De fleste filmelskere kender sikkert filmen City of God om det hårde liv i Rio De Janeiros slum. Filmen blev en international succes og måtte naturligvis følges op med en kort tv-serie. Det er denne serie, der er blevet splejset sammen til filmen City of Men. Muligvis kunne man tro, at der var tale om en udvandet kopi af den første film, især når det kun er producenten, de to film har til fælles. Ikke desto mindre byder City of Men på både på virkeligt godt skuespil og en gribende handling.

Filmen følger de to barndomsvenner Acerola og Laranjinha, der er vokset op i en af Rios mange favela’er. Her forsøger de, trods fattigdom og alskens problemer, at holde deres respektive stier rene, ikke at blive blandet ind i kriminalitet og i den enes tilfælde at være så god en far, som han kan. Det er bare ikke helt uproblematisk, især ikke da Acerola bliver ufrivilligt involveret i den lokale gangsters territoriale kamp mod sin rival, og samtidig finder Laranjinha pludselig frem til den biologiske far, der forlod ham som spæd. Det skal vise sig at faderen har afsonet en fængselsdom for en forbrydelse, der kommer til at sætte de to drenges venskab på den nok hårdeste prøve til dato.

Ligesom City of God forsøger også City of Men at skabe en realistisk gengivelse af livet i Rios slumkvarterer, men med den helt centrale forskel, at den nye film, alle filmiske kneb til trods, forekommer langt mere fiktionspræget end sin forgænger. Dette sker nok især, da det centrale dramas karakter virker mere som et konstrueret drama. Indrømmet – det kan da godt tænkes at to hovedpersoners fædre kunne have kendt hinanden i tiden før drengene blev store, men at filmens centrale hemmelighed er så velbevaret hos deres respektive familier, forekommer lidt for søgt.

Det bør dog ikke læses som en sønderlemmende kritik af filmen, for filmens kinetiske dogmefilmsudtryk, samt den utrolige indlevelse, som alle filmens skuespillere besidder, gør City of Men til en utroligt seværdig film. Det er også utroligt befriende, at selv om dramaet spidses virkelig til mod slutningen, så peger filmens klimaks, ganske atypisk for i denne slags hverdagsdramaer, mod noget forløsende, frem for de mere typiske, tungsindige moraler om, at livet under disse forhold er en konstant, trøstesløs kamp for overlevelse uden lys for enden af tunnelen.

City of Men tegner, til trods for sine fiktionelle kneb, ikke et romantiseret bilede af dagligdagen i favela’en – det er stadig en tilværelse, der ligger milevidt fra de ufarlige kår, som langt de fleste leverpostejsdanske er opvokset med. Når det så er slået fast, så viser filmen heldigvis også, at der er en masse folk i slummen, som forsøger at komme videre med deres liv, og lige som alle andre vil de give deres børn de bedst mulige kår for at klare sig. Desuden fortæller filmen os, at uanset om man er fattig og lever fra hånden i munden, så er der også plads til kærligheden og de nære medmenneskelige relationer til trods for volden, truslerne og alle de andre farer, som dagligdagen byder på.

Er man derfor til realistiske dramaer, der tillige byder på action, spænding, der samtidig er ekstremt velgjort både hvad angår teknik og skuespil, så bør man give filmen en chance. Den har ikke samme høje niveau som Slumdog Millionaire eller samme niveau af undergangsagtig realisme som dokumentarfilmen Ghost of Cité de Solei, men den er både lige så underholdende og medrivende som disse.