Den svenske forfatter Kerstin Ekman skrev fra 1996 til 2003 trilogien Vargskinnet, der handler vildmarken i det yderste Sverige på den nordlige grænse til Norge. Hun har nu kondenseret romanerne til et filmmanuskript, hvilket der er kommet en betagende, storslået og tankevækkende film ud af. Den lader det nemlig delvist være op til seeren selv at tage stilling til problematikken. Filmen, der på svensk hedder Varg, har fået den danske titel Ulveland.

På grænsen af civilisationen lever enspænderen Klemens, der opdrætter rener i den vilde og kolde svenske natur. Hans nevø Nejla har et godt øje til dette arbejde, og han bruger det meste af sin fritid – og skoletid – på at begive sig rundt med sin onkel i vildmarken. Allerede fra starten tegner der sig her en fast og gennemført karakterkonstellation, hvor Nejla som karakter er fanget mellem civilisationens krav om skolegang og naturens kald.

Det er dog ikke, som filmens titel lægger op til, filmens egentlig omdrejningspunkt, selvom det etablerer en dygtig resonansbund at opbygge problematikkerne omkring ulvene i området. Det er nemlig ikke nemt at holde fast i de delvist vilde rener, når glubske og sultne ulve bevæger sig rundt iblandt dem. Særligt er det kontroversielt i denne del af Sverige, hvor det kan give op til fire års fængsel at dræbe en ulv. Og det er selvfølgelig, hvad der sker, da Klemens og Nejla – næsten i selvforsvar – tager livet af en ulv, der har været på rov i renflokken.

Herpå tager filmen en mindre drejning ind i en opklaringssag, hvor Ekman selvfølgelig kan trække på sine detektivromaner i forhold til de efterforskningsmæssige omstændigheder. Men vi kender jo svaret, så det er ikke opklaringen, der er interessant, men nærmere den vidensdeling, som udspiller sig karaktererne imellem. Det bliver en kamp mellem de stockholmske beslutninger, de familiemæssige interne stridigheder og kampen om retten til naturen.

Derfor lægger historien selvsagt op til en nærmest dokumentarisk skildring af det nordsvenske landskab, menneskene her og dyrelivet omkring. Billedmæssigt er filmen overvældende og instruktionsmæssigt helt acceptabel – Peter Stormare, der spiller Klemens, spiller en af sine bedste roller længe set. Men billedsekvenserne af dyrelivet, som er tilpasset filmens plot (særligt scenen, hvor ulven jages), er enestående eksekveret, og bringer mindelser om Jean-Jacques Annauds L’Ours fra 1988. Var man ikke betaget af den svenske vilde natur, er man det efter Ulveland.

Det er dog ikke det eneste, filmen har på hjerte. Den leverer også et undertvingende spørgsmål til lovgivere, der kan synes at skyde over målet med strafferammen for ulvedrab, som kommer til at ligne uagtsomt manddrab. Ulven er et truet dyr, og derfor er det anset som nødvendigt at installere personer med ulves liv på samvittigheden blandt andre drabsmænd og voldskriminelle. Klemens understreger derfor på et tidspunkt, at han blot gør sit arbejde, og spørger derfor: Hvem er det, der er udryddelsestruet?

Filmen efterlader dette spørgsmål svævende, og svaret er mest op til seeren selv. Selvom der selvfølgelig spilles på de velkendte identifikationsfaktorer i forhold til Klemens og Nejla, så formår filmen at holde dette tvesyn lidt åbent. Det er dog nok mest i spørgsmålet om bevaringsværdigheden af ulve versus opdrætterens rolle, mens særligt strafferammen for ulvedrab udstilles som grotesk. Således er filmen både dybt engageret, men også et fornemt stillbillede af nordsvensk natur.