To folkekære figurer mødes på film: H.C. Andersen er blevet sat på billeder med hjælp fra Danmarks Dronning Margrethe II. En tredje næsten ligeså folkekær figur inden for dansk film, Ghita Nørby, har været med både foran og bag kameraet. Det er første gang, Ghita Nørby er i instruktørsædet, i dette tilfælde som personinstruktør, mens Peter Flinth har taget sig af den tekniske instruktion. Det er ikke første gang, Dronning Margrethe II er med på et filmset. Sidste gang var det i Snedronningen, hvor hun skrev manuskript, og denne gang handler det igen om et eventyr fra H.C. Andersens hånd, nemlig ”De vilde Svaner”. Der er med andre ord flere kreative kræfter på spil. Og det kan ses: De vilde svaner er et overraskende visuelt værk.

Vi kender alle sammen formentlig eventyret om prinsessen Elisa, der sendes bort af den onde stedmor, mens hun forvandler Elisas elleve brødre til svaner. Fortællingen handler om, hvordan prinsessen kan hjælpe sine brødre tilbage til menneskelig skikkelse. Skulle eventyret trænge til en genopfriskning, så er dvd-udgaven suppleret med en fin booklet med eventyret illustreret med billeder fra filmen. Det er et farligt projekt, idet ”De vilde Svaner” – som så mange andre kendte eventyr fra H.C. Andersen – bærer på minder og associationer for de fleste, der har fået eventyret læst højt som barn. De billeder, som Andersens eventyr – gennem det kondenserede og kompakte sprog – spinder hos lytteren, er svære at konkurrere med for filmens visuelle udtryk.

Derfor er det en tung byrde, der er efterladt på Dronning Margrethes fødselsdagsaktuelle skuldre. Hun står for filmens scenografi og kostumedesign, hvilket – filmen taget i betragtning – er det, der skaber det samle(n)de udtryk i De vilde svaner. Margrethes løsning er en række velkendte kunstneriske løsninger, nemlig hendes decoupager. Filmen er optaget med såkaldt green screen-teknik, hvor skuespillerne vandrer rundt i et grønt rum, mens scenerummet først er færdigredigeret bagefter. Scenerummet udgøres her af Margrethes decoupager, der er såvel eventyrlige som ekspressive. Eventyret genskabes i farvevalget og valget af illustrationer, mens det ekspressionistiske udspringer af decoupagernes formelle opbygning og snit. De fungerer særdeles godt – og det kommer fra en anmelder, der normalt ikke har fundet det store tilsnit i Margrethes øvrige decoupager.

Derfor er det, der holder filmen på et smukt og eventyrligt niveau primært Margrethes scenerum, som i øvrigt også – hvilket kommer frem i den udmærkede ’bag om-film’ – er justeret og korrigeret undervejs i produktionsprocessen af netop Margrethe selv. Pedantisk er alle detaljer gået efter i sømmene. De 42 decoupager, som Margrethe har arbejdet på i fem år, er udgivet sammen med eventyret i den flotte De vilde svaner fra Kristeligt Dagblads Forlag. Her beretter dronningen også om arbejdet, som hun også gør det i ekstramaterialet til dvd-udgivelsen.

Margrethes arbejde med illustreringen af film er også brugt som introduktionssekvens, hvor filmens katalog af navne præsenteres. Dette virker dog noget besynderligt og en kende overvurderet – og endda fejlvurderet i forhold til eventyrets sædvanlige struktur. Her suges vi hurtigt ind, men i filmen holdes vi på en sær distance fra/i starten. Filmen fremstår på den måde ekstraordinært ærekær over for at have Margrethe med under produktionen – det er filmens største fejltagelse og burde være vurderet ud. Men så snart vi slipper ind i det tillokkende og stiliserede scenerum, slipper denne første anfægtelse.

Ved første øjekast kan filmen også virke en smule kantet fra skuespillersiden, hvilket særligt gælder Stine Fischer Christensen, der spiller Elisa, og Thure Lindhardt, som spiller den ældste af brødrene. Men ved nærmere selvsyn gælder dette dog alle skuespillerne, der virker lidt fraværende og fjerne. Altså er det efter alt at dømme en stil, der lagt fra Ghita Nørbys side – hun spiller i øvrigt også selv med. Eller det kan være en reaktion på green screen-optagelser, der selvfølgelig gør, at der ikke er et rum for skuespilleren at interagere med. Umiddelbart er det, også at dømme efter de mange etablerede skupespillere, der er med, det første – en stil fra instruktionens side. Det kan derfor være en temperamentssag, om det fungerer. Det er tilsyneladende bevidst.

Samlet er det en overbevisende og original udgave af et eventyr, der kræver mandshjerte at gå i clinch med. Scenografien og iscenesættelsen, såvel som teknikken, fungerer ret godt, og stilen bliver på den måde en effektfuld måde at få sagt noget visuelt, som H.C. Andersen siger med sit sprog. Det er helt rigtigt valgt at gå udenom en alt for dominerende voice over. Desværre burde introduktionssekvensen have været udeladt, mens spillestilen også kunne have været revurderet. Derfor er De vilde svaner et visuelt storslået eventyr, der dog har sine skønhedsfejl.