Vi er nået til det tredje afsnit i den seneste Wallander-serie, som har fået titlen Kureren. Første afsnit Hævnen var en lidt svag introduktion, der dog viste en bevidsthed om, hvilken tradition en Wallander-serie læner sig op ad. Andet afsnit Skylden viste med større sikkerhed, at serien har fået den opmærksomhed, det kræver, for at indspille internationalt eksponer- og eksporterbar fiktion. Samtidig viste den i højere grad tilbage til nogle af de tidlige Wallander-film og Mankells egen stemning i romanerne. Det tredje afsnit drejer væk fra dette, og i stedet for at være en egentlig krimi, selvom Wallander med mere selvfølgelig efterforsker sporene, så er Kureren også stærkt beslægtet med actiongenren.

Dette tydelige element hentet fra actiongenren gør sig klart nærmest fra starten, hvor den ukendte titelperson – kureren – kører over Storebæltsbroen med narkotika i rygsækken. Scenen sender lynhurtigt tanker til lignende scener i andre populære tv-serier, der – selvom der sker en art opklaringsproces – i stedet spiller på informationsdistributionen mellem de implicerede. Vi kender det fx fra Miami Vice, og spændingen i Kureren opstår da heller ikke i forbindelse med det klassiske spørgsmål om, hvem der gjorde det. Vi kender hurtigt nogenlunde rollefordelingen, hvad angår skyld, og derfor er det snarere spændende, hvem der undervejs ved hvad hvornår. Kureren henter her også nogle spændinger fra det sociale spørgsmål whydunit frem for whodunit, uden at de bliver helt vedkommende.

En fyr findes dræbt på en skrænt ved havet i noget, der tilsyneladende skulle ligne et uheld. Politiet stadfæster det dog hurtigt som mord, og en efterforskning træder i kraft. Det samme gælder en lidt henslængt – men egentlig overraskende aktuel – introduktionsfortælling om kamphunde, der går til angreb på sagesløse ofre. Historien er henslængt, fordi det lader til at være et forsøg på at køre to adskilte spor, der – ved overraskelse – skal smelte sammen. Sporene krydser dog hinanden ret hurtigt, og politiet har en fælles sag, der skal vise sig at blive personlig for flere af de implicerede på hver sin side af loven.

Problemet, der præger Kureren, er, at det ellers udmærkede forsøg på vidensdistribution savner motivation og spænding. Hvor særligt Skylden gav gode grunde til tvivl hos seeren, både om sagsindholdet men også om opklaringen, så bliver vi aldrig bare lidt i tvivl om Wallander og politiets evne til at opklare sagen. Det udspringer mest af, at vi allerede har fulgt de lidt forhutlede kriminelle på tæt hold, og mest af alt fordi disse kriminelle kommer til at fremstå som karikaturer på sig selv (en mand med tatoveringer i hovedet må være på den anden side af loven!). Hvor Mankells fortællinger normalt stiller gode spørgsmål uden at koncentrere sig varsomt om at give helt klare svar, lidt som Skylden også formåede, så formår Kureren at knytte alle tråde i en ubrydelig sandhedsknude – uden tvivl om ret og fejl, godt og ondt. Det er lidt firkantet.

Som en lille overraskelse for de danske seere, der senere på året præsenteres for serien på dansk tv, medvirker de danske skuespillere Beate Bille og Sophus Windelöv i nogle centrale biroller. En lille appellerende luftballon er sendt ud til danske krimielskere, selvom serien – når den når tv-skærmen – nok alligevel skal blive en succes. Det mest spændende er dog, om serien kan holde standarden, der lider et lille knæk med Kureren.