Budskabet er simpelt men ikke beskedent, når det drejer sig om den græsk-franske instruktør Costa Gavras’ nye film Le Couperet, der netop er udkommet på dvd: Den er hvert et sekund værdig og ikke mindst seværdig.

Costa Gavras er mest kendt for sine stærke og kritiske politiske emner, hvor den sløve kniv ikke slibes skarp, før der skæres: Kritikken skal helst gøre ondt, hvilket den også ofte gør hos Gavras – og det gælder også Le Couperet. Hvad der måske er vigtigere, når vi har fat Gavras, er hans evne til at fusionere de intense politiske toner med kommercielt bæredygtige film. Den mest kendte her hjemme er nok Mad City fra 1997, der er en amerikansk produktion med Dustin Hoffman og John Travolta i hovedrollerne. Generelt gælder det for Gavras, at han betræder nogle af de områder, der er svære at få has på – de områder, som ikke mange andre tør gå ind i. Dette resulterer hos ham ofte i en mørk, dramatisk og truende stil, som leverer en stilistisk analyse af indholdet, der ofte dvæler ved magtmisbrug – og her er Mad City et mildt eksempel. Det er ud over dette svært at pege på nogle specifikke stiltræk eller genrer, som ligger Gavras nær, idet han benytter sig af meget forskellige intenderinger for at nå frem til mange af de indgroede men uheldigt misbrugte myter i primært europæisk politik, samfund og kultur.

Disse kendetegn maler også et ganske godt billede af Le Couperet, der handler om den succesfulde ”papirmand” (hovedpersonen er papirkemiker), som fyres fra sit job grundet outsourcing (ja, det hedder det vel også på dansk). Efter over to års arbejdsløshed og utallige nederlag finder papirmanden frem til en række andre papirmænd, der er konkurrenter for ham på jobmarkedet. Og hvad er så det simpleste at gøre: Man giver sig til at slå dem ihjel, én efter én. Hvad vi så præsenteres for undervejs er papirmandens bekendelser indtalt på en diktafon, hvilket dog ikke gælder hele vejen igennem, hvilket udspiller en spændende variation i filmens voice over. Først præsenteres diktafonens ord gennem flashbacks, hvorefter det overgår til sære indresyn og fatamorgana. Alt sammen er spundet ind i lammetæv af den heri såkaldte ”turbokapitalisme”. I denne sammenhæng indfører Gavras en ganske spøjs finurlighed: Hver eneste gang man i filmen møder en reklame, af hvilke der er betydelig overvægt af kvindeundertøjsreklamer, dvæler kameraet ved disse og, så at sige, glemmer handlingen. Når en lastbil kører forbi med en halvnøgen kvinde på siden, stikker kameraet simpelthen af. Det er samfundskritik pakket ind i stilistiske morsomheder.

Skulle man finde en pendant til Gavras’ Le Couperet, så må det nok være en række Francois Truffaut-film, der også bærer denne dobbelte tangent af samfundskritik og bedrevidenhed på den ene side og kommerciel¤ medgørlighed på den anden side. Film som La Mariée était en noir (Bruden var i sort) fra 1968 og Tirez sur le pianiste (Skyd på pianisten) fra 1960 forsøger sig også udi denne legende dramatisk-kommercielle beføjelser. Med andre ord: Kunne man li’ Truffauts film, kan man også li’ Le Couperet. Det er kort og godt en eminent film.