I Henning Mankells romaner om Kurt Wallander er der mange henvisninger til, hvordan efterforskeren har det, når den skyldige kun anes i det fjerne. Det handler som regel om, at noget utydeligt er ved at tage form, og som et andet fiksérbillede handler det bare om at se på oplysningerne på den rette måde. Så materialiserer den rette sammenhæng sig. I seneste afsnit i den svenske serie om Wallander – Genfærdet – får vi endnu en af disse metaforer for erkendelsen: ”Det er, som jagtede vi et spøgelse”, siger Wallander undervejs.

Mange tråder bindes sammen undervejs, men der er altid et eller andet, der ikke helt materialiserer sig. I begyndelsen ånder alt – som vanligt – fred og idyl i det sydsvenske, men da et elskende par pludselig springer i luften i et strandhus, er idyllen hurtigt forkastet. Flere ubehagelige detaljer dukker nu op, og værst er det for ægtemanden til kvinden, der netop finder ud af, at hun ikke var alene i huset. Mysteriet er derfor til at starte, hvem denne tredje mand var – og meget synes at pege på ægtemanden som den skyldige. Men puslespillet vil ikke rigtig falde på plads.

Genfærdet er, som vi kender Wallander-filmene bedst. En eksplosiv begyndelse, en grusom forbrydelse og en mentalt påvirket Wallander, der skal forsøge – sammen med sit politihold – at opklare grusomhederne. Undervejs får vi langsomt mere at vide, mens spændingsmomentet også denne gang udspringer – som set flere gange i serien – af, at vi som seere ofte er et lille skridt foran. Wallanders intuition er dog også som regel et erkendelsesmæssigt skridt videre end ventet, mens et velsmurt kollektiv får tingene til at hænge sammen igen, så idyllen kan vende tilbage.

Det interessante ved dette afsnit, flere af denne og den foregående series afsnit, såvel som Mankells egne romaner, er, at idyllen godt nok vender tilbage – men der er alligevel en fornemmelse for, at det hele er forandret. På den måde slipper nogle af afsnittene – men ikke alle! – ud af en vis form for samfundsmæssig konservatisme, som kan præge krimien: Et udefrakommende element forstyrrer, og roen skal genoprettes. Hos Mankell er der dog oftest en svag fornemmelse for en uro, der hele tiden ulmer – og slutningen på Genfærdet, selvom roen genetableres, er bestemt ikke blandt de behagelige. Mankell har selv udtalt, at han er meget inspireret af klassiske tragedier – og her er også en lignende fornemmelse til stede (og det antydes endda undervejs i dialogen).

Dermed er Genfærdet et fint udtryk for den sammentømrede og lettere kritiske krimi, der tager fat om emner, som gør ondt. Den er både stramt komponeret, men der er – modsat andre af tidens krimiæstetiske udtryk – plads til karakterernes psykologi. Det er ofte netop dette, der skiller enkelte seere ud, hvad angår Wallander, men det er for mange også denne træge, dvælende rytme og larmende tavshed, der drager. Serien levner fint rum til at vise, hvordan Wallander – såvel som flere af de øvrige karakterer – bliver påvirket af det, de ser. Dette er også et udtryk for, at tingene ikke altid er de samme, når opklaringen af forbrydelsen er sket.

Som et ekstra kuriosum til det danske publikum er både Iben Hjejle og Dejan Cukic med i dette afsnit – og begge gør det ganske fint. En anden pudsig overraskelse er dog, at den svenske skuespiller Per Morberg – der spiller den mistænkte mand til den dræbte kvinde – igen spiller med. Han var også med i Mørket i første sæson af Wallander, men spillede her en birolle som en far i en film om pædofili. Det er lidt ejendommeligt, at den svenske skuespillerstab – der er væsentligt bedre udrustet end den lidt smallere danske – ikke har rum til at finde en karakter, der hidtil ikke har været med. Det forvirrer lidt, når nu serien er så godt kendt, som den er.

Et andet aspekt, der hæmmer det ellers fine afsnit i serien, er dens portrættering af rige. Den dræbte kvinde og de øvrige implicerede, som efterforskningen kredser omkring, er en del af det svenske jetset, og afsnittets versionering af ’de rige’ får Rigmor Zobel til at ligne en velgørenhedsprinsesse. Det er lidt en skam, når filmen – og serien generelt – forsøger og oftest formår at danne et relativt nuanceret billede af det svenske samfund, at den så griber til den slags stereotyper, hvad angår de velhavende. Det rokerer dog ikke ved, at dette afsnit – som så mange andre – holder standarden i serien. Og det er inden for dette krimiunivers en ganske høj standard.