Krimien lader sig indimellem inspirere af tragediens faldhøjde. Genren er endda blevet kaldt for vor tids tragedie, og den svenske forfatter Henning Mankell har også eksplicit udtrykt, at hans vigtigste inspirationskilde til sine krimier er de antikke græske tragedier. Derfor kan det ikke overraske, at tragediens fortællestrenge skulle dukke op anden sæson af tv-serien om Wallander. Vi er nu nået til det ellevte afsnit i indeværende serie, 24. afsnit i den samlede serie, og titlen er Arven. Men det virker dog her mere, som var det Shakespeares dramaer, der var inspirationskilden til dette afsnit. Indviklet og emotionelt tragisk er det i hvert fald.

Under en forretningsmiddag på det fine slot og mosteri Bräden bliver direktøren Manfred myrdet. Motivet er uvist, men mange aspekter i sagen peger på, at det handler om penge og magt. Wallander og det øvrige politi suges ind i sagen, der ikke bliver nemmere af, at endnu et mord begås – det er muligvis begyndelsen på en serie, eftersom metoden er den samme. Der viser sig gennem politiets efterforskning at gemme sig en hel del ubearbejdede traumer og problemer inden for familieforetagendet og familierelationerne, selvom det for alvor bliver uklart, hvem der står bag, da det pludselig tyder på, at der er mere end een morder på spil.

Afsnittet her er et af seriens mest komplekse afsnit, og det går derfor undervejs temmelig hurtigt. Normalt er serien præget af Wallanders melankolske blik på tilværelsen og det, som han efterforsker, men det bliver der ikke meget plads til undervejs. I første sæson var der også en sælsomt indspark, der falder uden for seriens generelle karakteristik, nemlig afsnittet Mastermind, hvor en morder spiller et nervepirrende spil med politiet. Arven er efter alt at dømme den anden sæsons aparte afsnit, der i stedet placerer blikket på det forviklede puslespil frem for den stilfærdige melankoli. Det er derfor en sundt og sugende variation af det, vi efterhånden kender fra serien.

Plottet er særdeles indviklet. Penge, magt, kærlighed (inden for og uden for politiet), gæstearbejdere, psykiske sygdomme og særegne familieforhold spændes ud som et uoverstigeligt netværk af forbindelser, der skal bindes sammen. På den måde formår afsnittet også at etablere en kompleksitetsgrad, der – lige ved og næsten! – kan leve op til sin shakespeareske inspiration. Spillet mellem det magtfulde familieapparat og det gedulgte og hengemte vibrerer gennemgående, som arvesager kan gøre det i tragedien. Derfor er det selvfølgelig også interessant, hvordan Wallander – både på film og i romanerne – ofte ikke efterlader seeren og læseren med en behagelig fornemmelse. Forbrydelsen er i sig selv en tragedie, der endevender dem, der berører.

Arven er på den måde blandt de bedste og mest overraskende afsnit i den nye sæson. Plottet er skævt og komplekst, og spændingen bliver knyttet til både familien og politiet. Personlige fortællinger – fx om betjenten Isabel – tvinger sig ind på afsnittets egentlige plotudvikling, hvilket efterhånden betyder, at serien har brugt de mange afsnit på at etablere nogle vedkommende og udtryksfulde karakterer. Noget, der kun forekommer sjældent i længere krimiserier som denne. Afsnittet her udtrykker en større sammenhæng mellem de enkelte karakterer og den sag, der efterforskes – og er derfor et særdeles fint afsnit for enhver, der kan lide indviklede og vedkommende krimier.