Kunne man forestille sig et møde mellem en banalisering af The Wire, en rytme som i en musikvideo og en handling, der er en blodig udgave af Karate Kid, er det et udmærket billede af Mo Alis anden britiske spillefilm Montana. Filmen er netop smidt på gaden i Danmark – og årsagen er nok hovedsageligt, at Lars Mikkelsen spiller en af de bærende roller. Filmen i sig selv er en blød mellemvare med en noget spektakulær handlingsudvikling.

Montana handler om den unge Montana, der er ved at gøre karriere i et londonsk gangsterdynasti. Han er narkokurér, en talentfuld bokser og har et ambitionsniveau, der både gør ham attraktiv og truende for cheferne. Samtidig er der en selvtægtsmand på spil i byens gader, og han går målrettet efter gangsterbossens mænd. Det lokale politi arbejder efter en teori om et bandeopgør, men politichefen undrer sig noget over den manglende direkte modstander.

Vi ved bedre. Vi er nemlig med på sidelinjen i alle filmens bihistorier. Vi fik tidligt præsenteret forhistorien om Dimitrije (Lars Mikkelsen), som var soldat i Bosnien, hvor en lokal paramilitær leder likviderede hans kone og datter. I nutiden genkender vi bødlen som gangsterbossen, og Dimitrijes hensigt er indlysende. Da Montana bliver truet på livet, havner han hos Dimitrije, der hjælper ham. Han har længe haft både Montana og banden i kikkerten.

Så langt holder sammenligningen med The Wire: Den skildrer med ligeværdig vægt alle sfærerne i begivenhederne: den hårde narkobranche, de korrupte efterforskere, selvtægtsfortællingen og Montanas personlige udviklingshistorie. Men ligheden hører op ved, at grupperingerne ikke er skildret ligeværdigt. Den forsøger at sætte en grundtone, som hedder ’fattigdom er roden til kriminalitet’ (hvilket faktisk på et tidspunkt står skrevet med graffiti), men karakteriseringen af gangsterne er for dæmoniserende til, at det holder hele vejen.

Det stærkeste kort er for så vidt filmens interesse i også at ligne en musikvideo. Montana hører ofte musik fra sin iPod, og dette er anledningen til en visuel stil, der baserer sig på gangster-rappens rytmer. Det er stedvist en cool stil, der virker, men den kommer af og til også til at virke lidt malplaceret i forhold til de stærkt voldelige scener og sekvenser. Det er lidt, som vil filmen være både en realistisk actionfilm og en musikvideo på samme tid, men de to komponenter kommer til at virke lidt mere selvophævende.

Den sidste sammenligning med Karate Kid er dog filmens elementære akilleshæl. Det er i denne fortælling, hvor Dimitrije optræner Montana og lærer krigens moralske kodeks, at bondingen mellem den gamle bosniske kriger og den unge mørke knægt skal ske. Men at Montana skal udvikle sig fra at være en selvsikker og stilfuld gangster til en selvbevidst og effektiv krigsmaskine på bare nogle få dage eller uger fremstår komplet utroværdigt. De ikoniske ’træn og bliv stærk-scener’ bliver også for genkendelige og uoriginale.

Lars Mikkelsen derimod er ret overbevisende som Dimitrije. Sammen med ham er Zlatko Buric også sendt i byen som bosniske soldat dybt indfiltreret i den londonske østeuropæiske mafia. Det er egentlig ret befriende at se Buric være andet end en selvreferentiel, komisk karikatur. Han er faktisk en temmelig dygtig skuespiller. Både Mikkelsen og Buric er to fine oplevelser i en film, der generelt er velspillet, men i sin handlingstråd ikke rigtig når ud over blot at ligne sine inspirationskilder.