Det er vist ingen nyhed at den amerikanske regering og især militæret, i tidernes løb har foretaget mange tvivlsomme eksperimenter på deres menige soldater. Man behøver blot at se dokumentarfilmen Bad Trip to Edgewood for at få et indblik i hvad der er blevet gjort i krigsvidenskabens hellige navn. Dertil kommer den række forsøg, der under fællesbetegnelsen MKULTRA blev foretaget af CIA på almindelige amerikanske borgere fra starten af 50erne og frem til midten af 60erne. I disse forsøg foregik med hjælp fra forskellige stoffer, hypnose og andre metoder, og ønsket var at gøre forskerne klogere på, i hvor høj grad det var muligt at manipulere eller ligefrem omprogrammere folks hjerner.

Lidt mere uskyldigt, men stadig lige så mentalt brutaliserende, forekommer Stanley Milgrams eksperimenter fra starten af 70erne. Her blev en frivillig testperson sat til at give en anden stød, såfremt denne ikke svarede rigtigt på en serie spørgsmål som en kittelklædt læge stillede. Strømstyrken blev øget for hvert forkert svar. Hvad testpersonen derimod ikke vidste var, at modtageren af straffen var en skuespiller, der ikke fik et eneste stød og at eksperimentet i virkeligheden var skabt for at undersøge testpersonens autoritetstro; altså hvor langt man er villig til at gå når en ”ekspert” i en kittel eller uniform giver en ordre. Ret langt skulle det vise sig, for der var indtil flere testpersoner, der administrerede fiktive dødelige stød.

Det er utvivlsomt denne type eksperimenter, der har inspireret manuskriptforfatterne til The Killing Room. Filmen starter nemlig med, at seeren møder en ung, stræbsom forskningsassistent, der har sagt ja til at overvåge og tage noter til et eksperiment, som hun betragter gennem et envejsspejl. Et metalbord og nogle metalstole er boltet fast til gulvet. Seks personer kommer ind i det hvidmalede lokale og begynder at udfylde nogle spørgeskemaer. Tydeligvis er der ikke ret mange af dem, der aner hvad det hele går ud på, men en siger at han har prøvet det før og siger at det er lettjente penge. Der går dog ikke mange minutter inde i rummet, før en af deltagerne er blevet koldblodigt myrdet. Døren til omverdenen låses nu af og den rigtige test kan begynde.

The Killing Room er ikke nogen stor film og den forekommer at være baseret på samme grundliggende idé som bærer de to film DVD coveret påstår den minder om, nemlig Saw og Cube. Man skal dog ikke forvente sig voldsomme splatterfælder eller for den sags skyld science-fictionelementer i The Killing Room, men derimod er det ideen om at dramatik sagtens kan opstå, idet man lukker en gruppe fremmede ind i et lokale. The Killing Room er dog ikke en dramatiseret udgave af Big Brother, for i filmen er omdrejningspunktet, hvor langt folk er i stand til at gå, for at sikre deres egen overlevelse.

Filmen er på ingen måder nyskabende, idet man har set langt mere effektive thrillers som har haft base i regeringens dystre planer før; eksempelvis Enemy of the State eller The Manchurian Candidate. Selvfølgelig føles The Killing Room en anelse mere tidssvarende takket være sit overordnede fokus på den aktuelle politiske situation, men det ændrer ikke på at filmen ikke føjer ret meget nyt til et i forvejen velgennemtygget emne.

Det som til gengæld taler for at man bør give filmen en chance, er at den besidder en genuin overraskende slutning, som er meget atypisk i forhold til det vi normalt ser blive spyttet ud fra den amerikanske drømmefabrik. Det er meget forfriskende at filmmagerne har valgt at afslutte deres værk på denne måde og det gør også at tolkningen af filmen bliver underligt tvetydig. For de der kender tv-serien 24, formidler The Killing Room på samme måde den meget ambivalente nydelse man som tilskuer kan have af at se Jack Bauer torturere en mistænkt for at komme seriens centrale atomsprænghoved nærmere.

The Killing Room er selvfølgelig en slags overordnet social kritik af de metoder, som nogle underafdelinger af siddende regeringer benytter i, som det hedder sig, ”den gode sags tjeneste”. Der er vist ingen tvivl om hvad filmen gerne vil have os til at mene, men den er ikke belærende eller moraliserende. Den stiller snarere spørgsmålstegn om hvor meget strøm seeren havde lyst til at give personen på den anden side af glasset. Man kan ikke lade være med at undres over, om disse metoder som filmen skildrer, i yderste konsekvens ikke alligevel kan retfærdiggøres?