Den japanske kultur og dermed også filmkultur kan indimellem være meget svær for en vesterlænding at forstå. Især kan det for mange, der er opflasket med den klassiske amerikanske fortælletradition, være svært at acceptere japanernes fokus på fravær – være det sig fravær af lyd, fremadskridende, dynamisk handling eller især fraværet af almene, mellemmenneskelige følelsesudvekslinger karaktererne imellem. Det hører mere til reglen end undtagelsen i japanske film, at hovedkaraktererne får lov til at udtrykke verbalt, hvad der går dem på, eller hvor frygtelig en situation, de er havnet i, og det er netop denne mangel på emotionelle ventiler, der har katastrofale følger.

Japan har en stolt tradition for at kreere tegnefilm for et publikum, som er ældre end 12 år, og som tillige har en referenceramme, der strækker sig længere end, hvilke sko Paris Hilton havde på til den seneste gallapremiere. Sådan forholder det sig også i animéserien Serial Experiments Lain, som AWE har sørget for, at vi danske animéfans kan få glæde af.

Man skal ikke alene være meget vågen, men også parat til at drage sine egne slutninger på seriens mange løse ender, når man giver kaster sig over de tretten afsnit, som udgør serien. Den foregår, ifølge introduktionen til hvert afsnit ”lige her” og ”lige nu”, men er reelt sat i en fremtid, som ikke ligger mange år væk. Her møder vi skolepigen Lain, der en dag traumatiseres voldsomt. Hun er nemlig vidne til, at en af hendes klassekammerater tager sit eget liv ved at hoppe ud fra en høj bygning. Efter begivenheden føler Lain sig afskåret fra sin omverden og mærkeligt fremmedgjort, især efter hun begynder at modtage mails fra den nyligt afdøde skolekammerat, der fortæller, at hun lever i bedste velgående. Det er bare hendes fysiske krop, som er død.

Hvad der starter som en ret traditionel animé, bryder hurtigt med tilskuerens forventninger om genrer og indhold. For hvor man kunne forvente sig en traditionel thriller eller gyser, så er Serial Experiments Lain langt tættere på historier, som man finder hos William Gibson eller Phillip K. Dick. Lain, der i seriens start ikke har den fjerneste interesse for teknologi, begynder pludselig at blive draget mod ”Wired”, der er seriens svar på nettet. Men Wired er mere end blot et computernetværk, for både jordens naturlige magnetfelter, de evigt summende telefontråde og alt andet omkring Lain synes pludseligt at være forbundet. Virkelighed, hallucination og fantasi smelter – måske – sammen.

I starten er det kun små ting, der afslører, at grænserne mellem den fysiske virkelighed og den digitale er ved at opløses. Skyggerne på gaden får blodrøde stænk, og mystiske mænd synes at observere og følge efter Lain. Hun ignoreres af sin moder ved middagsbordet, da hun fortæller om mailen, hun fik fra sin afdøde klassekammerat. Faderen tænder efter aftensmad for sine mange computerskærme, og har slet ikke tid til at give sin datter den mindste smule opmærksomhed. Måske er det ikke hendes rigtige forældre? I en ganske almindelig time i skolen sætter den hypnotiske lyd af lærerens kridt på tavlen Lain i en slags trancetilstand, som gør hende i stand til at se en begivenhed som først udfolder sig senere på dagen.

I takt med at Lain oplever flere og flere mærkværdige ting, isolerer den unge pige sig på sit værelse, hvor hun kun iført nattøj – for ikke at generere statisk elektricitet – bygger en veritabel supercomputer. Lain splittes langsomt i to, en fysisk person og en digital avatar, som bliver en form for demigud på Wired, og der rejses tvivl om, hvorvidt den fysiske Lain er i stand til at styre sin digitale doppeltgänger. I takt med at både familie og venner forekommer mere og mere fjerne i blikket, er der andre, der får interesse i Lain, blandt andet hackergruppen Knights. I sidste ende handler det for Lain om at finde frem til, hvad det egentligt er som foregår omkring hende. Er hun ved at miste forstanden, eller skal forklaringen findes andetsteds?

Serial Experiments Lain er som tidligere nævnt ikke en animé, som er lettilgængelig, og måske netop derfor har den også fået så stor en fanbase. På mange måder kan det forekomme, som om den - på bedste Lost-manér - blot stiller en masse spørgsmål, som den ikke har tænkt sig at besvare klart, og desuden komme med en række intertekstuelle referencer til folk som Vannevar Bush og Timothy Leary, for på den måde at vise at folkene bag serien har gjort deres hjemmearbejde grundigt. I hvert fald demonstrerer serien med al tydelighed, at skaberne har fundet det interessant at blande tematikker som filosofi, teknologi, religion, psykologi og science fiction sammen og ud af dette fortælle en historie, der ikke kun er sært dragende men også meget foruroligende.

Da serien både er ti år gammel og oprindeligt tiltænkt TV Tokio, kan man selvfølgelig ikke forvente, at animationerne har Studio Ghibli-kvalitet, men selv om der ikke er kælet så meget for detaljerne, har animatorerne stadig formået at skabe en hel unik oplevelse, takket være deres konsekvent langstrakte brug af de blodplettede skygger, summende telefontråde og meget langsomme fortællestil. Når denne stilhed, der på intet tidspunkt bliver triviel, brydes i groteske eller absurde scenerier (som eksempelvis skyderiet på natklubben Cyberia i episode 3), bliver resultatet endog meget virkningsfuldt og chokerende på seeren.

Serial Experiments Lain er obligatorisk for alle fans af science fiction og japansk kultur. For det første adresserer den mange af de mest spændende emner fra den ”bløde” ende af science fiction-genren, hvor den sætter et stort spørgsmålstegn ved, hvordan den nye teknologi så langsomt er ved at ændre os som mennesker. Den metaforiske fremtidsvision, som serien skildrer, synes altså at være foruroligende tæt på os. For det andet, synes den at pege på mange af de problemer, som eksisterer i den japanske ungdomskultur, hvor konformiteten, forældrenes forventningspres og det strikte skolesystem skaber folk, der - ligesom Lain - lukker sig helt af fra deres omverden og lever halve liv på deres værelser – de såkaldte hikikomori’er.

Endelig er Lain en sand guldgrube for de, der er trætte af alle de film, som giver alle sine svar hugget i granit og bøjet i neon, og for de, som derfor selv har lyst til at tænke over det, som serien præsenterer os for. Dette sidste punkt er måske den allervigtigste kvalitet.