Der er en masse filmserier, der bærer samme titel som forgængerne, men som ud over titlen ikke har særligt meget til fælles med de andre film i serien. En af disse er Return of the Living Dead pt. III. Hvor de to første film begge kan ses som forgængerne til den moderne zombiekomedie, så har den tredje film en hel anden selvhøjtidelig indgangsvinkel til materialet.

Det gør dog ikke, at Return of the Living Dead pt. III bliver en uudholdelig katastrofe. Ser man den som en selvstændig zombiefilm, og ikke som en egentlig fortsættelse af de to første film i serien, er den både camp, splattet og underholdende nok til, at selv den forholdsvis kræsne zombiefan kan blive tilfredsstillet.

Det hjælper i hvert fald på sagerne, at filmen er instrueret af en af sen-80’erne og start-90’ernes helt store, ubesungne, splatter-b-films helte: Brian Yuzna. Hvem husker eksempelvis ikke Society, Bride of Re-Animator, og de to overdrevne Dentist-film? Andre kan måske erindre de film Yuzna skrev manus til og producerede for Stuart Gordon? Under alle omstændigheder kan man godt regne med, at det bliver vildt, blodigt og udsplattet, når Yuzna placerer sig i instruktørstolen.

Handlingen er fokuseret på det unge par Curt & Julie. Curt har en far, der ikke alene ikke har tid til at være der for sin søn, han er nemlig en højtrangerende officer i hæren. Så takket være farmands job – og ikke mindste hans nøglekort – tiltvinger Curt og hans labre kæreste Julie sig adgang til den tophemmelige militærbase i byen. Her forskes der naturligvis i skabelsen af super-zombier, der kan fungere som udøde, militære eliteenheder. Uheldigvis opstår der problemer, da en ny teknik med at fryse zombiernes hjerner via et projektil afprøves. Forsøget går helt galt og flere videnskabsmænd må, på de mest væmmelige måder, lade deres liv, alt imens Julie og Curt ser til.

Julie er ekstremt fascineret af disse levende døde og snart bliver hun selv en af dem. I et forsøg på at stikke af fra deres triste provinsielle tilværelse kører Curt galt på sin motorcykel, da Julia tager ham i skridtet, og hun slynges af, rammer en lygtepæl og dør på stedet. Curt er knust over tabet af sin elskede og føler sig tvungen til at tage tilbage til basen hvor han udsætter Julies livløse krop for zombiegassen, i håbet om at hun lever op igen. Planen lykkes, men desværre er det ikke nemt at være en laber teenager uden puls. Julia får pludselig en umættelig lyst til at spise hjerner, en lyst der kun kan holdes nede hvis hun påfører sig selv enorm smerte. Derfor forvandles hun i løbet af filmen til den smækre, gothzombie, som pryder DVDens cover.

Filmen udspiller sig som lige dele bizart teenagedrama, hvor Curt konstant forsøger at gøre alt for den kæreste, der i løbet af filmen bliver mindre og mindre menneskelig. Samtidig vikles de to, både takket være hendes nyfundne appetit og forskellige udefrakommende omstændigheder, ind i en række problemer, der gør, at de bliver nødt til at flygte. Både militæret og en bande lokale rødder jagter de to elskende, og undervejs må flere folk lade livet, samtidig med at militæret også desperat forsøger at inddæmme den smitte, som nu for alvor er sluppet ud.

Der bliver i Return of the Living Dead pt. III aldrig budt på en kolossal horde af zombier, men til gengæld er de levende døde, der både optræder alene og i mindre grupper vellavede, varierede at se på og truende. Det er måske nostalgi, men de prostetiske effekter fungerer rigtigt godt, faktisk langt bedre end de zomputerskabte zombier, der ofte hærger i nyere film. Man må huske på at Return III blev skabt på et tidspunkt, hvor det stadig var meget dyrt at lave computereffekter, hvilket også gør, at filmen har et virkeligt godt look, i al fald hvad angår zombierne. Mindre heldigt er de medvirkendes hår og påklædning, der med undtagelse af Julias S/M zombielook, forekommer håbløst 90er-agtige.

Return of the Living Dead pt. III bliver sikkert aldrig en klassiker indenfor sin genre, men har man ikke set den før og holder man i øvrigt af de film som Uzna og Gordon lavede i denne periode, bliver den halvanden times tid, i selskab med de udøde, som et møde med en gammel, kær ven, man næsten havde glemt.

Filmen er naturligvis håbløst urealistisk, byder på en masse dialog, der forekommer temmelig tåbelig, og man kan også sætte kraftige spørgsmålstegn ved stort set alle de valg som filmens personer træffer undervejs. Disse aspekter er dog ikke så forstyrrende, at man ikke stadig kan nyde både Julias langsomme transformation og alle de sultne zombiers overgreb på lokalbefolkningen. Det er, kort sagt, en b-zombieslasker, når det er allerbedst. Dødgod, skæv underholdning!