Det er meget velkendt, at litteraturen ofte har forsøgt at reflektere sindstilstande i skrivestilen. Formen bevidsthedsstrøm er udbredt og er efterhånden også propageret i populærlitteraturen. Filmen har også fra starten været interesseret i at skabe sådanne ekspressive udtryk, der gennem visualiseringen kunne skabe et spejl for hovedpersonernes psyke. Derfor er den visuelle psykologi ikke fjern for filmformatet – særligt veltilrettelagt og udbytterigt formåede Ole Christian Madsen fx at bruge dogmestilen til netop dette i En kærlighedshistorie (2001). Og med netop denne film har Martin Pieter Zandvliets debutspillefilm Applaus mange ligheder – Applaus er netop ude på dvd.

Den berømte skuespiller Thea (Paprika Steen) vender tilbage fra et afvænningsophold og forsøger at kæmpe sig tilbage til tilværelsens vigtige roller. Hun drikker ikke mere, men måtte – før sin afvænning – lade sig skille fra sin mand (Michael Falch). Det betyder, at tilbagevendingen ikke er nem, fordi han stadig er noget loren ved at lade hende se deres to fælles børn. Hun skal først bevise, at hun rent faktisk kan tage vare på sig selv. Samtidig med at vi følger Theas hårde kamp, ser vi hende performe i et teaterstykke, hvor hun spiller hovedrollen – dette stykke fungerer som et reflektivt perspektiv på hendes eget liv. Kunsten svirer ind i hendes virkelighed – og omvendt.

Fortællingen har rigtig meget tilfælles med netop En kærlighedshistorie – faktisk næsten for meget. Historien om at vende tilbage fra behandling, den psykiske ustabilitet og besværet med at genforene sig med mand og børn er stort set det samme. Applaus tilfører nogle andre elementer gennem teaterstykkets fine perspektiv på filmen selv, men handlingen er velkendt. Det gælder også cinematografien, der også i Applaus er håndholdt, mens resten ikke overholder dogmefilmens krav. Men oplevelsen af, at den skrøbelige psyke er reflekteret i filmens visuelle stil, gentager en stil, der virker meget mere effektivt i Ole Christian Madsens film.

Det gør dog ikke oplevelsen af Applaus mindre eller mindreværdig. Det er en virkelig velspillet film, og særligt Paprika Steen viser her, hvilket potentiale, hun har. Det er – er jeg lige ved at sige – ren og sker selvudlevering, det hun her præsterer. Der er mod, saft og kvindehjerte i hendes rolle som Thea, der kæmper med ikke at vende tilbage til flaskernes helvede. Derfor er Applaus en særdeles stærk oplevelse, der – trods sine tematiske og stilistiske gentagelser fra En kærlighedshistorie – formår at tvinge den ramme alvor igennem. Stil og fortælling smerter.

Det originale træk ved Applaus er, at filmen genbruger Paprika Steens nærværende rolle i den danske opførelse af Edward Albees Who’s Afraid of Virginia Woolf? på Gasværket som en del af filmen. Dette stykke, der også handler om ibsenske ægteskabsproblemer, bliver på den måde en fortælleteknisk klangbund i Applaus, der således formår at trække allegoriske tråde mellem de to fortællinger – tråde, der er så prægnante, at Thea selv tilsyneladende kommer til at tvivle. På den måde bliver inddragelsen af ”teatervirkeligheden” til en understregning af Theas manglende fornemmelse for sin egen virkelighed, netop den virkelighed der er reflekteret i filmens stil.

På den måde når Applaus et skridt videre end En kærlighedshistorie. Der er mange ligheder, men det kunstneriske teaterperspektiv giver Applaus en anden – dog ikke nødvendigvis bedre – måde at formidle det svære budskab om en verden, der bryder sammen. Det skrøbelige ligger indbygget i billedet, i Paprika Steens rolle(r) og ikke mindst i kunstens evne til netop at afklæde virkeligheden sine formanende strukturer. Derfor er Martin Pieter Zandvliets spillefilmsdebut et særdeles lovende indspark i en dansk filmkultur, der efterhånden godt kunne trænge til revitalisering – applaus til Zandvliet, Steen, Falch og en fin lille film.