…siger den nyrige russiske gangster storsmilende til sin engelske gangsterkollega i Guy Ritchies fremragende nye gangsterfilm RocknRolla. Filmen kaster med sin fandenivoldskhed seeren tilbage til det velkendte brutalt charmerende univers fra Ritchies to første film. Og allerede efter få minutter i selskab med RocknRolla glemmer man både smagen af uudholdelig sødsuppe fra Swept Away og den mærkeligt metafysiske gangsterfilm Revolver.

Man kunne måske tro, at Ritchie for længst havde kapituleret, når film som både Layer Cake og den oversete amerikanske thriller Running Scared var bedre til at tage stafetten op fra det klassiske engelske gangsterdrama. Heldigvis er RocknRolla den fortabte ludersøn, der endelig vender hjem til sin gangsterfamilie i London, høj på crack, smurt ind i blod og med våben knuget hårdt i begge hænder.

Selv om filmen er en koproduktion mellem Warner og Dark Castle Entertainment (som primært producerer gyserfilm), er der ikke ret meget Americana over filmen. Den foregår udelukkende i og omkring London, og næsten alle replikker leveres på det sprøde engelske slang, som de fleste husker fra Lock, Stock and Two Smoking Barells eller Snatch. Selv om man måske kunne mene, at Guy Ritchie igen koger suppe på det samme søm, så er det en ufattelig velsmagende ret han disker op med – en ret som mange fans uden tvivl vil slubre i sig med stort velbehag.

Hvis man skraber i det plotmæssige fernis af filmen og ser på strukturerne er det, som på overfladen måske virker meget kompliceret, faktisk ganske enkelt. Vi har to fraktioner af spillere på banen; den traditionelle engelske gangsterboss Lenny Cole, som repræsenterer den gamle skole, og den ny skole bestående af den føromtalte russiske gangster. Mellem disse to magtfulde herrer er et sand væld af suspekte og lyssky karakterer, der alle sammen vil have del i det søde liv.

Filmens MacGuffin er et lykkebringende maleri, som russeren låner til sin engelske kompagnon, da de indgår en storstilet aftale om jordlodder i London. Maleriet bliver naturligvis stjålet af Lennys søn, rockstjernen og misbrugeren Johnny Quid. Som om dette ikke skulle være nok bliver russerens 7 millioner Euro hugget af småforbryderen One-Two. Grunden til tyveriet er selvfølgelig, at One-Two og hans kammerat Mumbles skylder Lenny Cole en stor sum penge, og på den måde har vi en god undskyldning for, at en masse barkede mænd bliver så nervøse, pressede og paranoide at de finder deres knojern frem.

RocknRolla er fyldt til randen med fantastisk dialog og et helt utroligt ensemble af skuespillere, der alle leverer varen med en kæk humoristisk distance og en originalitet, som man ikke har set længe. Den skæve vinkel underminerer på intet tidspunkt hverken historie eller karakterernes integritet, for filmen formår at holde den svære balance på grænsen af drama og komedie hele vejen igennem. Det er et karikeret univers, men kun præcis så meget, at filmen stadig forbliver troværdig.

Hele denne badulje af gangstere og voldsmænd er tillige sovset ind i et så fremragende soundtrack (eks. The Clash ”Bank Robber”, Lou Reed ”The Gun”, etc.), at det eneste, der afholder en fra at fare ud og købe det med det samme, er frygten for julehandelens lange køer. Den eneste kvinde i filmen bliver spillet af Thandie Newton, der - ulig hendes klodsede fremstilling af Condoleeza Rice i Oliver Stones W. - i RocknRolla formår at træde i karakter som den elegante manipulerende, sofistikerede og frækt forførende finanspige Stella.

Uden at afsløre alt for meget, så lover filmen mod slutningen mere af det samme i The Real RocknRolla, og selv om Guy Ritchie for øjeblikket har travlt med at instruere Robert Downey Jr. og Jude Law som henholdsvis Sherlock Holmes og Dr. Watson, så må man håbe på at detektivprojektet hurtigt bliver overstået så begejstrede fans af engelske geezers kan få sig endnu et velfortjent fix. Tro på, at traileren RocknRolla er lige det, den lover - og så lidt til!