Willis er dement. Ingen tvivl om det. Han blander uhæmmet fortid og nutid sammen. Kan ikke huske og er grov i mælet, helt uden grænser. Udstråler aggressivitet og intolerance. En gammel bitter mand. Vi møder ham fortumlet, forvirret i flyet på vej fra sin eneboertilværelse i upstate New York, på vej til sønnen John i Californien. Råbende, snuppende en drink fra en medpassager, på vej mod flyets toilet. John forsøger ihærdigt, sammen med flypersonalet, at afværge farens voldelige fremfærd. Noget af et oplæg til et far/søn-drama med stærke konfrontationer, fortrængninger og indeklemte frustrationer.

Falling er den succesrige, tre gange Oscar-nominerede, dansk/amerikanske skuespiller, Viggo Mortensens spillefilmsdebut (lidt a la Clint Eastwood) – som hovedrolleindehaver, instruktør, komponist, og manuskriptforfatter. Et familiedrama helt efter det klassiske mønster, med en stjernebesætning, superprofessionelt filmet og fortalt med et bombardement af flashbacks, for at belyse Johns opvækst, tæt på faren. Ja, hele fire aldersgrupper af skuespillere skal på lærredet, for at vi kan følge Johns aldersforløb. Far-Willis kan nøjes med to.

Søn/far konfrontationen er helt fra starten til at føle på. Som nybagt far (spillet af den islandske skuespiller Sverrir Gudnarson) bøjer Willis sig over baby-John og hvisker: ”Jer er ked af at jeg bragte dig til verden, for at du skal dø”. For Willis er en skidt knægt, og her er Lance Henriksen et fund til rollen, som den gamle, sure, demente patriark. Det knudrede rynkede ansigt, den dybe vulgære stemme og et pågående kropssprog, tegner til fulde Johns provokerende højtråbende far, der nu på sine gamle dage skal prøve at leve sammen med sin voksne 50-årige søn, myndigt og respektfuldt spillet af Viggo Mortensen, himself. John en velfungerende, travl pilot i et lykkeligt ægteskab, bor sammen med ægtefællen og adoptivdatteren Monica, i et dejligt hus i solrige Californien.

Nogen ’Aamerican Dream’ er ægteskabet ikke, set med Willis øjne. For John er gift med Eric – en mand (!), endda af asiatisk afstamning! Bøsser, de groveste skældsord, langt forbi homofobi og racisme, vælter grænseløst ud af Willis’ mund. Demensen synes kun at være et tyndt lag fernis, for nu at blive i Willis eget sprog, at han har været: ”et røvhul hele livet igennem”. Eksemplerne er mange. Midt i grovhederne er der også, lysere minder, som da Willis vil lære sin 4-årige søn at betjene et jagtgevær og skyde ænder. Lille John rammer, mere eller mindre tilfældigt, en and i flugten. Får den døde and med hjem, sover med den om natten, får lov at plukke fjer af den– og tvinges næste aften til at spise den. Se sådan opdrages man til at blive en rigtig mand. John er blevet alt andet i Willis optik. Til gengæld er han tålmodig, ansvarsbevidst og næstekærlig overfor den provokerende iskolde far, der tilsyneladende kun kan vise ægte empati overfor sine heste.

På et tidspunkt under Johns opvækst får Johns mor, Gwen (Hanna Gross), nok af mandschauvinisten og forlader den ensomt beliggende gård sammen med sine tre børn. Glimtvis får vi hele familieforløbet skildret. Oftest med udgangspunkt i far/søn konfrontationen – hvor Willis’ demens, på trods af alvoren, får os til at smile af de saftige grovheder og hans absurd groteske benægtelse af virkeligheden, i sin sammenblanding af for-og nutid.

Falling er en gennemprofessionel instruktørdebut af en der kender håndværket – der har været mange læremestre. Viggo Mortensen er sikker i sin skuespilinstruktion, men når det gælder historiens troværdighed, og det på trods af at instruktøren ifølge eget udsagn trækker tråde til sin egen familie, er vi lidt for tæt på klicheer og melodrama – men Falling reddes af Lance Henriksens pragtpræstation, som en rablende grænseoverskridende provokerende dement. Vi nyder vanviddet, selv om det er dybt tragisk.