Det må være uendeligt svært at skabe et helt nyt sketchbaseret show og stadig formå at være originale. Måske netop fordi formatet er nærmest klassisk indenfor især dansk tv-satire. Fra slutningen af 60’erne og frem til midten af 80erne var det ugentlige, semipolitiske sketchshow en fast del af lørdagsunderholdningen på monopolkanalen DR og i shows som Uha-uha, Hov hov, Ikk’ og senere Den go’e, den onde og den virkli’ sjove har en lang række skuespillere sørget for at tage temperaturen på hr. og fru. Remoulademad.

Traditionen med et satirisk sketchshow forekom mere dødt end Thisted på en onsdag aften op gennem 90erne og i starten af det nye årtusind, måske med undtagelsen af eksempelvis Gintbergs Store Aften som var et glimrende forsøg på at gå amerikanske Jon Stewart lidt i bedende, men selv dette show kunne ikke med rette bære betegnelsen sketchbaseret.

I 2007 skete der noget – for det var året hvor TV2 Zulu blændede op for det første ugentlige show med standuptalenterne Rune Klan og Mick Øgendahl i programmet Tak for i Aften. Her spillede de en lang række karikerede karakterer, som seeren uge efter uge kunne følge. I 2008 kom så efterfølgeren Tak for i aften – on tour som fortsætter konceptet og udvider deres verden med nye karakterer.

Basalt set fungerer begge shows efter samme mønster. Der er en rammehistore som omkranser alle de forskellige sketches. Her spiller Klan og Øgendahl rollerne som sig selv, der diskuterer forskellige ting. I den første del af serien foregår den backstage efter et stand-up show og i den anden del er deres samtaler flyttet til den bil, der benyttes til at transportere d’herrer rundt om i et uspecificeret stykke Danmark hvor de på benzinstationer ofte støder ind i de mange kendte der leverer mindre gæsteoptrædener i serien, som eks. Casper Christensen, Kim Bodnia, Ulf Pilgaard og mange, mange andre.

Alle sketchene er kraftigt personbaserede og det er karikaturerne, der bliver siddende selvom den enkelte punchline fortaber sig. De bliver desuden hurtigt formulariske og viser sig at være variationer over er fastsat tema, som eksempelvis det triste par, hvor den småborgerlige hustru (Klan) forbyder sin mand stort set alt med argumentet ”..for ellers dør baby!”, Fiskeren i Øgendahls skikkelse, der konstant er ved at brække sig ved lugten af fisk, hundeterapeuten med sit velkendte ”Pu-haaaaa” og så videre.

Måske kan det forekomme, som om den megen gentagelse gør mange af sketchene så forudsigelige at punchlinen konstant modarbejdes af seerens genkendelse, men heldigvis sørger makkerparret ofte at gøre netop variationen så tilpas frisk, at man næsten sidder og venter på punchlinen og som i eks. ´Allo ´Allo (uden anden sammenligning i øvrigt) føler man sig derfor overvældet ved genkendelsens glæde.

Langt de fleste figurerer som Klan og Øgendal har skabt synes da også at være originale, men samtidig giver de et ironisk blik på vores selvopfattelse anno 2009. For som i al god komik synes der at være en snart af alvor bag løjerne, især en der peger i retning af den latente mangel på tolerance og medmenneskelighed der eksisterer i vort samfund. Uden at anmeldelsen skal transmogriffes til et egentligt socialt manifest, så er der en del af de karakterer som skildres, der virker ufatteligt velkendte. Genkendelse hjælpes på vej af karikaturen og overdrivelsen, så vi kan sidde og le af vore egne fordomme overfor eks. stive håndværkere, betonlebber, folk uden situationsfornemmelse, intellektuelle, kedelige rapportere, folk i dyreprogrammer osv., osv.

Der er også plads til egentlige parodiske indslag som nok mest tydeligt kommer til udtryk i Mick Øgendahls skildring af Ulla Henriksen, der laver ”marvelous” skønhedsbehandlinger til alle de kendte og selv om der måske ikke er mange der personligt har et forhold til dansk wrestling - ud over at kende Asbjørn Riis - så kan man ikke undgå at blive charmeret over de talentløse Brumb-ass og Snailman. Det eneste minus ved serien er, at figuren med landmanden, der konsekvent taler sort forekommer helt igennem planket fra det engelske The Fast Show, men det er så lille et tyveri, at det nemt kan tilgives af komikens guder, når nu resten er så forfriskende.

Tak for i Aften - The Box er både velgjort, velspillet og sjovt. Selv om man indimellem godt kan køre lidt træt i repetitionen af pointer så er det altså både charmerende og skægt det hele. På mange måder er Tak for i Aften et rigtigt godt koncept, der også viser hvor dygtige Klan og Øgendahl er til at påtage sig forskellige roller – især, synes det, når det sker i drag; for både det føromtalte lesbiske par, de to fnisende tøser, der gang på gang fejler i forsøget på at fortælle en oldgammel vits eller Klans overvægtige pige, der ”bare ikke oooorker” at gøre noget som helt, er alle fremragende morsomme. En personlig favorit er også bademesteren (Klan) der har lidt for korte shorts på, så hans kønsdele dinglende hænger udenfor buksekanten og som afslutter alle sine påbud til den lettere nervøst anlagte badegæst (Øgendahl) med et liderligt ”mmmmmh”.

I kassetten med anden sæson findes der desuden en masse frasorterede sketches, nogle fraklip og en lille film der går bag om showet. Alt sammen meget underholdende, og man kan endda undre sig lidt over de fravalg der er blevet truffet, for de forekommer som om de snildt kunne havet været en del af de sendte programmer.

Der er rigtigt mange timers god underholdning i denne sampak og det er en fornøjelse at kunne sætte et afsnit på når lige præcis det passer en, og det sker ofte; for selvom der tit er en masse lort i fjernsynet, så bliver der heldigvis også vist noget i denne kaliber.