En af årets helt store overraskelser blandt film i dansk produktion er Kasper Holtens debutfilm Juan. Filmen er baseret på Wolfgang Amadeus Mozarts klassiske opera Don Giovanni (1787). Den er en operafilm, der hiver det bedste med fra to verdener: filmens tilgængelighed såvel som operaens fantastiske stemning og musik. Juan er netop udkommet på dvd.

De fleste kender på en eller anden måde fortællingen om den ultimative kvindeforfører, der selv godt ved, at den libertinske livsførelse leder lukt ind i fortabelse, men alligevel kan han ikke lade være. Det er netop selve forførelsen, der – for et øjeblik – skaber en ro og stabilitet, lige indtil roen bliver for meget. Og en ny kvindes krop og sjæl skal erobres.

Legenden om Don Juan er oprindeligt spansk, men er blevet fortolket i et utal af fortællinger. Klassikerne er så absolut Søren Kierkegaards ”Forførerens Dagbog” i Enten-Eller (1843), Albert Camus inklusion forføreren i Sisyfosmyten (1940) eller George Batailles Le bleu du ciel (1935). Det interessante ved alle disse tre fortællinger er, at de bruger legenden til at tegne et billede af den moderne mand.

På samme måde er Mozarts Don Giovanni ikke kun en klassiker. Den udnytter også den forføreriske og menneskelige autonomi, der er et særligt kendetegn for den moderne mand, til at give et tidsbillede. Mozart var selv som person splittet i sin tid mellem sin fortids katolske traditioner og fremtidens tiltagende modernitet. Hans sind og musik peger i begge retninger.

Mozarts Requiem er blevet brugt som et eksempel på denne splittelse. Den peger bagud mod den katolske dødsmesse, men i sin form, musik og især manglende færdiggørelse fra Mozarts hånd peger den ind i modernitetens ufuldendte projekt. Don Giovanni indfanger nogle af de samme mønstrer i hovedkarakteren selv, og derfor er valget om at bruge netop denne opera til film helt oplagt.

Juan opdateres til det moderne storbyliv og en moderne kunstnersjæl, hvor den libertinske udfarenhed giver nutidsmening. Fortællingen drager en politieftersøgning ind som en plausibel moderne fortolkning af jagten på Giovanni hos Mozart. Juan kommer ved et tilfælde til at skyde en af sine elskeres fader, og sendes på en sindsoprivende flugt. Men en flugt, hvor han bestemt ikke kan fraholde sig kvinderne. Fortiden indhenter Juan, og det er filmens tema.

Kasper Holten, der til dagligt er operachef på Det Kongelige Teater, viser i filmen – som også hans opsætning af Wagner i København gjorde – at han forstår et filmisk formsprog. Opera og film fusioneres til et kunststykke, der på mange måder kommer til at ligne det, de fleste vil forbinde med en musical. Derfor har filmen også i nogen grad den samme slagsside som musicalen, men langt hen ad vejen formår filmen at fastholde en intensitet, som gør filmen seværdig som netop det, en film.

Filmen framer fortællingen på en særlig måde ved, at Juan i begyndelsen selv ser Don Giovanni i operaen, hvorefter musikken selv fortsætter ind i filmen. Det er fikst og metafiktivt. Filmens casting er foretaget blandt etablerede operasangere (filmen foregår på engelsk), og for at fastholde en slags operarealisme, så synger skuespillerne på settet. Det får det hele til at hænge rigtig godt sammen, og den lidt fade fornemmelse, en musical kan have, er undgået på denne måde.

Filmens brug af musikken som en del af hovedpersonens liv i en film har nogle fællestræk med Darren Aronofskys Black Swan (2010), der bruger Tjajkovskijs Svanesøen på lidt samme måde. Men i sin modernisering og opdatering af en opera er Kenneth Branaghs version af Mozarts Tryllefløjten (2006) en helt oplagt parallel. Branagh henlægger historien til skyttegravskrigen under Første Verdenskrig.

Manuskriptet er skrevet af Kasper Holten selv og den danske manuskriptdoktor Mogens Rukov. Mange valg og især fravalg er gjort, og momentvist vil mange, der kender operaen, mangle elementer af fortællingen og særligt musikalske passager. Nogle steder kan det forekomme lidt pudsigt, at netop den passage er valgt frem for en anden. Men historien hænger sammen, og handlingen er godt drevet frem af den moderniserede fortolkning.

Juan er i den grad en relevant og følerigtig opdatering af operagenren på en måde, der ikke kun vil få filmelskere til at se opera eller operaelskere til at se film. Det vil den i høj grad, og András Nagys flotte cinematografi er alene værd at se filmen for. Men for de, der normalt føler sig godt underholdt af musicalgenren, vil der i den grad også være en appel i Holtens version af Don Giovanni. Det er en flot film såvel som en flot opera. Den vil forføre de fleste.