Henning Mankells berømte svenske detektiv Kurt Wallander snakker engelsk. I romanerne kan han engelsk, men stavrer sig oftest ubehændigt igennem de engelske gloser. Sætter vi så den britiske Shakespeare-skuespiller Kenneth Branagh til at spille Wallander, får vi et mættet og pletfrit engelsk. BBC producerede og sendte i 2008 en miniserie med Kurt Wallander i hovedrollen baseret på tre Mankell-krimier. De er nu kommet i en samlet dvd-boks, så vi andre også kan lære en ny måde at sige Kurt Wallander på: [kørd wållændør].

De tre romaner, der er valgt til formålet, ligger lidt spredt i Mankells egen udgivelsesrække. Det drejer sig om dem, der på dansk hedder Ildspor, Det næste skridt og Brandvæg, der er henholdsvis nummer fem, syv og otte i serien. Det gør ikke så meget, at de har valgt disse tre, mest fordi Mankell selv også har forputtet sig i en akronologisk fortællerække – de er ikke helt udgivet som en fortløbende serie. Der sker dog en elementær fejl i denne danske udgivelse, der har valgt at lægge afsnittene ind, så de fremadskridende netop følger Mankells romaner i stedet for den rækkefølge som miniserien har. I Mankells romanserie kommer Det næste skridt godt nok før Brandvæg, men i miniserien er der byttet om på disse. Havde miniserien forholdt sig præcist til romanerne, var dette intet problem, men i Brandvæg bruger BBC bikarakteren Svedberg, der også er betjent, selvom han ikke indgår i romanen med samme titel – han bliver nemlig myrdet i Det næste skridt. Derfor er det lidt pudsigt, hvis man ser miniserien i dvd-udgivelsens rækkefølgeforslag – her synes Svedberg at opstå fra de døde for at hjælpe med under opklaringen i sidste afsnit. Se hellere serien i BBC’s egen rækkefølge.

De tre romaner er filmatiser før på svensk med Rolf Lassgård i rollen som Wallander. For mange er det, som vi kender det med James Bond, hvor vi hver især har en favoritskuespiller til netop denne rolle. Mange sværger til, at Rolf Lassgårds flæskede og dystre portrættering af Wallander er den bedste. I Krister Henrikssons version af Wallander, der starter med Inden frosten fra 2005 og fortsætter med stadigt nye afsnit, forfines Wallander en smule i forhold til romanernes fordrukne og forhutlede karakter, som versioneres tættere på dette af Rolf Lassgård. Langsomt i den seneste sæson med Henriksson i hovedrollen er karakteren dog begyndt at falde lidt tilbage i den melankolske og dystopiske fornemmelse for omverdenen. I Kenneth Branaghs udgave er Wallander flommet, sensitiv og melankolsk reflekteret, men i forhold til romanernes karakter er han stadig forfinet lidt i kantet – rent moralsk er Wallander i serien generelt et lidt mere kontrolleret og etisk udstyret end i romanerne.

Stilmæssigt er der heller ikke mange fællestræk med de tidligere filmatiseringer, der nærmest tillægger Wallander en stil, der minder om dyster neonoir. BBC-serien minder således i højere grad om tv-serien med Krister Henriksson som Wallander, da de begge også portrætterer byen Ystad, hvor Wallander er politikommissær – og når Ystad kommune putter penge i begge projekter, er det formentlig også et ønske fra dem, at byen tager sig pæn ud. Men det giver også sin egen måde at fortælle om den såkaldte svenske uro, som Mankell selv har kaldt sit emne i Wallander-bøgerne. Idyllen er karakteristisk på overfladen, men underneden lurer der forskellige farer, som Wallander mødes af – og denne ulmende svenske uro er netop det, der producerer den inkarnerede uro og melankoli hos Wallander. Den kommer derfor også med ind i BBC-versionen.

Anthony Dod Mantles fornemme billeder er ydermere en vigtig årsag til, at serien kommer til at fremstå såvel dyster som idyllisk. Stilen er først og fremmest særdeles langsom – billedet holdes ofte bare lige et sekund mere, end det nødvendigvis burde. Det skaber en dragende og slæbsom stemning, der fortælles gennem billederne og supplerer Wallanders sensitivitet. Samtidig benytter Mantle en stil, hvor billedet ofte er bare en lille smule ude af fokus, så billedet rammes ind af en sløret karakter, som sammen med de smukke landskaber og gadekomplekser i og omkring Ystad dermed også emmer af en svag uro, der kan bryde ud når som helst. Og som det tredje og sidste er billedkompositionen bogstaveligt talt meget svensk: Mødet mellem en knaldgul rapsmark og en skyfri blå himmel meddeler hurtigt gennem farverne, at vi befinder os i Sverige – det er et ultimativt krav fra Mankell, at film om Wallander optages inden for en radius af to kilometer i og omkring Ystad.

I forhold til romanerne er der – som allerede berørt – selvfølgelig foretaget nogle kreative variationer. Logisk nok kan det hele ikke være med, men alligevel får miniserien plads til temmelig meget personligt og privat stof om Wallander og i særdeleshed hans datter Linda. I romanerne har han gentagende sammenstød med hende, fordi de ligner hinanden for meget – uden de helt selv ved det. Der er ikke så mange sammenstød i miniserien, men det er karakteristisk, at Linda supplerer Wallander godt og formår at være med til at vise sider af ham, som er svære at vise på film som i romanerne. Castingen til seriens vigtigste personer fungerer fint, og Branagh som Wallander holder også, selvom han trods alt er lidt finere kantet end ventet. Birollerne er ofte lidt statiske, hvilket også gælder den svenske serie. Men samlet set er Wallander på engelsk et kvalificeret og nyt blik på en populær krimifigur, og enhver med hang til Wallander-mysterier vil også synes om denne udgave.