Plottet i filmen er en guldgrube af overraskelser og vendinger af publikums sympatier med karaktererne. Den bedste publikumsposition er altså, at man ikke kender noget til diskussioner af filmen, før end efter man har set den. Det gælder også anmeldelser og Oprah Winfreys omtale. Filmen er kvalitet og anbefalelsesværdig, så hvis du ikke har set den, så gør det, i stedet for at læse videre.

En films titel kan være et signal om dens genre, men her er The Reader (Højtlæseren (Der Vorleser)) netop tilpas gådefuld, så publikum ikke forudindtages, ud over at højtlæsning er central i handling og tematik, og så er det en meget litterær film, også mere end dens filmatiseringsstatus peger på. Med jævne mellemrum optræder der dialoger i filmen, der føjer sig naturligt ind i handlingen, men som alligevel diskuterer den problematik, som handlingen og karakterer har afstedkommet. Det er en del af filmens høje kvalitet, at disse dialoger aldrig giver svar, men stiller de rigtige spørgsmål, som publikum da tager med sig i aflæsningen af resten af filmen, og i en delvis genfortolkning af den tidligere del af filmen.

Filmen første fjerdedel minder om en blanding af Nils Malmros’ produktion og Mike Nichols The Graduate med den unge umodne mands opdagelse af seksualiteten gennem en meget erotisk og meget usikker affære med en noget ældre kvinde Dette kunne være en film i sig selv, men ud over at have sin egen tematik, er det set-up’et til resten af handlingens meget mere knugende tematik, hvor den tyske, nazistiske fortid og opgøret med den tager scenen. Nu må publikum revidere og omfortolke sin opfattelse af det allerede sete, og i tilbageblik er der da også en masse spor, der fører frem til den følgende handling. Fx er de mange bade og afvaskninger nu ikke mere erotik, men et desperat forsøg på at aftvætte sig fortiden.

Aflæsningen af filmen bliver på denne måde en meget tæt dialog mellem den og publikum. Publikums engagement forstærkes af meget fine og troværdige skuespillerpræstationer, hvor Kate Winslet retfærdigvis er blevet belønnet med en Oscar for sin fremstilling af Hanna Schmitz. Denne karakters kompleksitet er beroende både på hende selv og på hendes historie, og også på filmens i redelige, men alligevel ufuldstændige præsentation af hende i set-up’et. Den tyske virkelighed og lokationer har en høj grad af troværdig realisme gennem farveholdninger og belysninger, og at skuespillerne, hvoraf mange er tyske, taler engelsk og ikke tysk modificeres af, at der er en svag tysk accent i deres engelske udtale, også hos Kate Winslet.

Den unge mand, Michael Bergs familie er blot bipersoner, men med dens utilnærmelige følelseskulde og distance, der også udtrykkes i småaggressioner, bliver den et stærkt symbol på efterkrigstidens Tysklands fortrængninger og fornægtelse af den nazistiske periodes uhyrlige forbrydelser. At denne fornægtelse er ophørt i dag, er The Reader blot et tegn på ud af mange.