Indimellem skal man passe på med at dømme en film for hurtigt på baggrund af traileren. Trailerens vigtigste funktion er jo at lokke så mange folk som muligt i biografen, men er man bekendt med traileren til den nye Sherlock Holmes­-film, så er der mange fans, der lige skal knibe sig i armen engang, for traileren giver indtrykket af, at en flok Hollywood-spekulanter har taget Holmes’ deerstalker og krænget den om til en motorcykelhjelm. Effektjageri uden det mindste spor af detektivarbejde! Men selv om Holmes i denne nyfortolkning er blevet toptunet og fremstår langt mere actionhelteagtigog handlekraftig, så er selve filmen, modsat traileren, faktisk ikke helt uden meritter.

Instruktøren Guy Ritchie er måske bedst kendt for gangsterfilm som Lock, Stock & Two Smoking Barrels og man kunne mene at med hans baggrund og nationalitet, så ville han være et oplagt valg til at puste live i en Holmes-fanchise. Det er han på mange måder også - for selv om filmen i både sit budget og udseende er milevidt fra Ritchies mere intime gangsterdramer, så formår han at få en ganske hæderlig og vældigt underholdende film ud af manuskriptet.

Som udgangspunkt bør man altså ikke forvente at Robert Downey Jr. portrætterer Holmes med lige så megen sjæl som eks. Basil Rathbone eller – verdens bedste Holmes-fortolker – Jeremy Brett, for han ligner hverken illustrationerne fra Strand Magazine eller besidder den tilbagelænede ro, som man kender det fra de oprindelige historier. Når handlingen tillige præsenterer os for konspirationer, sort magi og en skurk som tilsyneladende er genopstået fra de døde, er der sikkert endnu flere Holmes-purister der vil korse sig efter at have fået deres Earl Grey galt i halsen. Omvendt set, så er Holmes jo ”bare” en fiktiv detektiv, som har optrådt i langt mere bizarre sammenhænge (og i film langt ringere) end denne.

Man kan på mange måder sammenligne Sherlock Holmes med det Stephen Sommers gjorde ved Universal Studios klassiske monstre i Van Helsing, for selv om Sherlock Holmes på ingen måde er lige så kulørt som denne, så formår den stadigvæk at bibeholde en hel del af Holmes’ særtræk, samtidig med at den med store armbevægelser tager sin seer med på en dybt underholdende rutschebanetur gennem Londons brolagte gader.

I starten af filmen forpurrer Holmes og Watson (der lige som sin sambo har smidt tøflerne og gavmildt deler småkager ud til forbryderne) et magisk ritual, hvor et medlem af overhuset - Lord Blackburn - iført ceremonielle rober er ved at tage livet af en ung dame i trance. Blackburn dømmes til døden for sort magi og fem andre mord. Hans sidste ønske er at tale sammen med Holmes inden han eksekveres og her røber han, at han har i sinde at begå yderlige tre mord, som Holmes ikke vil være i stand til at forhindre. Hans sidste ord, før bødlen ifører Blackburn den traditionelle sorte hætte og reb er; ”Death is just the beginning”. Et øjeblik senere dingler han. To øjeblikke senere tager Watson Blackburns puls og erklærer ham død.

Der går dog ikke mere end et par dage før Lestrade opsøger Holmes. Blackburns gravsted er blevet skændet og et vidne har set den hængte mand gå lyslevende rundt på gravgården. Holmes opsøges kort tid forinden af Irene Adler, som kendere vil huske fra En skandale i Bøhmen. Manuskriptforfatterne har taget sig lidt friheder og ladet Holmes være draget til Adler og de har tillige sat hende i forbindelse til en række andre af mesterdetektivens sager. Irene vil have Holmes til at finde en forsvunden person, men han aner, at der stikker noget andet bag hendes ønske. Da han efterfølgende er vidne til at Blackburns kiste bliver åbnet, finder man liget af den person Adler ville tale med. Sagen er altså fra begyndelsen meget speget, og det skal naturligvis ikke her afsløres hvordan den videre udvikler sig.

Sherlock Holmes er ikke en banebrydende film og det er heller ikke en film der, som nævnt, er særlig tro overfor Conan Doyles forlæg, men Robert Downey Jr. spiller Holmes med lige så stor ironi og humor som han spiller Tony Stark i Ironman. Faktisk er der flere lighedspunkter, for ligesom Stark har et alkoholproblem giver filmen også tid til at vise at Holmes både har en lemfældig omgang med stoffer, er vægelsindet og har enormt nemt ved at blive deprimeret, når han ikke har en sag til at holde hans skarpe hjerne beskæftiget.

Filmen præsenterer også mange flotte scenerier og et viktoriansk London, der både er gotisk dunkelt, dystert og fyldt med skumle personager. Selv om der er nok bulder og brag til at kunne holde fast i selv den mest ivrige damp-teenagers opmærksomhed, så giver filmen heldigvis også Holmes tid til både (i en konstant drilsk tone) at skændes med Watson og vigtigst af alt, så får vi også lov til at se Holmes lave reelt detektivarbejde, drage logiske slutninger og sige ”The game’s afoot..”

For purister er det stadigt muligt at indkøbe serien med Jeremy Brett på DVD, men for folk, der blot har lyst til to timers, solid underholdning hvor actionsekvenser, nævekampe, eksplosioner og sort magi går fint i spænd med et gensyn med det mest berømte team i detektivbranchen, så er Sherlock Holmes bestemt et biografbesøg værd.