Kender man en smule til Hong-Kong film, vil man uden tvivl begynde at smile når man støder på navnet Johnny To. Han er ikke mindre end en fremragende, visionær instruktør, der dog udelukkende har sat sit navn på Motorway i kraft af at være filmens producer. Til gengæld vil flere sikkert også glædes over at manuskriptet er skrevet af Joey O’Brien, der også stod for manuskriptet til Tos ultrakølige Fulltime Killer på sit CV. Når så hovedrollerne er besat af hhv. den rutinerede Anthony Wong og ynglingen Shawn Yue, så begynder det at ligne noget. Idet det går op for seeren at filmen tillige lover at være en rendyrket actionfilm, med fokus på biljagter gennem Hong-Kongs travle gader, så er der vel intet noget der kan gå galt, eller hvad? Svaret er desværre et hult ”jo”!

Desværre er Motorway (Org. Che Sau – som undertegnede gætter på er Hong Kong-engelsk for ”Chase”) en af de film, der lyder langt bedre på papiret end det som selve filmen kan levere, for det er bestemt ikke en film der ”giver Fast and Furious teamet baghjul”, som der ellers skrives på omslaget. Selv om biljagtsekvenserne da er ganske lækkert udført, er det tydeligt at se at denne HK film ikke har haft bare brøkdelen af det budget som en Fast and Furious– film arbejder med. Dertil kommer at det bliver en film hvor det bliver bilerne og ikke folkene bag rattet, som kommer til at dominere handlingen. Det er sikkert også meningen, men det bliver lidt et problem, når nu selv den sejeste Mitsubishi Evo, eller den mest kølige Audi har endda meget svært ved at spille skuespil.

Dette bliver især tydeligt mod slutningen af filmen – hvor man godt nok ser enkelte skud af folkene bag rattet, men hvor det bliver bilerne der kommer til at virke som filmens egentlige figurer i konkurrence og endda direkte kamp mod hinanden. Igen er det måske konceptet der i sidste får lov til at vinder over solidt håndværk.

Fo garvede HK-filmfans kunne muligvis tro at biljagterne og duellerne i Che Sau ville være lige som at se en halvanden time lang version af de sidste ti minutter af John Woos [url=http://www.youtube.com/watch?v=foKCv5fD6yI] Bullet in the Head, men det sker desværre heller ikke. Che Sau er i sammenligning med Woos Koenigsegg en rusten Lada, især fordi figurerne inden i bilernes indbyrdes konflikt bliver al for klichepræget og gammeldags.

Fortællingen drejer sig nemlig om den unge betjent Cheu, der naturligvis er en vaskeægte rebel. Eksempelvis ser vi ham i filmens start trodse en direkte ordre og sætte efter en fartsynder i sin fine Audi-patruljevogn. Det lykkes ham dog ikke at fange banditten, men til gengæld bryder han flere færdselslove undervejs og hvad værre er: skræmmer andre bilister. For at give ham en straf parrer hans overordnede ham op med den garvede betjent Lo (Wong), og sammen skal de nu betjene en fartmåler og sætte efter fartsyndere.

Parallelt med denne historie oplever vi nogle garvede forbrydere planlæge at stjæle en meget værdifuld (og knytnævestor) diamant. Det lykkes for dem, men da de flygter fra åstedet, sætter Lo efter forbryderne. Det bliver herefter nærmest en besættelse for Cheu at få fat i disse folk, især da Lo kommer galt afsted. Derfor fortsætter han også - udenfor tjenesten – sin jagt på skurkene, i sin toptunede bil.

Det som for alvor er Che Saus problem er at den forfalder til alt for mange fortærskede klicheer, som selv vil kunne genkendes af de der ikke kender HK film indgående. Det handler især om forholdet mellem den unge, ærgerrige betjent og den ældre kollega, der naturligvis nærmer sig pensionsalderen – uden at sige mere vil folk sikkert godt kunne regne ud hvordan dette forhold spænder af. Dertil kommer at en hel central idé (læs: setup) i filmen er skurkenes måde hvorpå de kommer rundt i et 90 graders sving i en meget smal gyde, en manøvre som vores unge protagonist naturligvis også skal mestre (læs:payoff). Lidt ligesom de gamle martial arts film, hvor træningen på en umulig kung-fu manøvre også blev en vigtig del af handlingen. Om han klarer dette skal også være helt overladt til spekulation.

Desværre opnår filmen, trods de i mange gode kræfter der står bag den, aldrig at blive mere end blot endnu en middelmådig metervare fra HK. I Hong Kong er filmindustrien, som David Bordwell fortæller om i sin glimrende bog Planet Hong Kong, et spørgsmål om at lave film der kan sikre et solidt overskud, der gør at man har råd til at lave endnu en film. Her er der ingen filminstitutter eller studiesystem der kan hjælpe folk som i andre dele af verden. Man må da håbe for filmmagerne at de har fået pengene tjent ind, men har man lyst til at se hvad folkene i Hong Kong virkelig er i stand til at skabe af filmmagi, så bør den varsomme seer finde andre værker at kaste sig over end Che Sau.