Det er pudsigt, at der skal en dansk skuespiller til, for at vi får øje på udmærkede film fra det store udland. I dette tilfælde skulle der en Ulrich Thomsen til, før vi fik øje på en interessant ungarsk sag, nemlig Opium: Diary of a Madwoman.

Den moderne doktor og forfatter Dr. Brenner (Ulrich Thomsen) ankommer i 1913 til det afsides liggende kloster, som også huser et institut for psykologi og psykiatri – af den gamle skole. Brenner har fået øje på psykoanalysen, der er i rivende udvikling på dette tidspunkt, og ankommer til en kamp om metoder. Det er dog ikke denne kamp, der kommer til at stå centralt. Snarere er det fokuseringen på Brenners morfin- og opiummisbrug, der sætter en stopper for hans skriverier, men det modsatte er problemet for den indlagte Gizella (Kirsti Stubø). Hun har ikke mulighed for at stoppe med at skrive.

Derved er modsætninger etableret, da Brenner får mulighed for at undersøge den smukke Gizella, der dog bærer på et mord på sin mor. Denne modsætning, der kommer til at fungerer som en fyldestgørende helhed de to karakter tilsammen, bliver i sig selv filmens omdrejningspunkt. Og dét fungerer godt. Hvor Brenner i kraft af sit misbrug helt har mistet sin emotionelle respons på verden, så har Gizella alt for meget af den. Derfor skriver hun side op og side ned i kraft af sin psykose, der går ud på en djævel, som undertvinger hende seksuelle fantasier. Hun er derfor fuldstændig overstimuleret, og hun beder derfor gentagende gange Brenner om at slå sin hjerne ihjel. Han skal slukke for hende.

Derfor bliver skrifttematikken særligt nærværende i Opium. Det, som Brenner mangler, har Gizella, men det er ikke nok med det. Brenner har også en række, meget nøgternt beskrevne, seksuelle fantasier, og dem ser han lejlighed til at udleve med Gizella. Derfor virker Brenner ikke, som ved første øjekast, som den opofrende læge, han ellers ser ud til at være. I stedet udnytter han Gizella, og er kun på instituttet, da det giver ham rige muligheder for at komme i nærheden af morfin.

Men hvor Brenner kunne forventes igen at blive kompletteret af Gizella, der netop besidder det, som han mangler, så kommer Brenner til at fremstå endnu mere kynisk. Han finder nemlig hurtigt ud af hvor dygtig og vedkommende en forfatter, der ligger gemt i Gizellas omfattende skriverier og dagbøger. Det er en eftertragtet fortælling om et dæmonisk opgør, som han kan bruge til noget – og det er ikke nødvendigvis fagligt.

Dette spil med teksternes strukturer og forholdet til det psykiske er derfor et interessant punkt at dvæle ved. Det går nemlig særdeles godt i spændt med det antydede psykoanalytiske spor. Det, som Freud revolutionerede, var blandt andet at fokusere på det underbevidste, der kunne beskrives gennem taleterapi, og denne tale kunne derved analyseres hermeneutisk som en tekst. Teksten bliver ganske simpelt kilden til de psykiske kvaler, og derfor kommer Brenner i besiddelse af en guldgrube af oplysninger om den psykotiske lidelse, som i givet fald ville kunne beskrives ved hjælp af en diagnose som skizofreni. Men vi kommer aldrig i nærheden af diagnoser, for Brenner bruger Gizella til helt andre formål.

Denne fortælling om en kvinde i fangenskab, mere end under behandling, bliver da også åbenlys i filmen helt store inspiration, nemlig Carl Th. Dreyers La passion de Jeanne d’Arc fra 1928. Den uskyldige kvinde kastet op mod de store, hvide vægge i klosteret forsøger gennemgående at komme tæt på Rudolph Maté ekskvisitte cinematografi heri. Det lykkes da også i udstrakt grad, for Opium er en gennemført æstetisk flot film, der (selvfølgelig) ikke står mål med sin forgænger, men kommer rigtig, rigtig langt gennem denne inspirationskilde.

Det værste ved filmen er dog dens lydspor, der er så dårligt synkroniseret, at det visse steder bliver pinligt, og det faktisk en skam, for manuskriptet, instruktion og stilen er konsekvent gennemført. Samspillet mellem Thomsen og Stubø fungerer også fint, selvom Thomsens tilbageholdende rolle blegner i Stubøs udadvendte karakter. Men som overordnet slutresultat er Opium en overraskende god film, der ikke ligner sine søskende ret meget inden for dette psykologiske drama.