Så fik vi afsluttet filmatiseringen af Stieg Larssons storsælgende krimitrilogi. Luftkastellet der blev sprængt rammer netop nu gaderne på dvd. Efter første film Mænd der hader kvinder måtte filmselskabet sadle om, eftersom filmen var den mest sete film i Skandinavien. Planen var ellers, at de to næste i serien – Pigen der legede med ilden og netop Luftkastellet – skulle udgives som tv-serier. Men hvem kan fortænke selskabet i at ane en fabelagtig ekstra indtjeningsmulighed først i biografen og dernæst på dvd. For serien skal også nok alligevel få sine fine seertal, når den sendes i tv. Satsningen her vist sig at være den rigtige, for de to næste film i serien har trukket (næsten) ligeså mange i biografen.

Mænd der hader kvinder var en visuelt flot udgave af en roman, der rent plotmæssigt fungerer temmelig godt. Første bind og første film er skandinavisk krimi, når det fungerer mest sejlivet: Skidt med, at det måske ikke er skrevet så vældig godt, for den spændende historie flyder fint og drævende. Den halvdårligt skrevne roman blev omsat til en visuelt flot film. Pigen der legede med ilden trak i modsætning til første bind, der var det tætteste vi i nutiden kommer på et locked room mystery, mere i retningen af thrilleren, idet vi ret hurtigt – også i filmen – nogenlunde fandt ud af, hvordan det hele hang sammen. Derfor blev det mere til en leg som katten efter musen, hvor det eneste tvivlspørgsmål var, hvem der var kat, og hvem der var mus. Visuelt kunne det ses i anden film, at budgettet var beskåret til tv-standard, hvilket i høj grad var en skam efter den fine første film.

Luftkastellet der blev sprængt er også produceret til tv, og det kan stadig ses – fotograf og instruktør er de samme som på Pigen der legede med ilden. Fotograf Peter Mokrosinski, som de fleste vil kende fra den udmærkede Wallander-serie fra samme produktionsselskab som Larsson-filmatiseringerne, har dog tilrettelagt sin kamerastil, så det passer bedre til genren. Luftkastellet trækker mere i retningen af det politiske drama og retssalsdramaet, og derfor holder Mokrosinski i højere grad kameraet i ro. Pigen der legede med ilden var præget af en mere kinetisk stil, der ikke hele tiden fungerede, mens Luftkastellet – måske lidt mere som Mænd der hader kvinder – formår at skabe en visuel oplevelse i de enkelte indstillinger. Seriens afslutning hæver derfor det visuelle niveau ift. forrige afsnit, men det var heller ikke godt i Pigen der legede med ilden.

Det, der er mere interessant ved særligt Luftkastellet, men i mindre grad også de to andre film, er, at de som filmatiseringer i væsentlig grad henvender sig til det læsende publikum. Mænd der hader med kvinder havde på film en række blundere, hvad angår plottet, som faktisk ikke kunne bindes sammen uden bogens oplysninger. Dette var ikke så slemt i Pigen der legede med ilden, der var en langt mere retvendt jagtfilm, hvor det ikke er så svært at følge med. Men Luftkastellet der blev sprængt er i særdeleshed en forhastet film rent plotmæssigt, der betyder, at den store mængde information i bogen ikke bliver oversat til filmens sammenhænge – for Luftkastellet er fuldstændig usammenhængende som film uden bog. Det er ganske simpelt en film, der har brug for sit bogforlæg for at give mening.

Der er flere ting, der ikke hænger sammen. Det største problem i filmen er, at den aldrig får fortællemæssigt etableret den gruppe, som politiet stabler på benene for at efterforske Salander/Zalachenko-sagen. I filmen møder Michael Blomkvist pludselig en kvinde, der påstår, at hun er fra et udvalg, og at hun vil have ham med i en gruppe, som skal hjælpe med at optrevle den gruppe, der gennemgående har beskyttet Zalachenko – Salanders onde, onde far. Fuldstændig ukritisk hopper den ellers enormt samfundskritiske og tvivlende Blomkvist ind i denne gruppe uden overhovedet at reflektere over, at de kunne være en del af konspirationen. Tilmed er det ikke nemt at finde hoved og hale i den gruppe, der skal beskytte Zalachenko. Det betyder, at filmen tager stort set alle karaktererne med fra romanen, men personer som Hans Faste, Bublanski og Edklinth forbliver skygger i filmen, som vi kun kender på ansigt. Eksempelvis får vi først navn på efterforskningslederen Edklinth, da han skal være en autoritet i retssagen. Her burde filmen have luget ud i antallet af karakterer for at skabe et bedre overblik.

Det betyder, at plottet i filmen, der jo handler om at optrevle en illegal gruppe inden for det svenske sikkerhedspoliti, ikke kommer til at hænge sammen. Oplysningstætheden er så stor undervejs, at vi bare kan læne os tilbage og lade os blæse væk. Det er undervejs ikke altid helt klart, hvorfra oplysninger kommer. En anden sag, der i bogen fylder en del, er Blomkvists ansvarshavende redaktør, Erika, som får en række trusselbreve fra en person på et nyt job på en avis. I filmen har hun ikke fået dette job, men hun modtager alligevel trusselsbrevene, som derfor aldrig bliver opklaret. Til sidst i filmen siger Erika, at hun nu må have lidt tid til sig selv for at træffe den rigtige beslutning – beslutning om hvad? I bogen skal hun beslutte, om hun vil være hos tidsskriftet Millenium eller det stockholmske dagblad. I filmen er hun aldrig blevet tilbudt dette job, af hvilken grund hele sammenhængen mellem Erika, trusselsbrevene og det store valg netop forudsætter, at vi kender hendes dilemma fra bogen.

Luftkastellet der blev sprængt var en langtrukket og vanskeligt redigeret roman, der dog hang sammen, fordi Larsson formåede at opbygge karakterer og knytte et plot sammen. Filmen formår først og fremmest ikke at opbygge karakterer, da de fleste – ude over de allernærmeste – forbliver forhastede skygger, og derfor hænger filmen alene bare ikke sammen. Visuelt hæver den sig fra Pigen der legede med ilden, men som filmatisering er det et rædderligt stykke adaptionsarbejde – med mindre den netop vil forudsætte, at alle har læst romanen. Tilmed er der også drejet ekstra kraftigt op for ondskabstilførslen: Den hvide kæmpe Niedermann, der ikke kan føle smerte, og oversat fra tysk jo betyder ”ringe mand” (en symbolik, der er til at fatte), dræber i filmen endnu mere umotiveret. Og som yndlingseksempel på opbygningen af denne ondskab i filmen, så har Fredrik Clinton – en af de konspiratoriske sikkerhedsbetjente – på et tidspunkt, hvor han fortæller, at de nu må tage ekstra drastiske løsninger i brug, en russisk avis liggende under hovedet: Hvad er bedre til at opbygge en ond karakter end at lade ham læse russiske aviser.

Det er ikke nemt at gå mod strømmen. Luftkastellet der blev sprængt har fået massevis af kritiske roser og har trukket fulde huse, og vil – når den sendes i tv – formentlig også ligge gaderne øde. Men på samme måde som Larssons bøger falder i standard fra første til tredje bog, så sker dette også med filmene. Luftkastellet der blev sprængt er en usammenhængende og – uden romanens forlæg – uforståeligt historie, der ikke fortjener de flotte stjerner, den har fået. Dvd’en kunne godt have formidlet noget ekstramateriale, der viser lidt om refleksioner bag de svære valg. Der er godt nok såkaldt ”eksklusivt materiale”, men det er trailere til Mænd der hader kvinder og Pigen der legede med ilden. Spørgsmålet er, hvor eksklusivt, det er, når vi bare kan se dem på YouTube. Samlet set – selvom det strider vældigt mod folkets røst – er filmudgaven her, trods en udmærket visuel stil, en fortælling, der ikke formår at fortælle det, som den sætter sig for. Det, der fungerer på bog, fungerer ikke altid på film – og Luftkastellet der blev sprængt er beviset.