Efter den første tredjedel sad jeg med en fornemmelse af at have set filmen før. En familie, der blev slået itu for mange år siden. En kvinde med en søn og et stofmisbrug, der er i økonomiske vanskeligheder. En far, der kortvarigt viser sig uden egentlig at ville sin familie. Sjælelivet skal prøves af i mødet mellem de nære følelser, personlige ambitioner og psykologisk melankoli. Ja, det virker genkendeligt for de fleste, der har fulgt dansk/svensk film gennem de seneste år. Men så tager filmen fat. Helt fat. Følelseslivet sendes ind i en vridemaskine, der kunne være blevet sentimental, men filmen formår at holde fokus på et opbyggeligt forhold mellem umage individer. Pernille Fischer Christensens melodrama En du elsker er hendes stærkeste og mest stilsikre film til dato.

Thomas Jacob er en svensk rockmusiker med international succes. Han tager til Danmark for at indspille sin næste plade sammen med sin danske producer. Han får her besøg af sin datter Julie, der beder ham om et stort lån – til coke, viser det sig – under dække af boligkøb. Hun fortæller, at hun vil blive snarligt forfremmet, men sandheden viser sig at være anderledes, da hendes arbejdsgiver tvinger hende på afvænning. Spørgsmålet er så, hvem der skal tage sig af sønnen Noa, der er stor fan at sin morfars musik. Filmen lægger op til et møde mellem de tre, der skal blive forsonende, men handlingen vil ingenlunde tage den lette vej. Modgangen bliver større og udfordringerne intensiveres. Thomas’ egen fortid som stofmisbruger dukker op, selvom han længe har forsøgt at flygte.

En du elsker er et realistisk melodrama, der er båret tæt af særligt Thomas og Noa som karakterer. Derfor er der længere fine passager i filmen, der ikke som sådan driver handlingen fremad. I stedet skal de karakterisere og personliggøre på en måde, der skal give mening for os. Selvom Thomas er individualist, stædig og selvisk, vinkler Mikael Persbrandt ham på en måde, der også har attraktive sider. Den elementære kærlighed for den 11-årige knægt ligger på lur lige under overfladen – også til hans egen overraskelse. Rollen som Thomas er en af Persbrandts bedste i mange år, mens Sofus Rønnov som Noa fungerer rigtig fint. Fornemmelsen af et fællesskab i melankolien spirer – også ind i musikken, som også er Noas passion. Han spiller selv guitar.

Den helt elementære stemningssætter i filmen er Thomas Jacobs musik. Den er komponeret af Tina Dickow og indsunget af Persbrandt selv i en stil, der trækker kraftige veksler på en kombination af Tom Waits og Chris Rea. Persbrandts stemme er overraskende god, rusten og mærket af tiden. Musikken til filmen er også noget af det mest intensive i flere år fra Dickow. Musikken handler om alt det, som filmen handler om: knuste hjerter, mørke sind og ulykkelig kærlighed. På den måde bygger musikken en række flotte auditive kulisser op omkring handlingen, der på den måde – også i længere musiske passager – helstøber og fuldender scenernes drama. For en gangs skyld er der et soundtrack til en skandinavisk film, der er værd at gå efter – i sin egen ret.

Stilen i filmen er holdt i rolige kameragange og stille klip, der ikke gør meget væsen af sig. Den er skudt i vinkler, der også hele tiden kombinerer det indre drama med ydre visne træer i vintertide. I sig selv er det egentlig en ret elementær metafor, at den forfaldne og -frosne vinter spejler personlige indre lidelser, men det fungerer godt som en stille ramme omkring et følelsesdrama, der stjæler nok opmærksomhed i sig selv. Sammen med Kim Fupz Aakeson er det denne gang – i modsætning til i En familie (2011), der også som tidligere hos instruktøren betonede et kulturelt tabu – lykkedes Christensen at dreje en film, der opnår det, som virker i realistiske melodramaer: Det skal gøre rigtig ondt. Alligevel må det også være en smagssag, om filmens slutning er den helt rigtig. Jeg er lidt i tvivl.

PS: Er det monstro meningen, at forsidebilledet på filmen og plakaten skal alludere Bille August Pelle Erobreren (1987)? En ældre herre (in casu Persbrandt og von Sydow), der bærer en forkommen knægt på en helt karakteristisk måde, er i hvert fald en meget iøjnefaldende lighed. I princippet er der også elementære emotionelle og familiestrukturelle ligheder i handlingen. Så coverbilledets sammenligning med Augusts klassiker virker velmotiveret og oplagt.