Egentlig kunne anmeldelsen godt have stoppet med blot at levere ovenstående overskrift, for enten hører man til de folk, der elsker billedet som overskriften skaber i ens bevidsthed, eller også affærdiger man det som det rene pjat.

Zombier kan, som vi har set her i Kapellet flere gange før, bruges i mange forskellige sammenhænge. Eksempelvis er action og zombier set i Resident Evil-serien eller World War Z. Komedien og zombier har vi set i eksempelvis Død Sne og Zombieland og der har end dog været lavet flere film om zombier og seksuel tiltrækning som i Warm Bodies eller Dead Girl. The Last Days on Mars er dog noget forholdsvis sjældent, nemlig et genremiks af science-fiction- og zombiefilmen.

Der går dog et stykke tid før denne genrehybrid manifesterer sig for i den første halve times tid forekommer The Last Days on Mars som en meget traditionel rumrejsefilm. Vi følger en lille gruppe af astronauter, som i sagens natur er meget forskellige, hvilket garanterer at de ofte kommer på tværs af hinanden. De har været en del af den første bemandede mission Mars og har opholdt sig på den røde planet i længere tid, men de har desværre ikke opnået de forskningsresultater, som de oprindelig havde sat sig for. Eksempelvis har deres eftersøgning af tegn på liv på planeten ikke båret frugt. De ved alle sammen, at et fartøj kommer og henter dem om et par dage, hvilket frustrerer enkelte af dem, men pludselig er der en af forskerne, der får et gennembrud.

Det videnskabelige gennembrud opstår nærmest ved et tilfælde, idet en af astronauterne falder ned i en slugt. Her i bunden af slugten finder de andre dog fossiler, der beviser det organiske liv som de har ledt efter siden missionens start. Det skal dog snart vise sig at dette liv ikke er så forstenet som først antaget, for inden de kan nå at få studeret disse fossiler er der allerede flere missionens medlemmer, som er blevet inficeret med en organisme, som tilsyneladende forvandler dem til rasende, blodtørstige zombielignende væsener.

The Last Days on Mars er noget så usædvanligt som en engelskproduceret science fiction film. Usædvanligt, idet englænderne, foruden en række glimrende tv-serier, ikke just er kendt for at svælge i denne genre. Til gengæld er der ikke meget britisk over hverken filmen eller handlingen, der bedst af alt kan beskrives som formularisk. For genrefans er der derfor ikke de store nyskabelser eller overraskelser at komme efter.

Science-fiction filmen og måske især zombiefilmen bliver ofte bedømt på hvor gode effekterne er og i denne film er de faktisk ganske gode. Hvad enten det handler om at lave en overbevisende illusion om at de medvirkende befinder sig på Mars eller om mere håndgribelige ting såsom astronauternes køretøjer, rumfartøjet der skal hente dem, rumdragterne eller for den sags skyld de rumbaser de opholder sig på. Alle disse elementer er overbevisende. Til gengæld kunne splatterfans måske godt have ønsket sig mere voldsomme, udpenslede og brutale gysereffekter, da det ret beset er en film der i lige så høj grad henvender sig til dette kernepublikum.

Holder man derfor af science fiction og gys burde det jo være en film der ville appellere til en, men selv om skuespillerne prøver alt hvad de kan om at overbevise seeren om hvor reel truslen er, bliver filmen altså lidt for forudsigelig og dramaturgien lidt for firkantet til at det nogensinde bliver virkeligt spændende. Derfor vil The Last Days on Mars være en film, som man kun bør give sig i kast med, hvis alle ens andre muligheder er udtømte, for til trods for både Mars og zombier bliver den desværre en lille smule kedelig i længden.