Med fire Oscars – bedste film, bedste instruktør(er), bedste manuskript og bedste mandlige birolle – i bagagen kan man med en vis rette have høje forventninger til Coen-brødrenes nyeste film. Og lad det være sagt med det samme: No Country for Old Men er en af Coen-brødrenes allerbedste film – og i hvert fald den bedste siden Fargo.

Under en jagt finder Llewelyn Moss (Josh Brolin) nogle biler midt ude på den afsvedne prærie. Rundt om bilerne ligger ligene af nogle mexicanere og en hund. Den ene bil er lastet med heroin og i en anden finder Llewelyn en taske fyldt med 100-dollar sedler. Han tager tasken med hjem til den trailerpark, hvor han bor sammen med hustruen Carla Jean (Kelly MacDonald). Han er klar over, at nogle vil komme efter pengene, så han forbereder deres flugt. Hun bliver sendt til sin mor, og selv tager han ind på et motel. Og ganske rigtigt er bagmændene ude efter pengene. De har hyret lejemorderen Anton Chigurh (Javier Bardam), der slæber rundt på en cylinder med komprimeret luft, der driver hans foretrukne våben: en boltpistol af den type man bruger på slagterier til at dræbe kvæg med. Han er typen, der nødig efterlader levende vidner – heller ikke de bagmænd, der hyrede ham. Samtidigt forsøger den lokale sherif Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones) at udrede sagen med de mange lig, der begynder at hobe sig op.

Det er en blodig historie, og det er Coen-brødrene, når de er mest misantropiske og nihilistiske. Der er ikke mange forsonende træk. Det hele foregår nok i et landskab, der genkalder hele westernmytologien, men som titlen og Tommy Lee Jones’ voice-over i filmens start indikerer, så er tiden (filmen foregår i 1980) ikke længere til mytologiens entydige opdeling i gode og onde, helte og skurke. Vi lever i det, Max Weber kaldte den affortryllede verden. Her er der ingen guder eller skæbne, der griber ind og tilrettelægger tingenes gang. Som sherif Bell siger: ”I always figured when I got older, God would sorta come inta my life somehow. And he didn't. I don't blame him. If I was him I would have the same opinion of me that he does”. Her råder alene tilfældet. Der er ingen belønning af de retfærdige og ingen straf til de skyldige. Det er en vilkårlig og uforsonlig verden.

Javier Bardam fik en Oscar for bedste mandlige birolle for sin præstation. Fuldt retfærdigt, for det er – bogstaveligt talt – en frygtindgydende præstation. Men det kunne lige så vel have været for bedste hovedrolle. Det er den mystiske lejemorder Anton Chigurh, der er den centrale figur. Han er dybt troværdig som koldblodig dræber; en psykopat uden at være over the top, som man ellers ofte ser det på film. Samtidigt fremstår han som en mytisk figur. Vi får stort set intet at vide om hans fortid; det er uklart, hvem han egentlig arbejder for eller hvad hans motiver er. ”Sometimes I believe he’s a ghost”, siger sheriffen. Men heller ikke Anton Chigurh behersker tilfældighedernes spil. Han er – trods sin mytiske fremtoning – underkastet de samme vilkår som alle andre dødelige. Nok bruger han selv tilfældet, når han slår plat og krone om sine ofres skæbne; men tilfældet spiller også ham et puds.

Handlingen udspiller sig i et goldt, afsvedet Texas-landskab, der bogstavelig talt virker gudsforladt. Det er et landskab, vi kender fra utallige westerns, og dermed også forbinder med westernmytologien. Coen-brødrene spiller sikkert og bevidst op mod mytologien. Handlingen lægger op til en konfrontation mellem de tre hovedkarakterer – Llewelyn, Chigurh og Bell – men da jagten kulminerer, fader billedet blot til sort og der klippes til efter det konventionelle klimaks. De tre hovedkarakterer optræder aldrig i samme scene. Den forløsning, det klassiske Hollywood kræver, udebliver. Det er naturligvis i fuld overensstemmelse med filmens tematik i det hele taget, og vidner om den ubønhørlige konsekvens, hvormed filmen er fortalt. Filmen rummer selvfølgelig også elementer af Coen-brødrenes karakteristiske – sorte – humor; men det overordnede indtryk er misantropi. Det er ikke en feel-good film, som fx O Brother Where Art Thou, men den er så suverænt og konsekvent gennemført, at det er en fornøjelse at se den. Det er Joel & Ethan Coen, når de er bedst. Og det siger ikke så lidt.