outrer affære, stadig kædet sammen med 70’er-gyserens særkende, nemlig en vis grad af realisme. Denne vinkel er også barberet – eller savet! – væk i Nispels version, der i højere grad læner sig op ad grafisk vold og effektjageri.

Nispel har også brug for flere karakterer, end Hooper havde, mens den blaffer, de her tager op ikke nøjes med at true med en barberkniv som hos Hopper – men ender med at skyde sig selv. Hos Hooper er blafferen i stedet knyttet tættere til filmens plot. Den lokale sherif, som gruppen af unge får besøg af, er også et væsentligt skridt i den usandsynlige retning, og for de fleste er det nemt at regne ud, at han må være med i det blodige foretagende. Nispels genindspilning skal altså ikke ses som en version af virkelige hændelser eller en drævende, relativt realistisk gyser, men mere som en tidstypisk teenslasher – en genre, som Hoopers film jo også var med til at definere.

Det er blevet temmelig populært at tage de gamle gysere op igen. Det er eksempelvis blevet til den gennemsnitlige Fredag d. 13, der også har Nispel i instruktørstolen, det rædderlige remake af Psycho og den fine version Halloween – sidstnævnte, der også har Rob Zombie ved roret. Zombie lod sig også inspirere af Ed Gein-biografien i sin film House of a 1000 Corpses. Der er flere genindspilninger, men disse er de mest oplagte i denne sammenhæng – og samlet set er konklusionen, at de – på nær Halloween – ikke rigtig formår at leve op til de film, der selv definere denne genre.

Hvad er så det interessante ved netop denne udgave af The Texas Chainsaw Massacre? Jo, det er, at denne Blu-ray-udgave for en gangs skyld bruger det udvidede rum til at tilbyde en god mængde baggrundsmateriale. De efterhånden obligatoriske slettede scener og alternative åbninger og slutninger er med. Men derud over er det blevet til hele tre informative ekstrafilm. Særlig fin er Michelle Palmers dokumentarfilm Ed Gein: The Ghoul of Plainfield fra 2004 – den er nærmest mere uhyggelig end Nispels egen film. Her kommer vi tæt på Ed Gein og får dybere forklaringer på, hvad der ledte ham til de handlinger, han stod for.

The Texas Chainsaw Massacre i 2003-versionen er en sparsom oplevelse, selvom historien om Ed Gein – på trods af dens fravær i filmen – er vældigt dragende. Det, som Nispels version tilfører, er en højere grad af visuel finesse, men under denne manøvre glemmer han fortællingen – både den virkelige og den på film.