The American, som har George Clooney i hovedrollen som lejemorderen Jack, er ikke noget almindeligt action-drama. Der er ganske vist drama nok, men action skorter det på i størstedelen af fortællingen. I stedet er tempoet sat helt ned, og der er i den grad skruet op for den visuelle æstetik.

Filmen er ikke for alle og enhver, og den kan med rette kritiseres for visse aspekter. Imidlertid kan den bestemt også roses for andre. Alene fordi den skiller sig ud fra den mere eller mindre ensartede betragtelige mængde af actiondrevne film om lejemordere, fortjener den en vis anerkendelse og opmærksomhed.

Filmen indledes med en sekvens, hvor vores (anti-)helt Jack på idyllisk vis færdes til fods i et sublimt smukt snelandskab sammen med en smuk mørkhåret kvinde. Sekvensen vækker reminiscenser til æstetikken i Zhang Yimous asiatiske samuraifilm Hero (2002) og House of Flying Daggers (2004). Idyllen brydes kort tid inde The American med et bagholdsangreb på Jack, hvor han først forsvarer sig effektivt, og efterfølgende – uden mange splitsekunders tøven – dræber kvinden for at slette sine spor. Herefter er det slut med decideret action i filmen for en rum tid.

Vi følger i stedet Jack i skjul i en lille italiensk landsby, hvor han indleder et bemærkelsesværdigt refleksivt venskab med byens katolske præst og et efterhånden seriøst forhold med den unge smukke prostituerede Clara. Alt imens påtager Jack sig – trods drømmen om at forlade sin profession og leve et andet og mindre ensomt liv – en opgave med at konstruere et specielt våben for den mystiske og smukke lejemorderske Mathilde. Mod slutningen af filmen vender elementet af action tilbage, idet Jacks fortid indhenter ham, mens han forsøger at satse på en ny fremtid. Filmen slutter i et sandt klimaks af metafysiske dimensioner.

Selve plottet i filmen lader en hel del tilbage at ønske, og karaktertegningen ligeså. Dialogen er sparsom, og det er baggrundsinformation om karaktererne også. Historien er ganske banal og det vrimler med klichéer og åbenlyse symboler. Karaktererne er for sin del næsten irriterende flade og stereotype på trods af ellers udmærkede skuespilpræstationer fra Clooney & Company. Tilsammen får disse aspekter – hvis man skal være grov – filmen til at virke uvedkommende og nærmest ligegyldig.

Den virkelige ”kamp” i The American finder sted på den mentale arena i form af Jacks kamp for at genvinde sin sjæl. Imidlertid gør den en-dimensionelle portrættering af Jack, at man som seer ikke rigtig kan identificere sig med Jack, og derfor kan man heller ikke leve sig ind i hans kamp.

På den anden side er filmen en stilistisk perle langt, langt udover det sædvanlige. Tempoet i The American er langsomt og dvælende, og historien fortælles primært visuelt ved hjælp af et kamera. Linsen studerer og nærmest kærtegner Jack, og det er via kameraets granskning og fokusering, vi trods alt kommer ind på livet af fortællingen. Æstetikken er virkelig i højsædet i filmen. Som seer rives man uvilkårligt ind i den kontinuerlige kunstneriske og yderst kompetente billedskabning, der understøttes fint af det musikalske spor og den skønne italienske natur. Beskæringen er helt fantastisk, og der er ikke mange skud i filmen, som ikke er egnede som udsmykning på en væg.

Der er en nostalgisk 60er-/70er-feel til filmen, som endvidere på Godardsk vis byder på en herlig iscenesættelse af skønne feminine og handlekraftige kvinder og lækre biler. En iscenesættelse, der kulminerer med Mathildes vuggende gang og efterfølgende ageren levende skydeskive, da hun og Jack sammen tester det våben, han er hyret til at bygge til hende. Godfather filmene af Francis Ford Coppola (1972, -74 og -90) og Luc Bessons Léon (1994) lurer uden tvivl også i kulissen, og i det hele taget trækker The American en række interessante tråde bagud i filmhistorien.

The American er en langsom og stille film, hvor kameraet “does most of the talking.” Fremfor action får vi suspence. Hverken karaktertegning eller handlingsforløb er noget at råbe specielt højt hurra for. Alligevel har stemninger og billeder lagret sig på min mentale harddisk, og filmen står – trods skavanker – tilbage som en lille poetisk og unik filmperle, der så absolut er seværdig.