Den brasilianske forfatter Paulo Coelho lider lidt under et Dan Brown-syndrom: Han skriver bøger, der er populære og sælger i pallevis, men intellektuelle elsker at hade ham. Hans bøger er ofte sentimentale fortællinger med relativt religiøse rammer, hvilket reflekterer Coelhos egen tro. Alkymisten er hans bedst sælgende roman, som også afsøger lignende forståelsesrammer, mens den seneste danske oversættelse – Ved floden Piedra satte jeg mig og græd – fusionerer det sentimentale i en kærlighedsfortælling med nogle religiøse afsøgninger. Det er ofte denne kobling mellem sentimentale, gennemskuelige metaforer og det metafysiske, Coelho får kritik for blandt intellektuelle. Jeg hører til blandt de få, der faktisk har fundet fornøjelser ved Coelhos romaner.

Coelho har været i sparsom berøring med film- og tv-verdenen hidtil med blandt andet en tv-serie og en kortfilm. Veronika beslutter sig for at dø er den første store, internationale filmatisering af en Coelho-roman, der udkommer, mens hans læsere venter på filmatiseringen af Alkymisten. Det er dog ikke første gang, hverken Coelho eller Veronika beslutter sig for at dø er blevet filmatiseret. For fem år siden udkom den i en japansk version af samme roman, hvilket også fortæller en hel del om tematikken i Coelhos roman: Fortællingen er en indlevet tragisk tilgang til tilværelsen, som efter alt at dømme appellerer til den japanske kultur.

Det handler om Veronika, der – uden at det er helt klart hvorfor – er meget utilfreds med sit liv. Hun vælger derfor at tage sig eget liv, men selvmordsforsøget mislykkes – og hun ender på en privat psykiatrisk afdeling. Her sættes hun i behandling af en psykiater, der har nogle skæve og – for nogle – besynderlige helbredelsesmetoder. Det hjælper dog ikke på Veronika, der stadig har et stærkt ønske om at dø. Hun leverer en stærk kritik af sin omverden, og sendte i øvrigt ved første selvmordsforsøg en anklage til et modeblad om verdens overfladiske galskab som årsag. Men efter denne kritik understreger psykiateren bare, at hun – som han desværre må meddele hende – ser ud til at have fået det bedre.

Filmen handler om Veronikas dagligdag på det lukkede, psykiatriske hospital, hvor hun stifter bekendtskab med mange outrere karakterer. Filmen kammer lidt over i sære forestillinger og myter om psykiske sygehuse, der i filmen først og fremmest emmer af utroværdige skildringer. Men der er heriblandt enkelte lyspunkter, som kommer til at betyde noget for Veronika. Jeg undlader dog at fortælle om disse (modsat dvd’ens bagside), da det spolerer filmens udvikling for dem, der ville se den. Skildringen af hospitalet er dog temmelig klichéfyldt og skematisk. Det samme gælder desværre også Sarah Michelle Gellers udgave af Veronika: Hun er kantet og uden den tragiske lidelse, der kendetegner Coelhos karakter.

Filmen og fortællingen har potentiale, også til en æstetisk udnyttelse af det mentale rum, som filmen bevæger sig rundt i. Det benyttes desværre ikke, og i stedet bærer kameraføringen en forvirrende, irriterende, kinetisk og tilnærmelsesvist håndholdt urolig stil, som måske skulle reflektere den psyke, som præger Veronika. Men det er med sikkerhed en fejltolkning af hendes karakter, der i høj grad fra starten har affundet sig med, at hun skal og vil dø. Derfor ville en æstetisk dvælende kameraføring i stedet have sagt en hel del mere om hendes lidelse. Samlet set er Veronika beslutter sig for at dø en middelmådig film, der ikke formår at gøre de lommefilosofiske refleksioner troværdige. Det er lidt det, som Coelho – gennem sprogets metaforik – momentvist formår i sine romaner, men dette aspekt mister filmen.

Veronika beslutter sig for at dø er en af de mindre religiøse fortællinger fra Coelho, hvilket givetvis begrunder valget af denne til filmatisering. Det betyder dog ikke, at den er uden metafysiske tanker. Både samtaler og psykiaterens virkemidler kobler sig ind i en anden tankegang end normalt. Men filmen formår ikke helt at bygge bro mellem det outrere, det almindelige og de mange fluktuerende tilstande derimellem. Den kunne – uden at det sker – have koblet sig på nogle livsfilosofiske rammer. Filmen er dermed ikke sagt helt ringe, men den hører hjemme i den bløde, intetsigende mellemvare – en lommefilosofi, der ikke helt bliver til en livsfilosofi.