Sandrew Metronome har sat en kavalkade af i gang af centrale film i den tyske instruktør Wim Wenders karriere. Der er generelle karakteristika, som går på tværs af mange af produktive Wenders mange film, mens central i de fleste står den moderne fornemmelse for fremmedgørelse og eksistentiel foranderlighed. Det rodløse eller udsatte menneske står ofte i centrum, men der er også stor forskel de enkelte Wenders-film imellem. Derfor bringer Kulturkapellet over den næste tid enkelte omtaler af en række af disse. De enkelte film fortjener en selvstændig behandling.

Rodløshed er ikke overraskende omdrejningspunktet i Wim Wenders Kings of the Road fra 1976, der bærer Im Lauf der Zeit som den tyske originaltitel. Filmen behandler – blandt mange andre ting – amerikaniseringen af det tyske samfund, og den engelske titel er også et ganske sigende udtryk for den genre, som filmen placerer sig i. Selvom den på mange måder undviger egne genregrænser, så henter Wenders – igen – en række væsentlige træk fra en af de mest ærkeamerikanske genrer, nemlig roadmovien. Det interessante er dog, at den tyske titel – der betyder noget i retningen af ’i tidens løb’ – her i stedet oversættes til den rumlige dimension, vejen. Det viser sig dog med al tydelighed, at Wenders i højere grad fokuserer på forholdet imellem sted og tid i Kings of the Road.

Dermed skridter Wenders videre fra tidligere fascination af vejen og rejsen som omdrejningspunkt for fortællingen om mennesket. Både Alice in the Cities fra 1974 og Wrong Move fra 1975 arbejder med dette, hvilket her også figurerer i titlen – ’cities’ som stedet og ’move’ som i bevægelsen fra sted til sted. Et særligt topos, som i denne forbindelse interesserer Wenders, er måske snarere ikke-steder, hvilket fremgår tydeligt i de nævnte titler og i særdeleshed i Im Lauf der Zeit. Det drejer sig om modernitetens ikke-steder eller transitsteder: benzintanken, pølsevognen ved landevejen, togstationer, forfaldne fabrikker eller tankeren på floden. Det er kendetegnende for disse steder, at de enten er steder, som vi kun kommer, hvis vi skal andre steder hen, eller steder, som engang har været betydende, men ikke længere fungerer som andet end tomme referencer.

Som en præcisering af dette finder de to hovedpersoner en blind vej, der fører til landsbyen Machtlos (magtesløs). Byen ligger opad et bjerg, som kaldes Tote Mann (døde mand), og på den anden side af bjerget ligger landsbyen Friedlos (fredløs). På sin vis karakteriserer disse to byer – eller bynavne – de to hovedpersoner. Bruno er rejsemontør for biografer, og kører derfor landevejene tynde for at besøge utallige små biografer rundt omkring. Da han – i filmens start – holder en pause for at barbere sig, ræser Robert stærkt forbi ham i sin bil, men ender i en flod og må kravle ud. Dette er det uventede møde mellem to personer, der derpå – fordi Robert ikke har andre muligheder – leder til en tur i Brunos vogn på landevejene. Robert er magtesløs, fordi han lige er gået fra sin kone, mens Bruno i stedet er hjemløs – som en fredløs – på landevejene. Han lever, sover og arbejder i sin vogn. Det er derfor også karakteristisk, at Bruno – da Robert foreslår, at de skal køre til Machtlos – afviser forslaget. Han siger, han har været i Machtlos – han kender magtesløsheden, og på en underfundig måde finder disse to dermed hinanden, fordi de – selvom de ikke har så meget at snakke om – har nogle fundamentale fællestræk.

På den måde forløber filmen på en måde, så det ikke er muligt at kalde det en narrativ film, hvilket i øvrigt gælder flere af Wenders film. Vi får ikke en forhistorie om de to personer eller nogle elementære igangsætninger af handlinger, for vi følger blot de to personer, som vi dermed undervejs kommer til at kende bedre og bedre. Derved sidestiller Wenders selve livets struktur, fortællingens struktur og vejens retning. Som Bruno siger på et tidsspunkt: ”Tiden er min historie”. Dermed er filmen en ikke-fortællende film om livet som en fortælling. Men samtidig handler den også, som det understreges undervejs, om at lægge tiden bag sig, hvor vejen igen bliver en god metafor for samme. Mere præcist så er det på denne måde Wenders formår at binde tid og sted sammen.

Tematisk springer Wenders her tilbage til Alice in the Cities, der – modsat den dystre Wrong Move – fandt en vis trøst i det mellemmenneskelige. Dette genfinder han i Kings of the Road mellem Robert og Bruno. En anden ting, som kendetegner denne film, er, at Wenders her antyder sin glæde ved musikken eller den glæde, som musikken netop kan udtrykke. Den fremragende og engagerende musik i Kings of the Road er primært indspillet af det tyske rockband Improved Sound Limited. Denne musik understreger den emotionelle tvetydighed, som filmen fremhæver: Selvom vi finder tvivlrådighed og rodløshed, så fremhæver de personlige fortællinger sammen med musikken en vej ud af fortvivlelsen. Et tema, som Wenders i øvrigt vender tilbage til i sin livsglade, Cuba-skildrende Buena Vista Social Club.

Vejen er et af de bedste udtryk for transit, men det er derfor også udtryk for et mentalt transitrum, som kan føre personer videre. Fascinationen af roadmovien hos Wenders udspringer af dette forhold mellem mennesker på rejse, men netop rejsen, som vi her kommer med på, formår – i kraft af Brunos funktion som projektormontør – også dermed at krybe tæt ind på filmen som tema. Kings of the Road bliver dermed også en metafilm, mens Robert – der undervejs viser, at han kun kan kommunikere til sin far, der er avisredaktør, gennem en personlig tryksag – fremhæver skriftens rolle i forståelsen. Skrift og visualisering tematiseres dermed som erkendelsesmuligheder. En kvinde i en nedlagt biograf understreger undervejs, hvad filmen handler om: ”Filmen er kunsten at se” – filmen, som den eksistentielle rejse på vejene, formår at hjælpe os til at se. Det er også fornemmelse, der sidder i kroppen efter Kings of the Road: en fornemmelse af at kunne se verden bare lidt mere klart. Det er kunstens rolle at hjælpe dette på vej, og derfor er Kings of the Road et stykke filmisk kunstværk – et uomgængeligt værk for den, der elsker film.