”Excentrisk” er ofte det ord man benytter, hvis man vil undgå at bruge begreber som ”småskør”, ”sær” eller ligefrem ”sindssyg”, men det synes at passe virkeligt fint på den engelske kunstner Louis Wain. Selv om navnet måske ikke just lyder bekendt, så prøv at google hans navn eller klik hér for at se om du måske ikke alligevel har set hans værker.

De mest kendte af Wains billeder er utvivlsomt billeder af antropomorficerede katte, der (lige som de ret så berømte amerikanske malerier af hunde, der spiller kort) foretager sig alle mulige ting. Dernæst er Wain også kendt for sine psykedeliske kattebilleder og endelig landskaber og scenerier, der virker som om de er skabt efter kunstneren har taget en lige så stor mængde bevidsthedsudvidende substanser, som da han malede sine LSD-katteportrætter, selv om LSD ikke endnu var opfundet i Wains samtid.

I den nye film The Electrical Life of Louis Wain spiller Benedict ‘Sherlock’ Cumberbatch hovedrollen som den plagede, maniske kunstner. Det skulle nemlig vise sig, at Louis Wains førnævnte excentricitet var så udpræget, at han i slutningen af sit liv ligefrem endte på den ret så berygtede psykiatriske anstalt Bethlem i London. I dag benyttes bygningerne, som førhen husede den frygtede anstalt, af the Royal War Museum – men der findes i nærheden et kunstmuseum der netop fokuserer på kunstnere med mentale udfordringer, heriblandt Wain.

Titlen på filmen kan forekomme mærkværdig, men idet man ser den, giver den bedre mening. Wain havde nemlig en ganske særlig – og ikke synderlig naturvidenskabelig – forhold til termen ”elektricitet”. I flere scener i filmen, taler hovedpersonen om denne elektricitet som en slags energi der flyder gennem både mennesker, dyr og alt muligt andet. Hvis der er problemer, så er det med garanti, fordi der er noget helt galt med ’elektriciteten’. Det er ganske vanskeligt at forklare tydeligere her, men som man også kan se i flere scener i filmen, så var der tydeligvis også ret mange der i Wains samtid, som undrede sig en hel del når han begyndte at forklare sine teser for omverdenen.

Filmen om Wain er dog slet ikke det rene elende, for selv om manden sloges med både psyken og en række private tragedier, er tonen i filmen langt fra så dyster som man kunne forestille sig. Tværtimod, så vil det ikke være en tilsnigelse at sætte mærkatet ’komediedrama’ på den. Især i filmens første halvdel, synes komedien at overskygge de mere dunkle sider af mandens liv.

Da vi møder Louis er han en utroligt rastløs ung mand, der ikke helt har fundet ud af hvad han vil med sit liv. Muligvis finder han aldrig helt ud af dette, men da vi møder ham, får han ansættelse som illustrator på en større avis. Dette job varer ikke ved, for fotografiet er ved at vinde indpas, og den form for dokumentation af eksempelvis sportsbegivenheder truer Louis på levebrødet.

Filmen starter samtidig som en regulær romance, for i husstanden (der ud over hovedpersonen består af en række ugifte søstre) bliver der ansat en ny guvernante til at undervise Wains søstre. Selv om guvernanten selvfølgelig er langt under hans stand, så synes klasseskel jo ikke at betyde ret meget når man er smaskforelsket.

De to ender sammen, men selv om alt indledningsvist forekommer som ren idyl venter tragedien lige om hjørnet. Hun får konstateret aggressiv brystkræft og inden længe dør hun. De får dog lidt tid sammen og hér forøges deres lille familie, ikke med et barn, men med katten Peter, der på sigt får en meget stor indflydelse på vor hovedperson. Efter hustruens død, begynder Louis nemlig at tegne både katten og karikaturer af katte og da nogle af disse tegninger bliver trykt, viser de sig utroligt populære.

Louis’ liv ændrer sig herefter, men ikke nødvendigvis kun til det bedre, for der er en række faktorer der gør, at han aldrig får den uindskrænkede succes han måske havde fortjent. Dette handler ikke alene om hans uligevægtige sind, men lige så meget om andre elementer, der selvfølgelig ikke skal afsløres her.

The Electric Life of Louis Wain er en ganske fin, men ingenlunde perfekt biografisk film. Den har indledningsvist et tempo der synes mindst lige så manisk som hovedpersonen selv, og så byder den på en række interessante scener, hvor folkene bag filmen har forsøgt at colourgrade omgivelserne på samme måde som man kan se det i Wains udsyrede landskabsmalerier. Til gengæld er der dele af filmen, hvor dette meget maniske tempo synes lidt malplaceret. Man forstår godt de tragiske elementer men de får lidt svært ved at overbevise seeren og derfor kan det indimellem være vanskeligt at afgøre om den vil være morsom eller tragisk.

Til gengæld er Benedict Cumberbatch virkelig god i titelrollen, hvilket næppe kommer som en overraskelse, da han jo er fremragende i alt han siger ja til. Claire Foy er ligeledes supercharmerende og skævt portrætteret som hans livs store kærlighed og iscenesættelsen af perioden fejler ikke noget.

Man kan sagtens nyde filmen, uden at have noget som helst kendskab til Louis Wan, men da han er sådan en sær snegl som han er, lykkes det desværre heller ikke filmen at levere et nuanceret portræt af denne ret unikke skabning og den måde han betragtede sin omverden på. Man kunne godt have ønsket at filmen havde taget et spadestik dybere, så seeren kunne komme noget tættere på denne særprægede kunstner.