Der er groft sagt to undergenrer af film om hulemænd. Den ene er bygget på ren fantasi og er repræsenteret af film som 10,000 Years B.C., Caveman, Year One, Iceman og lignende. Den anden genre synes at tage dit emne langt mere seriøst og benytter arkæologisk og antropologisk viden til at understøtte sine fortællinger med.

Omtrent samtidig med at Jean M. Aurel udgav den første bog i serien om Hulebjørnens klan skabte den visionære, franske filmskaber Jean-Jacques Annaud Kampen om ilden, der nærmest øjeblikkeligt blev en international succes. Måske var det noget i de tidlige firseres ånd, der gjorde at vores fascination af stenaldermennesket var mere tydelig end nu, men også i dag er det svært ikke at blive draget til fortællinger om vores genetiske forfædres liv.

Filmen er baseret på første del af en romanserie af J.H. Rosny Sr., et pennenavn der dækkede over de to brødre Joseph og Séraphin Boex. Bogen udkom i 1911, men selv om Jean-­Jacques Annauds film følger bogens hovedtræk, så forsøger den samtidig at give så realistisk et billede af urtidsmennesket som muligt. For at opnå denne realisme allierede filmmagerne sig med en række specialister på hvert deres felt.

Antropologen Desmond Morris, der som bekendt har skrevet en lang række, fantastisk spændende bøger om menneskets udvikling, hjalp med at instruere skuespillerne i det kropssprog som store dele af filmen kommunikeres igennem. For at gøre hulemændenes gryntende sprog troværdigt, fandt man hjælp hos Anthony Burgess, der måske mest er kendt for hans særprægede version af engelsk i romanen A Clockwork Orange. Slutresultatet er ganske enestående, for filmen formår at skabe en yderst troværdig og fascinerende fabel om vore forfædres tidligste udvikling, længe, længe før ordet ”civilisation” blev nedskrevet første gang.

Filmen handler i alt enkelthed om en gruppe neandertalere, som har et ganske velfungerende samfund. Stammen bor i en stor hule, hvor ilden er deres vigtigste faktor for overlevelse. Ilden holder vilde dyr væk og skaffer dem varme og mulighed for at tilberede den mad, de fanger eller finder. Rivaliserende stammer, der er langt mere abeagtige – og kannibalistiske – forsøger konstant at angribe, for selv at bemægtige sig ilden. Neandertalerne har et særdeles vigtigt individ: ham, der holder flammen i live. Men en dag sker det utænkelige, ilden går ud og nu bliver stammens fremtid og overlevelse lagt i hænderne på tre af de stærkeste mænd. De tre begiver sig ud på en farefuld færd for at hente ilden hjem igen.

Undervejs møder de både mammutter, sabeltandstigre og andre stammer, endda nogle, der tydeligvis er meget tættere på Homo Sapiens. Et bånd formes, da alfahannen blandt vore tre helte redder en ung kvinde, som et blevet taget til fange af førnævnte kannibaler. Hun fører ham til sin landsby, hvor seeren for første gang ser de spæde anslag til en egentlig kultur; hendes frænder har formået at bygge hytter, skabe primitive former for værktøj, de har ritualer og vigtigere endnu, så formår de slev at skabe ild.

Filmen er utroligt smukt filmet. Annaud og hans kameramand Claude Agostini, som også optog Annauds to første film, kan noget med naturgengivelser. Kampen om ilden var Annauds første film, der havde en så stor fokus på naturen – siden hen kom både Bjørnen og Tigerbrødre – begge egentlige dyrefilm. Scenerierne i Kampen om ilden er helt fantastiske og gør sig allerbedst på et stort lærred. De utroligt skiftende landskaber spiller så stor en rolle netop i denne film, fordi de giver et indtryk af en vild, utæmmet natur, som kommer til at stå i skærende kontrast til de ganske få karakterer, der frekventerer den.

Mere imponerende bliver filmen, når man tænker på, at den er skabt udelukkende ved hjælp af gammeldags make-up og kameraeffekter. Intet computergenereret lirumlarum hér og fraværet af prangende effekter tilføjer filmen en ægthed, man næsten kan smage. Selvfølgelig kan man godt gætte sig til, hvordan det er lykkedes filmmagerne at forvandle et par elefanter til mammutter ved at give dem nogle enorme pelsfrakker og kunstige stødtænder på, men det virker altså langt bedre hér, end hos deres computergenerede fætre i den nye udgave af 10,000 B.C..

Samtidig er Kampen om ilden både spændende, rørende, medrivende og meget morsom, især da vi oplever vore venners første møde med latteren. Men også hulemændenes ganske naturlige forhold til kønslig omgang vil få langt de fleste til at trække på smilebåndet. Det er også en af de film, der kan lære sin seer noget, samtidig med at man konstant underholdes, især alle biologilærere vil glædes. For selvom filmen måske ikke er videnskabelig korrekt til fingerspidserne, så formår den stadigvæk at kommunikere evolutionslære på en yderst underholdende vis.

Det er velfortjent, at filmen fik så stor succes, da den blev udsendt – og den fortjener mere end blot et enkelt gensyn på DVD. Det er en hel unik, stemningsmættet film, der endda også byder på godt skuespil, til trods for at spillet udelukkende består af vrøvlesprog, gestik og mimik. For selv om undertegnede hader mime af et godt hjerte, så kan den ordknappe kommunikation i Kampen om ilden sagtens retfærdiggøres. Har man derfor aldrig hørt om eller set Kampen om ilden er der ikke rigtig nogen undskyldning nu. Desværre kunne interesserede godt have ønsket sig langt mere ekstramateriale på disken, men blot det, at den nu endelig er ude på DVD, er gave nok i sig selv.