Ethvert land har sine sager, der nager. I USA er mordet på præsident Kennedy stadig en sag, der skaber undring og derfor underholdning. I England er Jack the Ripper en uopklaret mordsag, som skaber fascination pga. trådene ind i korrupte styrer og besnærende mysterier. I Sverige er det mordet på statsminister Olof Palme, der stadig trænger frem som en uafvaskelig plet på den svenske idyl. I Danmark har vi sagen om Blekingegadebanden, der bærer en række af de samme komponenter: et uopklaret mysterium, en tilpas grad af samfundsmæssig korruption og en tilhørende ideologisk diskussion. Derfor er det selvfølgelig helt oplagt at skabe en tv-serie, der bygger på disse virkelige hændelser.

Blekingegade, som er navnet på serien, blev sendt som en decemberserie sidste år på TV-2 som en indlysende konkurrent til DR’s dominans inden for søndagsunderholdningen. Fra starten fik den det fokus, vi kunne forvente fra dagspressen, og der var lagt i kaklen til et drama af dimensioner, som skulle redde TV-2’s lidt forkvaklede omdømme på dramafronten. Første afsnit viste også gode tendenser, men undervejs faldt seerne gradvist fra i en grad, der passer med, at seertallet cirka blev halveret per afsnit. Den store satsning med cremen af den danske skuespillerstand floppede gevaldigt, og viste igen, at DR i den grad har fundet formlen på dansk tv-dramatik – en formel, der er så dominerende, at ingen andre tv-kanaler formår at trænge ind.

Det interessante spørgsmål er selvfølgelig så, om det siger noget om Blekingegade som tv-serie – og det gør det måske nok. Eller også siger det noget om publikums præferencer. Serien skaber et fokus på primært tre miljøer: en første del af politiet, der ikke formår at (eller ikke vil) opklare sagerne; en anden del af politiet, der ser nogle sammenhænge, som den første ikke formår; og til sidst et opprioriteret og gennemgående fokus hos banden selv. Det er på den måde en formel, som vi fint kender fra mange andre krimier af samme type – fokuseringen på både det opklarende element og det kriminelle element bruger DR’s Livvagterne fx også. Men til forskel fra Livvagterne skaber Blekingegade et særdeles ambivalent forhold mellem sympati og antipati: Det er temmelig svært præcist at finde ud af, hvem vi skal holde med.

Dette identifikationsproblem er et særdeles modigt træk fra serieproduktionens side. På den ene side får vi – gennem fortællingen – selvfølgelig sympati for den del af politiet, der imod strømmen forsøger at opklare røverierne og senere det berømte/berygtede politimord. På den anden side får vi også et grundigt indblik i Blekingegadebandens politiske agenda, og herigennem nogle kritiske vendinger omkring urolighederne i Israel og Palæstina, som også er med til at skabe en vis sympati for gruppens ideologiske projekt (trods de marxistiske, outrere og voldelige undertoner). Dette bruges dermed i serien til at skabe grundlag for kritikken af den del af politiet, der ikke formåede at opklare sagerne – og dermed veksler serien mellem sympati og antipati for systemet.

Lidt samme opbygning, hvor nogle inden for ’systemet’ er ansvarlige og dygtige politifolk, mens andre er lettere korrupte eller bare svage efterforskere eller uduelige finder vi i Stieg Larssons Luftkastellet der blev sprængt – også i filmen. Men hos Larsson er de onde tilpas onde og de gode ekstraordinært fine, hvilket betyder, at det ikke er svært at skabe et klart sympatibillede. Denne mulighed skaber Blekingegade – ganske med vilje – ikke. Og dette har formentlig været en prægnant årsag til, at serien ikke hittede hos det samme segment, som kunne lide de mere konservative serier som Anna Pihl og Livvagterne. Af samme grund er Blekingegade i den grad en opsigtsvækkende serie, der fortjener langt flere roser, end den har fået. Det er dramaturgi af høj klasse, men ikke af en klasse, som passer til søndagskaffen, hvilket måske var den strategiske brøler fra TV-2: Det er ikke en dårlig serie, tværtimod, men sendetidspunktet var ikke passende.

Serien formår nemlig noget andet, end flere af de tv-serier, som sendes i vidt omfang på tv. Den balancerer på grænsen mellem den dramatiserede dokumenter og fiktionserien i en grad, så serien – efter udsendelse af de første afsnit – måtte sætte en besked ind i starten, der understreger, at dette er fiktion og ikke fakta. Dette er i sig selv et tegn på formidlingsmæssig succes, at serien formår at skabe dette uklare forhold mellem fiktion og fakta. Det er et svært område at bevæge sig troværdigt inden for, og seriens semidokumentariske stil er en vigtig årsag til, at det lykkes – men det er også en svær position at placere seeren i. Seeren, der i Livvagterne og Anna Pihl er vant til at svæve ind i en konstrueret og relativt afklaret fiktionsverden og derefter entydigt ud igen, kan ikke foretage samme bevægelse i Blekingegade – her er grænserne bevidst uklare.

Derfor formåede serien også noget andet, som de mange andre tv-serier sjældent formår. Blekingegade skabte – sammen med blandt andet Peter Øvig Knudsens bøger og dokumentarfilmen Blekingegadebanden – en fornyet samfundsdebat, og flere politikere og politifolk var nødt til at tage stilling til serien. Den leverede dermed en velargumenteret og velproduceret samfundskritik og diskussion, som efterlod flere ganske overbeviste om, at sagen måtte genåbnes. Serien skabte dermed fornyet fokus på en uopklaret sag i dansk kriminalitetshistorie på samme måde, som flere fiktionsværker i Sverige med en vis succes har forsøgt at tage stilling mordet på Olof Palme. På den måde skal det understreges, at Blekingegade var en gedigen succes: Den skabte og fik omtale, men det var bare ikke en omtale, som ’familien Danmark’ kunne bruge til noget. Det uklare forhold mellem sympati for politiske meninger på den ene side og antipati for mord og vold på den anden var en uspiselig vandbakkelse sammen med aftenkaffen.

Serien er i den grad velspillet og cinematografisk velfungerende. Jacob Thuesens instruktion viser her en balance mellem netop tiltro og afmagt, afvisning og forståelse. Plottet er interessant opbygget set i lyset af, at de fleste har en svag erindring om, hvordan det hele hænger sammen. Serien nedprioriterer det personlige en smule ved at stille skarpt på bandens og politiets interne dynamik frem for hjemmefronten. Der er godt nok en smule fokus på bandelederen Jan Weimanns problemer med sin kone, ligesom der er mindre indslag hjemme hos efterforskningslederen Jørn Moos, men det fylder ikke ret meget. Det betyder, at serien i høj grad opbygger etablerede karakterer og en fin og kompleks fortælling, der fungerer i kraft af et parallelløb mellem forbrydelserne og efterforskningen – de kommer til at afspejle hinanden, og en klar fascination af banden antydes også hos Jørn Moos. Det er en nuanceret dramaturgi, som ikke er nem at holde fast adskilt af klare linjer mellem godt og ondt. Derfor er Blekingegade er en vældig gode serie, der fortjener langt mere ros, end den har fået.

Dvd-udgaven er i øvrigt også suppleret med en udmærket mængde ekstramateriale, som går bagom sagen, såvel selve genåbningen af sagen som nogle indblik i opklaringsarbejdet. Der er ikke de store overraskelser, men nogle stenkast ind i et allerede vaklende drivhus.