Filmens begyndelse siger det hele: Vi møder den etablerede filminstruktør Mateo, der også har skrevet film under sit pseudonym Harry Caine. På et tidspunkt blev instruktøren Mateo dog ham for meget, og han endte derfor med at tage navneskifte til Harry Caine. Heri var bare ét problem: Pseudonymet Harry Caine er blind, så derfor mister Mateo også synet. Fra starten har vi antydningen af skizofreni, men det er – som vi kender det fra andre film af Pedro Almodóvar – ikke nødvendigvis indlysende fra starten, hvordan det hele hænger sammen. Det er det heller ikke i hans seneste film Brudte favntag, der – tro det eller lad være – overstiger hans forrige Volver med lange skridt. Denne karakterbundne skizofreni udspiller sig også som en filmisk søgen efter identitet: metafilmens leg med sig selv.

Brudte favntag handler om en filminstruktør, der – da vi møder ham – har reduceret sig til at være manuskriptforfatter og -konsulent. Det var en nødvendighed, da han blev blind. Det er dog klart fra starten, at intet er klart fra starten: Fortiden kigger med over skulderen hos Harry Caine – der på spansk næsten udtales som ’hurricane’ – og fortiden melder sin uformidlede ankomst, da en velkendt rigmand dør, og dennes søn opsøger Harry for at få hjælp til et manuskript om sin far. Det er dog ikke et job, der nærer hverken Harry, hans sekretær gennem mange år og dennes søn, der også hjælper Harry med manuskripter: Det er nemlig mange år siden, de sidst tænkte på rigmanden.

Hermed er fortidens ankomst hurtigt etableret, og filmen veksler frem og tilbage mellem nutiden og midt 90’erne. Denne fortællestil kender vi temmelig godt fra den amerikanske film noir, hvor en fortidsfortælling – gerne i skikkelse af en rigmand – dukker op og forkludrer nutiden. Brudte favntag leger på den måde med noiren som genre, hvilket ikke er overraskende fra Almodóvars hånd, som ofte indfører et populært genrespil i sine film. En vaskeægte femme fatale har vi også – men jeg siger ikke hvem! Forskellen fra noir er dog, at Almodóvar stædigt holder fast i sin brug af hele farvepaletten: Stærke, dominerende og kontrastive farver præger billedet, og producerer dermed en spraglet spansk noir iklædt et dramatisk farveorgie. Den underspillede samfundskritik, som altid er med hos Almodóvar, er også gemt i denne farverige noir, men den er en smule mere underspillet, end den tidligere har været.

I sin brug af en instruktør og fortællingernes egen logik undervejs, som præger den genfortælling, som Harry leverer, opbygger filmen to spændingsflader. For det første er det til tider lidt uvist, om fortællingen nødvendigvis holder vand, fordi vi godt ved at Harry selv spinder guld på at brygge historier. For det andet betyder det også, at filmen trækker et metarefleksivt niveau ned over hele fortællingen, som gør at filmen kommer til at ironisere stærkt over sig selv: Det kommer tydeligst til udtryk ved, at Almodóvar trækker kraftige veksler på sine egne tidligere film. Den film, som Harry – eller på dette tidspunkt Mateo – indspiller i 90’erne ligner til forveksling temmelig meget Kvinder på randen af nervøst sammenbrud fra 1988, der tilmed – for at passe til stilen – var en Almodóvars mest farverige film. Refleksiviteten hos ham kender vi dog også godt, senest i Dårlig dannelse, der også udtrykte et udbygget metalag.

Der er meget at sige om denne film, men det meste ville spolere dens leg med de små overraskelser, som noiren netop også kan. Samtidig introducerer den en spændingsstil, der er helt Almodóvars egen. Så det er faktisk temmelig simpelt: Filmen er spanske Pedro Almodóvar i storform! Tag den farverige stilistiske turban på hovedet, og kast dig over Brudte favntag.

…og læs derefter Kulturkapellets essay om Pedro Almodóvar.