Der er sikkert ikke ret mange observante borgere i dette land, der har undgået at lægge mærke til at fortsættelsen til filmatiseringen af Stieg Larssons første roman, Mænd som hader kvinder Bio / DVD er her, for både TV, plakater, postkort og alle andre tænkelige reklamefora har i den seneste tid reklameret massivt for Pigen der legede med ilden.

Oprindeligt var planen, at det udelukkende var den første film, der fik et større budget for så at lade anden og tredje del få direkte premiere på tv i julen 2009, men da en overraskende stor mængde danskere (og andre skandinaver) strømmede ind i biografmørket for at bese første del, blev det besluttet også at lade de to efterfølgende film i Millennium-trilogien få bred biografpremiere. Sidste del i sagaen Luftkastellet der blev sprængt får premiere i slutningen af november 2009.

Man kunne måske frygte - med ovenstående produktionshistorie in mente - at den anden film i serien ville blive en skrabet version af den første film og at den på ingen måde ville kunne leve op til forgængeren, men der er ingen grund til at have bange anelser, for anden del er næsten lige så vellykket en film som sin forgænger. For de, der har læst bøgerne, vil man også gennem film nummer to overraskes over hvor mange detaljer, det er lykkedes for filmmagerne at få med.

Der er naturligvis småting der er ændret eller udeladt, så som enkelte detaljer omkring Salanders rockband, pressehetzen mod hende og så har forholdt mellem Erika Berger og Blomkvist, ganske som i den første film, heller ikke fået megen plads. Dertil kommer at der også er en indholdsmæssig ændring omkring en af bogens helt centrale figurer mod filmens slutning, men hvori den består må ikke afsløres her, af frygt for at ødelægge oplevelsen for de tilskuere der endnu ikke kender til klimakset i fortællingen.

Til gengæld får man så – ligesom i Larssons roman – et øget fokus på Lisbeth Salander, for det er hende der er filmens omdrejningspunkt. Filmen starter et år efter begivenhederne i Mænd der hader kvinder. Salander har haft travlt med at rejse jorden tynd og oprette skuffeselskaber til at håndtere det enorme pengebeløb hun tiltuskede sig sidst vi så hende, men hun har ikke været i kontakt med nogen af hendes bekendte. Hun beslutter sig til at drage hjem til Sverige og leje en enorm lejlighed under sit alias. Lige som i bogen benytter hun navnet ”V. Kulla” der jo er en slet skjult intertekstuel reference til Pippi Langstrømpes hus og samtidig en bekræftelse af hvilke anarkistiske, fiktionelle medsøstre Salander placerer sig i forlængelse af.

Filmens anden hovedperson - journalisten Mikael Blomkvist – arbejder fortsat på tidsskriftet Millennium, hvor en ung fremadstormende researcher er i færd med at sælge dem en historie om menneskehandel og prostitution. Dag Svensson, som den unge mand hedder, siger han har håndfaste beviser for at flere prominente folk – blandt andet politikere, embedsmænd og højtrangerede politifolk er involveret i sager om købesex. Milenium hyrer den unge mand, men inden han kan nå at få publiceret artikelserien, myrdes han og kæresten.

Scenen er sat til endnu en både spændende og vedkommende kriminalhistorie, der på trods af sine intriger og forholdsvis omfattende persongalleri aldrig mister hverken pusten eller det nødvendige overblik over karaktererne. Som i forgængeren, er det helt centrale omdrejningspunkt, når man skærer ind til benet af, stadig de mørke hemmeligheder som familien kan gemme på. Denne gang er det ikke en fremmed, dysfunktionel, rigmandsfamilie der fokuseres på men derimod oplever vi Lisbeth Salanders egen kaotiske baggrund blive optrævlet.

Idet løget bliver skrællet og det væmmelige familiefoto pludselig bliver synlig for tilskueren, får man tilføjet endnu en forklaring på hvorfor Lisbeth er blevet den hun er. Det forstærkes naturligvis endnu engang af Noomi Rapaces fantastisk engagerende spil, der gør hendes karakter både nærværende, sårbar og helvedes sej på en og samme tid. Man skal lede meget længe efter en kvinderolle, der i populærkulturelle sammenhæng besidder tilnærmelsesvis samme tyngde og fylde som denne.

Det eneste problem man kan udsætte på filmen er, at den føles langt mindre afklaret og afrundet end den første del. Selv om den centrale mordgåde opklares så er der, ganske som i bogen, en hel del ubesvarede spørgsmål og løse ender. Det er ganske symptomatisk for midterstykker i trilogier og det skal da også understreges at problemet ikke er uoverskueligt. Man trøstes heldigvis af udsigten til allerede at få den sidste del af historien om Salander og Co. om et par måneder – så det største problem er vel i virkeligheden, at man helst ikke vil vente. Når alt kommer til alt, er det heller ikke et decideret problem men snarere et spørgsmål om manglende tålmodighed.

Pigen der legede med ilden er skandinavisk krimi med næsten lige så meget bid som sin forgænger. Den har et politisk ærinde (der heldigvis ikke er blevet nedtonet), den er spændende, ganske vellavet og flot fortalt. Daniel Alfredson har måske ikke skabt en film med helt samme vision og nerve som Niels Arden Oplev gjorde og selv om toeren føles lidt som et bestillingsarbejde, så er det stadigvæk en virkelig underholdende og fin film på bundlinjen.

Filmen har i al fald fanget bogens tone og ånd ret flot, hvilket i sig selv er en bedrift, men var det ikke for Noomi Rapaces så kunne filmen meget vel være blevet meget tyndere end den er. Det er en sand fryd at følge scenerne med hende, selv om den unge frøken Salander endnu engang skal så grueligt mange prøvelser igennem før rulleteksterne atter kører over skærmen.