Længe før Andrew Lloyd Webber skabte en af historiens mest populære – nogle vil mene mest irriterende - musicals efter Gaston Lerouxs forlæg, havde The Phantom of the Opera allerede optrådt i en række spillefilm. Den første version er fra 1916 men måske bedst kendt for sin rolle som fantomet blev Lon Chaney i klassikeren fra 1925. Hårdt i hælene på Chaney er Herbert Lom (der bedst kendes for rollen som den ticsplagede overkommissær Drefus, i den originale serie om Den lyserøde panter) der indtager andenpladsen over berømte fantomer i Terence Fishers glimrende filmatisering fra 1962.

Terrence Fisher hørte til blandt de mest feterede instruktører på det engelske Hammer Studio, som havde deres storhedstid netop i starten af 1960erne. Med film som Dracula: Prince of Darkness og den The Devil Rides Out – baseret på Dennis Wheatleys okkulte bestseller - gav Hammer selskabet solidt baghjul til et uopfindsomt Hollywood, der i længere tid ikke rigtigt havde formået at skræmme deres publikum. Der var mange kritikere i samtiden, der nedgjorde Hammers produktioner, men publikum elskede dem og mange af filmene er den i dag stadigvæk utroligt seværdige og opfattes blandt fans som nyklassikere.

The Phantom of the Opera følger den klassiske historie nogenlunde, men præsenterer fortællingen i en udgave, der lægger mere vægt på selve detektivarbejdet, der går forud for afsløringen af Fantomets identitet. Holder man om kærlighedsdramaet mellem fantomet og den unge sangerinde eller af Lloyd Webber, bør man derfor lede andetsteds.

Det er næppe overraskende for nogen, at historien drejer sig om et operahus, der plages af mystiske hændelser. Ulykkerne hober sig op netop som en feteret komponists nyeste opera skal uropføres. Maestro er selv både egoistisk, arrogant og fløjtende ligeglad med disse hændelser. Oplever han at der er nogen på teateret, der taler ham i mod, får han dem fyret på stedet. En ung sangerinde ser dog på tætteste hold det mystiske fantom, som hævdes at spøge i kulissen.

Efter den unge kvinde og ikke mindst en ung handlekraftig producent, som i øvrigt er mægtigt interesseret i den unge dames selskab, graver i sagen opdager de at det partitur der skal uropføres faktisk er blevet tyvstjålet fra en utroligt begavet komponist. Komponisten led en krank skæbne i en brand på et trykkeri, Han havde i desperation over det svig han havde oplevet fra sin kollega forsøgt forhindre musikken blive trykt med en anden mands navn på titelbladet. Han overlevede branden men stærkt vansiret gemte han sit ansigt bag en maske og søgte tilflugt i katakomberne under Operaen. Ingen overraskelser her.

Så selv om filmen, for de der kender fortællingen, næppe byder på noget nyt, så er den stadigvæk en fin, kulørt udgave som sagtens kan tåle et gensyn. Det er, som i mange andre genrefilm fra perioden, muligt at finde uregelmæssigheder i forhold til filmens logik, men det gør mindre, for The Phantom of the Opera er som udgangspunkt næppe tænkt som barsk realisme.

Fantomet har denne gang fået en pukkelryget hjælper, måske for at gøre ham lidt mere uhyggelig end han egentlig er, for når alt kommer til alt er Fantomet snarere en tragisk figur i klassisk forstand. Der er samtidigt noget dejligt nostalgisk i at kaste sig ud i disse gamle skrækfilm, for når dialogen bliver fremført med smuk britisk accent af ganske talentfulde spillere som virker utroligt engagerede, så er det svært ikke at holde af det. Terence Fishers udgave minder kraftigt om et skuespil, der er blevet filmatiseret, men det gør mindre, for det kommer på sæt og vis til at virke som et bevidst træk, der kommenterer filmens overordnede rammer.

The Phantom of the Opera vil næppe få det til at løbe koldt ned af ryggen på nogen i dag, dertil er handlingen for langsommelig og ”monstret” alt for lidt monstrøst. Til gengæld emmer filmen af en stemning og charme, som man ikke finder i nyere film. Aldersgrænsen på 15 kan i det lys forekomme usædvanlig hård, for filmen burde i undertegnedes øjne snarere kategoriseres som et højspændt drama snarere end en egentlig skrækfilm. Som drama fungerer filmen upåklageligt.